7. januar 2017

Trumps mål er 24 millioner jobs på fire år

Kronik af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 7. januar 2017.

Der har været spekuleret meget på, hvilken politik Donald Professor Peter NedergaardTrump vil føre, når han overtager magten 20. januar. Mange har ment og udtalt, at han vist overhovedet ikke havde nogen form for politisk linje. At der vil være tale om en præsidentperiode med skud i øst og vest, fordi det efter manges opfattelse var sådan, han førte valgkamp. Jeg er ikke enig i den forudsigelse baseret på en gennemgang af en række af de forslag og initiativer, som det allerede er kendt, at han vil fremsætte, f.eks. i Trumps 100-dages plan, som han har fremlagt i lighed med alle kommende amerikanske præsidenter siden Franklin D. Roosevelt.

Jeg vil koncentrere mig om Trumps indenrigspolitik, som nok er mindst kendt her i landet, hvorimod hans forventede politik i forhold til Rusland, FN, Israel osv. allerede har været fremlagt i mange artikler. Trumps indenrigspolitik er imidlertid også i høj grad vigtig for Danmark og danskerne, for USA er en vigtig samhandelspartner. Går det f.eks. godt eller skidt med økonomien i USA under Trump, vil det smitte af på Danmark i form af mere eller mindre eksport og dermed flere eller færre jobs.

Skepsis over for det føderale

Betegnelse »jeffersonsk« er afledt af Thomas Jefferson, som var en af den amerikanske forfatnings Founding Fathers og hovedskribenter. Jefferson var skeptisk indstillet over for etableringen af stærke føderale institutioner. Magten i den nye stat skulle i så høj grad som muligt udgå fra delstaterne. Baggrunden for den jeffersonske position var både ønsket om mest mulig decentralisering og en frygt for det magtmisbrug, som det kunne afstedkomme, hvis magten blev geografisk koncentreret ét sted i hovedstaden i USA. Det var også den rigtige metode til at skabe økonomisk vækst og rodfæstet lov og orden i USA på.

På den modsatte side af Jefferson stod en anden af USAs Founding Fathers, Alexander Hamilton (som for øvrigt var opvokset i Dansk Vestindien). Han var tilhænger af en stærk fælles stat med magtfulde føderale institutioner koncentreret i hovedstaden. Det var ifølge ham garantien for, at USA kunne modstå trusler udefra, sikre indre sammenhængskraft og vedvarende have en effektiv magtdeling.

I en vis forstand (selvfølgelig i en historisk skiftende kontekst og uden, at sammenligningen skal trækkes for langt) er amerikansk politisk historie et evigt pendul, som svinger mellem Jefferson og Hamiltons positioner. Barack Obama er ud fra denne betragtning klart en Hamilton-mand, mens Trump lige så tydeligt er en Jefferson-mand.

Blandt de amerikanske præsidenter på Jefferson-siden nævnes (udover Jefferson selv) ofte Andrew Jackson (præsident 1829-1837). Det er også blevet hævdet, at Trump har forbavsende mange lighedstræk med netop Jackson: De er begge forretningsfolk, ganske ligefremme eller grovkornede i deres politiske retorik og med en stor mistro til stærke føderale institutioner, som de frygter bliver arnestedet for korruption og en politisk linje, som går imod den almindelige amerikaners interesser, der for Jackson var symboliseret ved nybyggeren og for Trump ved arbejderen. Samtidig skal det selvfølgelig med, at der også er forskelle mellem Jackson og Trump alene af den grund, at USA i dag er en supermagt i en mere eller mindre globaliseret økonomi, hvilket ikke var tilfældet på Jacksons tid.

Jeg har ovenfor antydet inden for hvilken ramme, at jeg mener, at Trumps politik skal betragtes. Det betyder også, at vi kan forvente en bestemt politisk linje gennemført, som jeg nu vil give eksempler på.

Forslag a la Enhedslisten

Et af hovedpunkterne i Trumps 100-dages program drejer sig om at begrænse »magtmisbruget« i Washington D.C. Han foreslår bl.a. lidt a la Enhedslisten i Folketinget indførelsen af et nyt tillæg til den amerikanske forfatning, at man kun kan være medlem af Kongressen i en begrænset periode. Der skal også gennemføres et ansættelsesstop på føderalt niveau med undtagelse af ansættelser i politiet, forsvaret og sundhedssektoren. Samtidig vil Trump afbureaukratisere på den måde, at for hver ny regulering på føderalt niveau, SKAL der afskaffes to gamle. Der skal også indføres en såkaldt afkølingsperiode for valgte eller ansatte i Det Hvide Hus og Kongressen. Det indebærer, at man først efter fem år kan lade sig ansætte som lobbyist i en organisation, som har kontakt med enten Det Hvide Hus eller Kongressen. Er der tale om en udenlandsk lobbyorganisation, skal ansættelsesforbuddet være permanent. Endelig vil Trump finde en erstatning for den afdøde højesteretsdommer Antonin Scalia, som vil dømme efter den amerikanske forfatnings ordlyd og ikke fortolke »alle mulige« minoritetsrettigheder ind i den. Man kan altid diskutere realismen i Trumps forslag. Han vil givetvis ikke få det hele gennemført (kongresmedlemmerne vil nok stritte imod Trumps »Enhedsliste«-forslag), men den jeffersonske retning for hans politik er tydelig.

En anden del af Trumps program er specifikt rettet mod varetagelsen af interesserne for de amerikanske arbejdere. I den forbindelse vil Trump søge at få en genforhandling af NAFTA-frihandelsaftalen mellem Canada, USA og Mexico således, at flere amerikanske produktionsjobs forbliver i USA. Trump vil også trække USA ud af den økonomiske samarbejdsaftale, Trans-Pacific Partnership (TPP) med samme formål. Desuden vil han sætte fokus på, om den kinesiske regering manipulerer den kinesiske valuta med henblik på at finde ud af, om den er undervurderet i forhold til dollaren således, at kinesiske varer for let kommer ind på det amerikanske marked.

Herudover vil Trump gøre en særlig indsats for at hindre outsourcing af amerikanske produktionsjobs til lande uden for USA. Hvis det er nødvendigt, skal øget toldbeskyttelse også tages i anvendelse. Trump vil desuden gennemføre en lovpakke med titlen »Middle Class Tax Relief and Simplification Act« med massive skattelettelser til middelklassen, som de amerikanske arbejdere normalt henregnes til. På uddannelsesområdet vil Trump særligt gøre en indsats for mere offentlig støtte til de amerikanske erhvervsskoler og tekniske skoler. På sundhedsområdet er det målet for Trump at rulle en del af Obamas sundhedsreformer (Obamacare) tilbage. Den amerikanske middelklasse har oplevet kraftigt stigende priser for deres sundhedsforsikringer efter Obamacare, og det vil han søge at rette op på.

Trump vil endelig give tilladelse til flere projekter angående energiudvinding i USA med henblik på både at sikre USA en højere grad af selvforsyning og for at sikre flere jobs i sektoren for de amerikanske arbejdere. Igen kan man spørge, om det er realistisk, at Trump kommer igennem med disse ting. Svaret er, at han sandsynligvis kommer igennem med en hel del rettet mod arbejderne, men ikke det hele.

Målet er 24 millioner jobs

Alt i alt er det Trumps mål at få en årlig økonomisk vækst i de næste fire år som præsident på fire procent samt at få skabt 24 millioner nye jobs. Sådanne mål er selvfølgelig taknemmelige at opsætte, men han vil givetvis løbende blive målt i forhold hertil.

Udover initiativer rettet mod »magtmisbruget« og den amerikanske arbejderklasse er et tredje fokusområde for Trump som præsident USAs nationale sikkerhed. Trump vil gøre meget for at tætne USAs grænser for at hindre uønsket indtrængen. Det drejer sig om en række initiativer fra bygningen af den meget omtalte mur mod Mexico (som allerede findes på en tredjedel af strækningen) og til en revision af Green Card-ordningen således, at ledige amerikanske jobs altid først skal tilbydes ledige amerikanere, før der importeres arbejdskraft udefra. Kriminelle udlændinge skal også udvises, og hvis lande ikke vil modtage deres borgere, som udvises fra USA, skal USA kunne nægte at udstede visa til borgere herfra.

Konklusionen er, at Trump på den ene side ser ud til at have en forholdsvis klar jeffersonsk politisk linje. Der er således ikke forvirring på alle hylder hos Trump. På den anden side bliver Trump også nødt til at indgå kompromiser, hvor han må afvige fra denne linje.