Statuer er et forsøg på at dominere samtiden

Læserbrev af postdoc Somdeep Sen (Institut for Statskundskab) og Lindsay Whitfield (Roskilde Universitet) i Information den 16. september 2017.

I forbindelse med fjernelsen af statuer af amerikanske sydstatsgeneraler tweetede Trump: »Trist at se, vort store lands historie og kultur blive revet itu […] man kan ikke ændre historien, men man kan lære af den. Robert E. Lee, Stonewall Jackson – hvem bliver den næste, Washington, Jefferson? Hvor tåbeligt!« Men er statuer blot passive påmindelser om fortiden? Er de bare levn fra historien, som vi bør bevare og lære af?

Sidste år lagde den indiske premierminister Narendra Modi fra det nationalistiske hinduistparti grundstenen til, hvad der bliver den højeste statue i verden – en statue af Shivaji, som var en hinduistisk hersker, der kæmpede mod det muslimske mogulrige i Middelalderen.

Man kunne mene, at 530 millioner dollar for en 192 meter høj statue er lige lovligt meget i et land med udbredt fattigdom. Men en statue er netop mere end et minde. Den kan fremkalde fortiden og tjene interesser i nutiden. Shivaji-statuen personificerer Modi-regeringens mål om at gøre hindunationalisme til den dominerende statslige ideologi.

De fleste statuer af Sydstaternes militære helte opførtes ikke under Den Amerikanske Borgerkrig. Den første bølge af statuer kom mellem 1900 og 1920 under indførelsen af Jim Crow-lovene, som medførte raceadskillelse i Sydstaterne indtil 1960’erne. Statuerne blev symbol på den magt, de hvide amerikanere havde genetableret over de frigivne slaver.

Det var først, da borgerrettighedsbevægelsen slog igennem i 1960’erne, at den amerikanske regering indførte love mod racediskrimination. Helt op til 1980’erne måtte regeringen tvinge Sydstaterne til at overholde lovene ved at give tilskud til skoler og hospitaler betinget af, at man ophævede raceadskillelsen i institutionerne.

Det medførte, at mange vælgere skiftede fra Det Demokratiske Parti, som støttede borgerrettighedsbevægelsen, til Det Republikanske Parti – og at der kom endnu en bølge af statuer af sydstatsgeneraler.

Statuers primære funktion er ikke at minde folk om fortiden, og derfor er fjernelsen af statuer ikke lig med en udviskning af historien. Det egentlige angreb på historien kommer fra dem, der vil bruge fortiden til at dominere i samtiden.