22. december 2016

Tid til en ny kurs for FN's fredsarbejde?

Kronik af seniorforsker Katja Lindskov Jacobsen (Center for Militære Studier) i Jyllandsposten den 22. december 2016.

Med over 100.000 FN-soldater fordelt på 16 missioner er FN’s blå hjelme det mest synlige bevis på organisationens arbejde for global fred og sikkerhed. FN gør et vigtigt stykke arbejde, men der er behov for forbedringer. Det er FN og FN’s medlemslande godt klar over. I løbet af 2016 blev der arbejdet hårdt på at reformere FN’s fredsarbejde. Og når den nye generalsekretær sætter sig i stolen den 1. januar 2017, er der store forventninger til, at han kan nå i mål med reformerne. Det er dog ikke en nem opgave, der venter António Guterres.

Særligt to spørgsmål bliver afgørende: Hvordan kan FN forbedre sit forebyggende arbejde samt arbejdet for at tilvejebringe varige løsninger på konflikter, og hvordan kan FN blive bedre til at beskytte nødstedte civilbefolkninger såvel som sine egne FN-soldater? De spørgsmål er temaet for en rapport fra Center for Militære Studier, der udkommer i dag.

FN kæmper allerede med at skaffe nok soldater til sine igangværende missioner. I juni 2016 besluttede Sikkerhedsrådet for eksempel at øge antallet af FN-soldater i Mali til 13.289. Men i dag, et halv år senere, er der stadig kun 11.200 FN-soldater i Mali-missionen. Hvis ikke FN bliver bedre til at finde varige løsninger på de konflikter, FN involveres i, så risikerer manglen på FN-soldater – kombineret med en stigende efterspørgsel på FN-soldater i mange af verdens konfliktområder – at kulminere i et overbebyrdet FN med endnu ringere mulighed for at beskytte nødstedte civilbefolkninger.

FN-missionerne i Mali og Sydsudan illustrerer tydeligt behovet for at forbedre FN’s evne til at beskytte civile og egen fredsbevarelse. I Mali har den danske generalmajor Michael Lollesgaard som missionschef oplevet, hvor vanskeligt det er at opretholde sikkerhed og retsorden, når det indebærer alvorlige risici for de fredsbevarende soldater.

I det nordlige Mali bliver FN-soldater ofte angrebet af oprører, som ikke billiger FN’s tilstedeværelse. Hertil kommer, at nogle af FN’s soldater er for dårligt udrustede og uddannede. Tilsvarende har den danske diplomat Ellen Margrethe Løj som leder af FN’s mission i Sydsudan oplevet både, hvor vigtigt og hvor svært det er for FN-soldater at beskytte en udsat civilbefolkning imod overgreb.

I oktober blev hendes militære styrkechef fyret for ikke at gøre nok. Disse og andre missioner udtrykker både nødvendigheden af FN’s arbejde og nødvendigheden af at reformere arbejdet over, hvilke farer deres soldater udsættes for. Hvor nogle medlemslande (herunder USA og Frankrig) ser det som en forbedring at lade FN bruge sine diplomatiske og politiske midler tidligere, eksempelvis gennem øget forebyggende monitorering og rapportering af en anspændt situation, så ser andre medlemsstater (herunder Rusland og Kina) en sådan indsats fra FN’s side som utidig indblanding i en stats interne anliggende. Der er med andre ord stor uenighed om, hvorvidt det vil være en forbedring eller en ubelejlig indblanding at styrke FN’s forebyggelseskompetencer.

På samme måde er der – i tillæg til udfordringen med mangel på veluddannede og veludrustede soldater – også betydelige politiske uenigheder, som står i vejen for at forbedre FN-soldaternes evne til at beskytte civile. For det første taler de lande, som traditionelt bidrager med mange FN-tropper (Bangladesh, Indien, Pakistan), imod at øge FN-soldaters brug af militær magt i beskyttelsesøjemed. De står fast på neutralitet og minimal magtanvendelse som traditionelle principper for FN’s fredsbevaring. Den tilgang er blevet kritiseret. En FN-rapport påpeger for eksempel, at netop den tilbageholdenhed ofte forhindrer FN-soldater i at beskytte civile under angreb.

På den anden side står en række lande, der bidrager afgørende til finansieringen af FN’s fredsarbejde (blandt andet USA, Frankrig og Storbritannien). De fremhæver, at virkeligheden er løbet fra de gamle principper, og at det gør større skade end gavn at insistere på princippernes ukrænkelighed. De lande, der giver udtryk for det mere proaktive syn på brugen af militær magt, har imidlertid blandt andet det til fælles, at de stort set ikke selv bidrager med tropper. Den risiko, de vil have FN til at tage, falder altså på andre medlemslande. Hertil kommer en tredje kategori af medlemslande: risikovillige troppebidragydende lande.

I forskellige FN-missioner på det afrikanske kontinent er en række afrikanske lande villige til for eksempel at lade deres soldater patruljere i farlige områder og gøre brug af militær magt for at beskytte civile og sig selv. Der er altså mindst tre forskellige syn på FN-soldaters brug af militær magt i beskyttelsesøjemed. Forskellene skaber problemer, når de samtidig leder til ambitiøse mandater og tilbageholdende tropper, som ikke kan eller vil udfylde deres mandat. Her er risikovillige afrikanske FN-soldater imidlertid ikke nødvendigvis en uproblematisk løsning. For hvor tilbageholdenhed kan have alvorlige omkostninger, når FN-soldater afstår fra at beskytte civile under angreb, så kan risikovillighed nogle gange gå hånd i hånd med et mere lempeligt syn på militær magt og på betydningen af international lov og respekt for menneskerettigheder.

Dette er ikke unikt for afrikanske soldater, men snarere et generelt problem som ikke må overses i bestræbelserne på at skaffe tilstrækkeligt med risikovillige soldater til nogle af FN’s mest farlige missioner. For eksempel har FN store udfordringer med at skaffe soldater, som er villige til at patruljere i det nordlige Mali. Soldater fra Chad var nogle af de eneste, som var villige og havde bemyndigelse fra deres hjemland. Men i begejstringen over, at FN, med hjælp fra chadiske soldater, nu kan være til stede i en meget skrøbelig del af Mali, bør man ikke overse de udfordringer, som det medfører. Et eksempel er Chads brug af børnesoldater.

Netop nu drøfter FN de udfordringer samt en række forskellige reformforslag. En del beslutninger blev truffet i 2016, mens de sværeste er blevet overladt til den nye generalsekretær. I tillæg til den udfordring, det vil være at overkomme de politiske uenigheder blandt centrale FN-medlemslande om utidig indblanding og FN-soldaters magtanvendelse, vil det desuden være afgørende at sikre, at der ikke opstår modstrid mellem disse to spor i FN’s fredsarbejde. Det hjælper ikke meget, hvis konsekvensen af øget brug af militær magt i beskyttelsesøjemed er, at FN opfattes som part i konflikten. Det vil både gøre det farligere for FN-soldater og langt sværere for FN’s fredsforhandlere at blive accepteret som legitime. Omvendt har FN en forpligtigelse på at beskytte civilbefolkninger imod overgreb.

Der venter altså António Guterres et stort diplomatisk arbejde i at få de to spor i FN’s fredsarbejde og de mange interesser blandt FN’s medlemmer til at mødes. Men det der for den nye generalsekretær bliver en udfordring, udgør samtidig en mulighed for Danmark. Når reformarbejdet intensiveres, har Danmark, gennem sine politiske og militære bidrag til FN’s fredsarbejde, mulighed for at påvirke, hvilken kurs der sættes for FN’s fremtidige fredsoperationer.