Professor: Tiden er ikke til ambassadelukninger – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Professor: Tiden er ik...

19. april 2016

Professor: Tiden er ikke til ambassadelukninger

DIPLOMATI

Diplomatiets betydning er stigende, og antallet af ambassader skal derfor ikke reduceres. Det mener professor Martin Marcussen.

Af professor Martin Marcussen, Institut for Statskundskab i Altinget den 19. april 2016.

'My God, this is the end of diplomacy!' skulle den britiske Martin Marcussenpremierminister, Lord Palmerston, angiveligt have udbrudt, da han modtog den første internationale telegrafistmeddelelse i 1860’erne. Med denne nye form for øjeblikkelig kommunikation kunne det være vanskeligt at se, hvad man skulle bruge det klassiske og langsommelige diplomati til.

Hvorfor skulle man dog være fysisk tilstede med diplomatiske repræsentationer rundt omkring i verden, når fysisk afstand fra den ene dag til den anden var gjort irrelevant? Siden da har diplomatiet overlevet et utal af teknologiske innovationer - radioen, telefonen, tv’et og fax-maskinen. Hver evig eneste af disse teknologier har medført reaktioner, der meget ligner Lord Palmerstons.

I dag er det så alle de digitale kommunikationsformer, som udfordrer den diplomatiske praksis. Også i dag diskuteres, om fysiske afstande længere betyder noget, og om det giver mening at udsende diplomater til alverdens hovedstæder.

Antallet af diplomater stiger

Hvis vi for en stund ser bort fra Danmark, er sagen imidlertid den, at der fra år til år ikke er udsendt færre diplomater til verdens brændpunkter, men flere. Der er ikke færre ambassader i dag end tidligere, men flere. Mange flere! Det er der mindst fire gode grunde til.

"Globaliseringen har ikke gjort staterne mindre relevante. Tvært imod. Som repræsentanter for staten er diplomaterne i dag i større efterspørgsel end nogensinde før.

Martin Marcussen

Den første grund er naturligvis, at afstande stadig betyder noget i den verden, vi lever i. Der er geografiske afstande at tage højde for, men der er også kulturelle afstande, politiske afstande og økonomiske afstande. Globaliseringen har ikke betydet, at vi deler de samme værdier, politiske praksisser og økonomiske modeller rundt omkring i verden.

I modsætning til, hvad mange hyperglobalister antog i 1990’erne, har globaliseringen medført mere fragmentering, opsplitning og differentiering. Den dybe forståelse af, hvilke mikroprocesser, der finder sted på den anden side af kloden, men som ikke desto mindre kan have meget direkte konsekvenser for os i Danmark, fordrer danske diplomaters fysiske tilstedeværelse.

Den anden grund er, at stater stadig er de helt centrale spillere i verdenspolitikken. Ja, globaliseringen har betydet, at det globale styringslandskab er fyldt til bristepunktet med alle mulige former for spillere, der på mange forskellige måder er med til at udvikle viden, regler, normer og identitet, der har betydning for, hvordan vi lever vores liv i Danmark.

Men opstår der alvorlige styringsudfordringer, og det gør der hele tiden, falder ansvaret tilbage på staterne og deres evne til at samarbejde. Globaliseringen har ikke gjort staterne mindre relevante. Tvært imod. Som repræsentanter for staten er diplomaterne i dag i større efterspørgsel end nogensinde før.

Den tredje grund er, at verden ikke er blevet mere forudsigelig på trods af, at informationsstrømme i dag er massive og øjeblikkelige. Det er lige nu i disse år, at der udformes vigtige spilleregler for, hvordan stater relaterer til hinanden. Det sker i vores nærområde, i Norden og Europa. Og det sker i verden langt væk. EU's styringsunderskud på et utal af områder, der har med vores sikkerhed, velfærd og værdier at gøre, kalder på diplomaternes fysiske tilstedeværelse i Europa og i Bruxelles.

De geopolitiske og økonomiske strukturændringer, der finder sted på globalt plan kan ingen helt forstå indholdet eller betydningen af. Disse udviklinger finder sted lige nu, og der er behov for en betydelig diplomatisk kapacitet på de danske ambassader til at betragte og forstå denne kompleksitet på nærmeste hold.

Den fjerde grund er, at tillidsrelationer mellem befolkninger og mellem lande ikke opstår af sig selv. Alle de gode sider ufortalt, så skaber globaliseringens differentiering og fragmentering grundlaget for utryghed og mistillid.

I individualistiske såvel som kollektivistiske, i sekulære såvel som religiøse, i økonomisk avancerede såvel som fejlslagne samfund har befolkninger behov for pejlemærker, der udtrykker forudsigelighed og stabilitet. Netop det klassiske diplomati er en institution, der gennem århundreder har eksisteret netop med det formål at opbygge tillidsfulde relationer mellem stater og mellem folkeslag.

Andre lande har forstået

Alt dette har andre lande som vi plejer at sammenligne os med forstået. De har forstået, at tiden ikke er inde til at reducere antallet af ambassader, og de har forstået, at der på ambassaderne skal afsættes betydelig diplomatisk kapacitet til at varetage det klassiske diplomati.

I den tid vi lever i, handler det om at komme et skridt dybere i forståelsen af politik, økonomi, kultur og mennesker i andre dele af verden end den, man kan få ved at iagttage verden gennem en computerskærm. Det handler om at pleje relationer og skabe tillid - noget som ikke kan prissættes i det øjeblik, en krise opstår, og løsninger skal findes.

Der er dog ét sted, hvor det lader til, at forståelsen for verden og for betydningen af diplomati er for nedadgående. Der er som bekendt igangsat endnu en sparerunde, der har ramt udenrigstjenesten hårdt. 10 procent – det vil sige 200 medarbejde – herunder 100 i udetjenesten – er blevet afskediget i denne omgang.

Under et samråd 13. april i udenrigsudvalget beskrev udenrigsministeren forløbet som et nødvendigt forsøg på at foretage en udenrigspolitisk prioritering. Spørgsmålet er, om der snarere er tale om en udenrigspolitisk afvikling, der udtrykker en helt manglende forståelse for det klassiske diplomatis essens og den verden, vi lever i.

Vi mangler stadig at se, hvordan denne gradvise afvikling af et ministerium kan forenes med en ambition om at være politisk leder for et vækstministerium, et sikkerhedsministerium og et værdiministerium.