9. november 2016

Trump sejrer og republikanernes styrke er komplet

Af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Børsen den 9. november 2016.

Peter Kurrild-KlitgaardEr der ét ord, som alfa-hannen Donald J. Trump ikke bryder sig om, og som han i sine kun halvandet år i amerikansk politik generøst har hæftet på stort set alle sine politiske modstandere, er det dette: Taber.

I primærvalgene var Jeb Bush, Ted Cruz, Marco Rubio og alle andre "tabere". Under præsidentvalgkampen var det Hillary Clinton og hendes støtter og sågar det Republikanske Partis ledelse og hans konservative kritikere.

Onsdag morgen står det klart, at Trump havde ret: Imod mange odds, imod de flestes vurderinger og imod næsten alles meningsmålinger, undgik han selv at blive taberen. Ikke blot fastholdt Republikanerne flertallet i begge kongressens kamre, men Trump selv bliver nu landets 45. præsident.

Den uerfarne amatørpolitiker, der ikke formåede at vinde et flertal af stemmerne i de Republikanske primærvalg (men kun vandt nomineringen på grund af valgregler og splittelse hos modstanderne), vandt heller ikke majoriteten af amerikanernes stemmer - cirka 52 pct. stemte på andre kandidater.

Men når alt kommer til alt, er det ligegyldigt: Trump vandt flere stemmer end nogen anden kandidat og et flertal af de valgmænd, der for alvor afgør valget.

De største tabere er de skråsikre

Meningsmålinger, statistikere og bookmakere, og ikke mindst journalister, undervurderede Trump og fremstår som nogle af det amerikanske valgs største tabere. Skråsikkerhed og ønsketænkning, kombineret med Trumps uortodokse stil, fik mange til at undervurdere den kraftige "anti-establishment"-understrøm, der er i vælgerhavet, og rejste sig til en bølge.

Egentlig burde det ikke være kommet som en overraskelse. En del politologer, der analyserer de "lange" og "fundamentale" faktorer i amerikanske præsidentvalg, havde - op mod meningsmålingerne - peget på, at det kunne blive meget tæt, og at Clinton faktisk stod til at tabe.

For selv om Clinton og Demokraterne kørte en professionel og rimeligt fejlfri kampagne, tegnede konjunkturerne på et tab for Demokraterne.

For det første, fordi amerikansk samfundsøkonomi ikke har det særligt godt. Ikke rigtigt skidt, men heller ikke godt - især ikke når man ser på udviklingen i disponible realindkomster, som plejer at være en ret sikker indikator for, hvorvidt vælgerne vil straffe eller belønne det parti, der har præsidentembedet.

For det andet på grund af, hvad man bedst kan kalde nedslidning. Jo længere et parti har haft præsidentembedet, desto sværere bliver det at genvinde det. Et valg af Clinton ville have været kun anden gang siden Roosevelt/Truman, at et parti havde fået tre perioder i træk.

En tredje årsag er Barack Obama og Hillary Clinton selv. En siddende præsidents popularitet, eller mangel på samme, smitter altid af på den kandidat, der stiller op for dennes parti - og Obama er bare ikke særligt populær.

Han er reelt den ene af de to mindst populære præsidenter siden opfindelsen af meningsmålinger, og har p.t. kun støtte fra lidt over 50 pct. af vælgerne. Clinton selv er den næstmest upopulære præsidentkandidat i amerikanske meningsmålingers historie: Hendes "favorability"-rating lå på valgdagen på godt minus 10 - altså synes 10 pct. flere vælgere dårligt om hende end godt. En tendens, man allerede kunne fornemme i primærvalgene, hvor hun havde svært ved at slå en gammel, ukendt erklæret socialist.

Historisk styrke for Republikanerne

Danske og europæiske medier fremstiller ofte Republikanerne som et parti på gravens rand.

Virkelighedens verden har de senere år været en anden, selvom det ikke får megen opmærksomhed: Allerede i 2012 nåede Republikanerne den største styrke for partiet i næsten 100 år - flertal i begge kongressens kamre, et stort flertal af guvernørposterne og flertal i delstatsforsamlingerne, og politisk totalkontrol i tre gange så mange stater som Demokraterne.

Man manglede bare præsidentposten. Og den har man vundet nu.