10. maj 2016

Tre bud på en styrket sikkerhedspolitik

Debatindlæg af centerleder Henrik Breitenbauch, Center for Henrik BreitenbauchMilitære Studier, i Berlingske den 10. maj 2016.

Snak og håndsoprækning gør det ikke alene. En stærkere debat om udenrigs- og sikkerhedspolitikken kræver et stærkere parlament. Hvis man styrker Folketingets institutioner, kan det bidrage til at opbygge medlemmernes identitet som parlamentarikere fremfor partisoldater.

For det første, at sikkerhedspolitiske udfordringer i dag ofte er tværgående, komplicerede og kræver bredspektrede løsninger med inddragelse af mange aktører. Heraf følger, for det andet, et behov for øget koordinering og prioritering. Taksøes idé om at styrke Statsministeriets rolle i udenrigspolitikken er et forsøg på at efterkomme det behov. For det tredje mener Taksøe såvel som de tre centrale ministre, at også Folketinget på grund af de sikkerhedspolitiske udfordringers udvikling bør inddrages yderligere.

Når høringen løber af stablen, er der derfor særlig grund til at hæfte sig ved det sidste punkt. I Taksøe-Jensens rapport lægges der op til, at prioritering og koordinering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken bør tilvejebringes gennem en national udenrigs- og sikkerhedsstrategi. Taksøe forestiller sig den strategi som et politisk dokument, der revideres med faste mellemrum og med regeringen som afsender. Netop fordi det er et fremadrettet, politisk prioriteringsdokument foreslår Taksøe at inddrage Folketinget i en debat – og endda afstemning – om de rationaler og retninger, dokumentet udstikker.

En sådan involvering af Folketinget i den brede udenrigs- og sikkerhedspolitik vil være en nyskabelse. En fast og fremadskuende proces for inddragelse af Folketinget i sikkerhedspolitikken vil samtidig være velkommen.

Tilsvarende nævner de tre ministre i deres kronik, at de ønsker at styrke relationerne til Folketinget. Med beslutningen om det danske bidrag til krigen i Syrien som eksempel finder ministrene det vigtigt at styrke debatten mellem Folketinget, regeringen og befolkningen og at sikre bedre mulighed for, at Folketinget kan komme med samlet input til de overordnede udenrigs- og sikkerhedspolitiske prioriteringer. Det mener regeringen er fornuftigt både for at styrke udenrigspolitikkens parlamentariske forankring, og fordi det vil give regeringen bedre mulighed for, som det siges, »at sætte dagsordner«.

Det læser vi, som at regeringen forventer, at yderligere inddragelse af Folketinget vil medvirke til at give regeringen et klarere mandat for sin politik. Ud fra både Taksøes udredning og de tre ministres kronik ser det således ud til, at vi kan forvente initiativer, der skal sikre en proces for mere – måske endda bedre – inddragelse af Folketinget i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Forsøg på at styrke den udenrigs- og sikkerhedspolitiske debat og give Folketinget mulighed for at stemme om den generelle udenrigspolitiske retning er gode ideer. Men snak og håndsoprækning gør det ikke alene. De er ikke i sig selv tilstrækkelige til at sikre, at den offentlige debat centreret omkring Folketinget kan styrke hverken dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik eller dens demokratiske og folkelige forankring. En stærkere debat kræver også et stærkere parlament.

Her er tre bud, der kan styrke det danske folketings rolle i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Det første bud handler om analytiske ressourcer. I forhold til sikkerhedspolitikkens mange facetter og hastige og komplicerede udvikling er Folketinget en sammenligneligt svag institution. I USA er Congressional Research Service en stor organisation med intellektuelle muskler og stor detailviden på mange områder. Tilsvarende er tilfældet for Storbritanniens House of Commons Library, som producerer briefinger og analysestøtte til parlamentets medlemmer.

Begge angelsaksiske lande er markant større end Danmark, men også Sverige har en tilsvarende institution. Rigsdagens udredningstjeneste støtter med analyse og rapporter, som rigsdags- medlemmerne kan bruge til debatter eller lovforberedende arbejde. Ligeså i Norge, hvor Stortingets udredningssektion kan medvirke til at besvare spørgsmål stillet af medlemmer, partigrupper eller Stortingets forskellige komiteer.

Danmark har ingen tilsvarende kapacitet knyttet til Folketinget som kan imødekomme det løbende behov for baggrundsviden om specifikke, faktuelle forhold inden for sikkerhedspolitikken. Medlemmerne har derfor to muligheder. De kan enten forlade sig på regeringens information eller forlade sig på den viden, der allerede tilbydes – ofte fra forskellige interesseorganisationer. En analysekapacitet forankret i Folketinget vil styrke medlemmernes mulighed for at opnå den uafhængige viden, de selv mener at have brug for.

Det andet bud handler om koordinering. Taksøes idé om behovet for yderligere koordinering og prioritering af et politik-område af stigende kompleksitet gælder også for Folketinget. Udenrigs- og sikkerhedspolitik foregår i dag i mange forskellige rammer og sammenhænge – og derfor også i mange forskellige folketingsudvalg. Et godt eksempel på det er udfordringerne i forbindelse med migration og flygtningestrømme, der kræver håndtering og politisk proces i mange ministerier – og derfor også i mange folketingsudvalg.

Koordineringen af Folketingets arbejde, dets mulighed for at overskue konsekvenserne af sine egne beslutninger og kontrollere regeringens handlinger er altså udfordret på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Man kan derfor overveje om udvalgssammensætningen er den mest hensigtsmæssige, og om udvalgene er organiseret, så de understøtter medlemmernes muligheder for at anskue et politisk problem på tværs af ressortområder og på tværs af udvalg.

Her er der flere muligheder. Man kan overveje at skabe en udenrigs- og sikkerhedspolitisk »klynge« af udvalg og styrke udvalgenes egne analytiske ressourcer og mandater. Eller man kan lave Udenrigspolitisk Nævn om til et superudvalg der i højere grad end nu kan koordinere udenrigs- og sikkerhedspolitikkens mange tråde.

Det tredje bud handler om Folketingets parlamentariske identitet – eller mangel på samme. Som nævnt er det danske parlament et svagt parlament, når det kommer til analysekapacitet. Men det er det også, når det handler om identitet og kultur. Danske folketingsmedlemmer ser ofte sig selv først som partimedlemmer, dernæst som medlem af oppositionen eller regeringen og sidst som parlamentarikere. Politik handler derfor ofte om mere eller mindre ritualiseret at drille regeringen eller omvendt kalde oppositionen uansvarlig. Og det skal politik også. Men nogle gange er politik – herunder udenrigs- og sikkerhedspolitik – for alvorlig til at denne form for politik kan stå alene.

Vaner kan imidlertid være svære at bryde. Intetsigende svar på ligegyldige §20-spørgsmål er et eksempel på en skidt relation mellem den lovgivende og udøvende magt. Regeringen kan med rette kalde Folketinget uansvarligt, og Folketinget kan tilsvarende med rette kalde regeringen udemokratisk.

Hvis man styrker Folketingets institutioner som nævnt ovenfor, kan det bidrage til at opbygge medlemmernes identitet som parlamentarikere fremfor partisoldater. Det vil give et mere selvbevidst folketing og samtidig lægge grunden til bedre relationer mellem regering og Folketinget.

I international sammenhæng roser vi ofte os selv – med rette – for den stærke rolle, Folketinget spiller i udenrigs- og sikkerhedspolitikken gennem Grundlovens fastsættelse af Udenrigspolitisk Nævn. Men inddragelsen af parlamentet gennem nævnet hviler også på, at Folketingets medlemmer har tilstrækkelige ressourcer til at kunne varetage deres opgaver. Det er nødvendigt for at understøtte den debat, som både vi, Peter Taksøe-Jensen og regeringen efterlyser.