Trumps sejr indvarsler enden på globaliseringen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Trumps sejr indvarsler...

12. november 2016

Trumps sejr indvarsler enden på globaliseringen

Debatindlæg af ph.d.-stipendiat Rune Møller Stahl (Institut for Statskundskab) i Information den 12. november 2016.

Opbakningen til Donald Trump er et udtryk for en tilspidset kamp mellem politiske og økonomiske bevægelser. Neoliberalismen, som hidtil har domineret med sin globaliseringsbegejstring, udfordres af venstrepopulisme og økonomisk nationalisme. Kampen vil sandsynligvis skabe turbulens de kommende år, indtil en ny økonomisk verdensorden tager form

Donald Trumps sejr er udtryk for, at den økonomiske globalisering er i dyb krise. Det samme budskab leverede Brexit-afstemningen.

Det kan varsle enden på det globale regime af økonomisk liberalisme og frihandel, som har domineret den rige verden siden begyndelsen af 1980’erne.

England og USA har været frontløberne i den økonomiske og finansielle globalisering siden valget af Ronald Reagan og Margaret Thatcher, men nu reagerer vælgerne altså voldsomt på konsekvenserne af den frie bevægelighed for varer, kapital og arbejdskraft.

Det er historiens ironi, at det netop er i de lande, der har været så centrale i opbygningen af den neoliberale globalisering, at vælgerne nu vender projektet ryggen.

Globaliseringen oplever ikke kun problemer på det politiske plan. Også på det materielle plan er verdenshandelen ved at tabe dampen.

En oversigt fra WTO fra september viser, at væksten i verdenshandlen i perioden efter krisen kun har været halvt så stor som i 1990’erne, og at den fortsat er faldende. 2016 bliver det første år i nyere tid, hvor verdenshandelen vokser langsommere end den økonomiske vækst.

Hvad der kommer til at efterfølge den neoliberale verdensorden står endnu ikke klart, men konturerne af flere mulige alternativer tegner sig i den bølge af antiestablishment-politik, som ryster den vestlige verden i disse år.

Krisen sluttede aldrig

Den umiddelbare baggrund for Trumps sejr er den finansielle krise i 2007-8 og den økonomiske nedtur, der fulgte. Her mistede millioner af amerikanere deres job eller blev tvunget fra hus og hjem, da boligmarkedet kollapsede og trak hele økonomien med sig ned.

Samtidig oplevede de kriseramte, at de bankfolk og finansielle institutioner, som var årsag til krisen, ikke alene undgik straf, men endda blev reddet af massive bankpakker.

Siden har de amerikanske økonomiske nøgletal rettet sig noget, især på grund af en politik med ekstremt lave renter og kvantitative lempelser fra den amerikanske centralbank.

Problemet er bare, at mange amerikanere ikke har oplevet, at deres liv er blevet bedre. Det har givet Trumps rasen mod det eksisterende system vind i sejlene.

Neoliberal konsensus

De historiske rødder til problemerne i det postindustrielle USA stikker imidlertid dybere end den seneste krise. Normalt taler man om Murens Fald i 1989 som indvarslingen af den liberale verdensorden, men på det økonomiske område begyndte den allerede med 1970’ernes økonomiske krise.

Efter en lang periode med stærk økonomisk vækst, stigende lønninger, der mindskede uligheden, keynesianisme og et internationalt finansielt system, der var reguleret gennem det såkaldte Bretton Woods-system, trak det op til uvejr.

I 1971 ophævede USA dollarens konvertabilitet til guld, og fjernede dermed grundlaget for Bretton Woods-systemet. Da oliepriserne pludselig blev sat i vejret i 1973, trak det hele verdensøkonomien i recession, og 1970’erne blev en periode med en kaotisk økonomisk tilstand, præget af faldende investeringer, arbejdsløshed og inflation.

Krisen betød, at økonomisk liberale tænkere, herunder Friedrich Hayek og Milton Friedman, vandt gehør. De mente, at for stor statslig indblanding var et problem for økonomien. Man skulle opgive at føre en aktiv politik for at sikre beskæftigelse. Det skabte bare inflation. I stedet burde man lade markedet løse problemerne.

Det krævede tre ting: for det første en mere fri løndannelse. Hvis man fjernede fagforeninger og regulering af arbejdsmarkedet, kunne lønnen falde til det ’naturlige’ niveau, som ville sørge for job til alle.

For det andet øget frihandel og finansiel deregulering, så konkurrencen blev sat fri, og virksomheder og kapital kunne bevæge sig frit over grænserne og finde hen, hvor forholdene var bedst.

For det tredje skulle man sikre flere penge til investeringer ved at lette skatten for virksomheder og de rigeste.

Hayek og Friedman havde forsøgt at gøre deres pointer gældende siden 1940’erne, men først med 1970’ernes økonomiske krise fandt de et stort publikum blandt en ny generation af virksomhedsejere på den politiske højrefløj.

En mere militant arbejderbevægelse og øget miljøregulering og forbrugerbeskyttelse pressede mange virksomheder på profitten, og det neoliberale program præsenterede en måde at løse problemerne på.

Storhedstiden

Det neoliberale projekt fik sin første succes i Storbritannien og USA fra begyndelsen af 1980’erne. Det førte til finansiel deregulering, knækkede fagbevægelsen og sænkede selskabskatten og topskatteraterne kraftigt. Siden spredte programmet sig til Europa og udviklingslandene. Hos os dog for det meste i en mere moderat form end i neoliberalismens angelsaksiske kernelande.

På sine egne præmisser var det neoliberale eksperiment en succes – det lykkedes at begrænse inflationen, og den politiske og økonomiske forvirring fra 1970’erne blev afløst af en ny orden, da de fleste vestlige lande i løbet af 1980’erne og 1990’erne tilsluttede sig den neoliberale konsensus. Men konsekvenserne var store.

De neoliberale reformer skabte ikke den lovede vækst. Vækstraterne kom aldrig tilbage på samme niveau som i 1960’erne, og selv 1970’erne gennemsnitlige årlige vækst er højere end i alle de efterfølgende årtier.

Samtidig blev især den traditionelle arbejderklasse hårdt ramt af den stigende internationale konkurrence og muligheden for at flytte produktionen til lavtlønslande.

Resultatet blev, som Piketty og andre har demonstreret, at uligheden begyndte at stige eksplosivt –almindelige lønninger stagnerede, og de rigeste blev rigere.

En mellemperiode

Efter finanskrisen undrede mange sig over, at den ikke førte til større politiske forandringer. Når neoliberalismens finansielle deregulering havde bragt en global krise med sig, måtte et nyt politisk alternativ da tage over, tænkte man.

Men paradigmeskift i økonomisk politik går sjældent så hurtigt. Det tog mere end 15 år fra begyndelsen af Den Store Depression i 1929, før Bretton Woods-systemet og keynesianismen trådte frem som det dominerende økonomiske paradigme.

Og det tog et kaotisk årti i 1970’erne fra Bretton Woods-systemets sammenbrud, før den neoliberale verdensorden havde bidt sig fast.

Meget tyder på, at vi nu befinder os i en sådan ny kaotisk mellemperiode, hvor der ikke er et dominerende økonomisk paradigme, men i stedet flere forskellige konkurrerende projekter.

Der er den neoliberale elite, som siden krisen har holdt fast i, at løsningen på de lave væksttal er en accelerering af det neoliberale projekt. Væksten skal skaffes via mere frihandel, yderligere skattelettelser og offentlige nedskæringer.

De ideer er stadig dominerende i det politiske establishment i de fleste europæiske lande og i EU-systemet, men projektets folkelige legitimitet er i frit fald. Det ser vi ikke bare i valget af Trump, men også med Brexit og problemerne med at gennemføre handelsaftaler som TTIP og CETA.

Udfordrerne

Resultatet er fremvæksten af nye bevægelser mod det politiske establishment. Fra venstre ser man opkomsten af en ny venstrepopulisme, hvor ønsket om større økonomisk omfordeling og regulering af markedet kombineres med et ønske om at frigøre demokratiet fra den økonomiske elite.

Bernie Sanders kalder dette oligarki for the billionaire class, mens Podemos i Spanien taler om La Casta. Venstrepopulismen er især slået igennem i Sydeuropa, men interessant nok har Labours nye leder Jeremy Corbyn i Storbritannien og Bernie Sanders i USA også haft succes på neoliberalismens hjemmebane.

Samtidig ser man fra højre en ny økonomisk nationalisme, der lover at bruge en mere aktiv stat til at beskytte landets borgere mod effekterne af den økonomiske globalisering og skabe større lighed.

Den fremmeste fortaler har længe været Front National i Frankrig, men efter Brexit er Theresa May som ny leder af de engelske konservative også begyndt at tale varmt for forbedring af arbejderklassens vilkår, ligesom hun bekymrer sig om problemerne ved ulighed og globalisering.

Den form for erhvervsvenlig, men globaliseringsfjendtlig politik har haft stor gennemslagskraft, men indtil videre har den mødt fjendtlighed fra alle dele af erhvervslivet.

Samtidigt er det svært at se, hvordan Trumps økonomiske program, der bl.a. lover endnu større skattelettelser til de rigeste, i praksis vil forbedre forholdene for hans vælgermæssige base.

Hvorvidt venstrepopulismen og den nye økonomiske nationalisme kommer til at samle tilstrækkelig opbakning til at forme fremtidens verdensøkonomi, eller om vi kan forvente noget helt tredje, er stadig uvist. Men som tingene står nu, virker det til, at den liberale globaliserings æra er ved at have sunget sit sidste vers.


Rune Møller Stahl er ph.d-stipendiat med speciale i politisk økonomi ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet