Tillykke til EU? Quo vadis? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Tillykke til EU? Quo v...

28. marts 2017

Tillykke til EU? Quo vadis?

Blog-indlæg af ph.d.-stipendiat Morten Jarlbæk Pedersen (Institut for Statskundskab) i Årsskriftet Critique den 28. marts 2017.

Inden De læser det følgende, bedes De være opmærksom på én ganske central ting: Det følgende er ikke et føderalistisk kampskrift til hyldest af Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og hvad ved jeg. Ej heller er det et smædeskrift mod verdensfjerne eurokrater. Ja, jeg vil i det følgende ikke en gang tage stilling til dansk medlemskab af unionen. I stede vil jeg kaste mig ud i et par principielle overvejelser om EU’s natur i fortid og fremtid. Så må De, kære læser, selv afgøre, hvad De måtte mene herom og om unionsprojektet i almindelighed.

25. marts 2017: Romtraktaten fylder 60!

Lørdag den 25. marts var dagen, hvor Romtraktaten ”fylder” 60 år – De ved, den traktat, der etablerede De Europæiske Fællesskaber. Af en eller anden årsag er der mange, der vil festligholde denne dag som EU’s ”fødselsdag”, selvom projektet jo ret beset blev etableret allerede i 1951 med Paristraktaten. Men hva’ – hvis den 25/3 kan bruges til at anspore en smule eftertanke, så lad os da gå med på legen. Vi kunne jo f.eks. stille spørgsmålet: Hvis vi skulle skrive en ny Romtraktat, hvad ville så have lært af de foregående 60 år?

Jeg vil tillade mig at pege på tre tæt knyttede ting: behovet for en klarere grænseflade mellem det overstatslige og medlemsstaterne; en ny tilgang til det indre marked; og et fundamentalt opgør med den utidige ideologiseren, der har martret projektet fra dets første spæde skridt. Listen over læringspunkter kan givetvis gøres uendelig meget længere – men vi skal jo begynde et sted.

Europæisk eller nationalt? Behov for en klarere ansvarsfordeling

Helt fra begyndelsen indeholdt Romtraktaten den nok så berømte passus om at lægge fundamentet for ”an ever closer union among the peoples of Europe”. På dansk er ordet ”union” oversat til ”sammenslutning”, selvom det oprindelige engelske ord (også) har en anden og mere forpligtende betydning. Selvom denne passus juridisk set ikke er bindende, er den meget sigende for, hvad man havde i sinde allerede i 1950’erne: Romtraktaten var ikke endemålet, men blot fundamentet. Med tiden skulle der flere sten på bygningsværket, forestillede man sig. Og det fik man jo i og for sig ganske ret i, at der kom!

For at realisere dette mål indbyggede man helt fra begyndelsen en udtalt fleksibilitet i systemet. Jo, jo – EU kunne og kan på papiret kun tage sig af de ting, som medlemsstaterne har givet unionen lov til, men tiden har jo tydeligt vist, at denne ”garanti” alene eksisterer på papiret. Med måske især EU-domstolens mellemkomst (men – og det er et vigtigt men! – sjældent til voldsom og fælles kritik fra medlemslandene) fik unionen gradvist kompetencer på områder, som ingen steder står eksplicit nævnt. Hemmeligheden er bl.a. udtrykket ”l’esprit, l’economie et le texte du traité”, som betyder, at domstolen dømmer ud fra traktatens ånd, sammenhæng og tekst – og da traktatens ”ånd” jo er en stadig tættere union, giver resten sig selv. Begrebet ”effet utile” (effektiv virkning) anvendes på tilsvarende vis.

En sådan fleksibilitet gav måske fin mening i en mindre sammenslutning af lande, hvoraf de fleste mindede nok så meget om hinanden. Dermed udgjorde dengang ikke nødvendigvis en trussel mod medlemsstaternes idéer og forestillinger om, hvad fællesskabet skulle være for en størrelse.

I et EU med henved 30 medlemslande – et EU, der spænder meget videre både geografisk, kulturelt, etnisk, religiøst end nogensinde før – er denne fleksibilitet imidlertid en varig kilde til problemer. Og den eneste taber er medlemsstaternes kontrol med unionen.

En mulig løsning er naturligvis at definere unionens kompetencer udtømmende og at foretage et radikalt opgør med især EU-domstolen. Spørgsmålet her er, om man kan blive enige om en sådan liste.

En anden mulig løsning er at (gen)indføre enstemmighed i ministerrådet som den altovervejende vej til bindende beslutninger. Spørgsmålet her er, om det vil føre til, at langt flere beslutninger tages administrativt og uden om politisk legitime beslutningstagere.

Det indre marked – er det så stor en succes?

Af alt i EU er det oftest det indre marked, der fremhæves som den store succes og det bærende fundament. Og der er da også noget om snakken.

Udfordringerne i dag er, at det indre marked ikke nødvendigvis er den succes, som mange gerne gør det til. Jo, mange handelshindringer m.m. er forsvundet, men det betyder altså ikke, at der er et reelt og effektivt fællesmarked i Europa. Og den fælles regulering, der har erstattet myriaderne af nationale regler, er ikke sjælden af en meget lidt handelsvenlig karakter. Dertil skal lægges, at den ofte implementeres nok så forskelligt i medlemslandene, og så er vi jo lige vidt.

Egentlig kan man gå én af to veje: Enten kan man indføre et reelt fællesmarked. Det betyder, at al erhvervsøkonomisk regulering i EU skal foretages centralt. Man skal gå væk fra brugen af direktiver (der skal implementeres af medlemslandene) og bruge forordninger (der har direkte virkning) i stedet. Og Europa-Kommissionens muligheder for at overvåge implementering skal styrkes ganske markant. Eller man kan droppe tanken om et fællesmarked, og i stedet fokusere på markedsadgang: Tillad regulatorisk konkurrence mellem medlemslandene, men bevar reglen om ikke-diskrimination, så virksomheder fra andre medlemslande kan agere. I forlængelse af det første læringspunkt skal vi dog lige være opmærksomme på, at ”Ikke-diskrimination” ikke bør bruges som e løftestang for yderligere overførsel af kompetencer eller udvidende fortolkning af EU-retten.

Propagandaen bør stoppe

En af de største kilder til EU-lede i vor tid er dog den selvsmagende propaganda (tag eksempelvis “legislative train” eller “Captain Euro“), der fylder enhver form for kommunikation fra Unionen. Der er simpelthen ofte en åbenlys mangel på beskedenhed, nøgternhed eller objektivitet i noget som helst, Unionen kommunikerer. Og dermed spændes noget, der burde være et teknisk handelssamarbejde, et forum for sikkerhedspolitisk koordinering og lignende, for en føderalistisk-ideologisk vogn. Og det fremmedgør det meget store dele af de europæiske befolkninger, der ikke drømmer henslængt om den dag, de skal stemme på en fælleseuropæisk præsident, og deres nationale flag går samme vej som de nationale valutaer.

Quo vadis, EU? Ingen aner det – og det er måske faktisk det største problem af dem alle. Måske skal ”en stadig tættere sammenslutning” erstattes med ”en temmelig veldefineret sammenslutning”.