Udenrigsministeriet er blevet et svingdørsministerium for mere eller mindre kompetente politikere – Københavns Universitet

22. januar 2018

Udenrigsministeriet er blevet et svingdørsministerium for mere eller mindre kompetente politikere

Debatindlæg af professor Martin Marcussen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 22. januar 2018.

Embedsmænd drømmer om og efterspørger kompetent politisk ledelse. En dygtig politisk leder gør embedsmændene stolte af deres ministerium. Sådan er det også i Udenrigsministeriet. Men den politiske ledelse kan ikke tages for givet.

Ministeriet er blevet et svingdørsministerium, hvor mere eller mindre kompetente politikere tilbringer en stadig kortere del af deres karriere.

Udenrigsministeriet har konsolideret sig selv som et svingdørsministerium. Siden 2010 har ikke færre 16 ministre haft deres gang på 6. etage på Asiatisk Plads.

Sådan har det ikke altid været. I nyere tid har både Uffe Ellemann-Jensen (V), Niels Helveg Petersen (R) og Per Stig Møller (K) gennem mange år haft fornøjelsen af at bruge mere tid sammen med deres ministersekretærer end deres ægtefæller. Men sådan er det ikke mere.

Den ideelle udenrigsminister

I dag har ministeriets embedsmænd for længst vænnet sig til overdragelsesforretninger. Det er blevet rutine at modtage nye ministre og introducere dem til ministeriet og det udenrigspolitiske sagområde.

"Visioner og prioriteter kræver politisk mod. Har ministeren det nødvendige mod, og er ministeren klar til at kæmpe for ministeriet og den førte udenrigspolitik i offentligheden, følger embedsmændenes respekt og opbakning øjeblikkeligt.

Professor Martin Marcussen
Institut for Statskundskab

I Danmark har vi et embedsapparat, der loyalt og kompetent servicerer en hvilken som helst minister. I andre lande medbringer en nyudnævnt minister politisk betroede embedsmænd, der installeres på de ledende poster i ministeriet. De skal sikre, at ministeren får den politiske og faglige opbakning, der gør ministeren til en succes.

På Asiatisk Plads er embedsmændene i modsætning hertil fuldstændig indifferente over for ministerens politiske tilhørsforhold. Det er andre forhold, man interesserer sig for. Deres overordnede interesser er for det første, at dansk udenrigspolitik inden for de givne interne og eksterne rammer udføres på den mest optimale måde. De ønsker sig ganske simpelt en velfungerende udenrigspolitik. Udenrigstjenesten skal nemlig i sidste ende måles på, om den bidrager til at fremme og beskytte danske interesser i udlandet.

For det andet er embedsmændene selvfølgelig optaget af, at udenrigstjenesten vedbliver at være en arbejdsplads, der fungerer på en måde, som fremdyrker medarbejdernes allerbedste kvaliteter. Hvorvidt disse embedsmandsinteresser bliver varetaget, har intet med ministerens politiske tilhørsforhold at gøre. Det er helt andre forhold, der tæller, når diplomaterne skal vurdere, om en minister er god eller dårlig for ministeriet.

Med erfaring fra det forgående årti kan man konstruere en sekstrinsstige, hvor hvert trin fremhæver en særlig ministerdyd, som man efterspørger i Udenrigsministeriet. Hvis man som minister når helt til tops på denne stige, er man i diplomaternes øjne den ideelle udenrigsminister.

Figur: Dydsstigen og diplomaternes forestillinger om den ideelle udenrigsminister

Dydsstigen - figur

Omgængelighed

Første trin på stigen har med ministerens omgængelighed at gøre. Er den nye minister overhovedet en person, der besidder nogle basale menneskelige kompetencer, der gør, at man som embedsmand kan holde ud at sidde i et fly eller forhandlingslokale med vedkommende gennem mange timer og dage i træk? Kan ministeren føre en almindelig, fornuftig samtale, og har vedkommende nogle behagelige menneskelige egenskaber?

Heldigvis er de fleste danske politikere flinke, interessante og fremkommelige mennesker, og i alle tilfælde er diplomater meget tålmodige mennesker. Det er klart, at hvis ministeren er indehaver af en vindende personlighed, så er det en dyd, der også vil gavne vedkommende i den konstante interaktion med udenrigsministerkolleger fra andre lande. Omgængelighed skaber et godt udgangspunkt for informationsdeling, samarbejde og alliancedannelse.

Ansvarlighed

Det andet trin har med ansvarlighed at gøre. Mange politikere har i årevis været travlt beskæftiget med at passe deres egen karriere og opfylde egne behov. Det kan være én af de centrale årsager til, at vedkommende nu er nået så langt, at man betragtes som et ministeremne.

Sagen er bare den, at man som minister skal kunne tage ansvaret for helheden – ansvar for ministeriet, for landet og for danskere alle steder i hele verden. Man skal generøst kunne række ud og omfavne.

Derudover skal man være parat til at arbejde på det mellemlange og lange sigt, også selvom enkeltsager og mediernes dagsaktuelle nyheder får det til at trække gevaldigt i Twitter-fingeren. Bag de lukkede døre vil den ansvarlige minister desuden ikke tøve med at forsvare og aktivt promovere ministeriet, diplomaterne og udenrigspolitikken over for ministerkolleger. Helt godt er det selvfølgelig, hvis denne kamp kan finde sted i det magtfulde koordinationsudvalg, der har statsministeren som formand.

Arbejdsomhed og interesse

I tillæg til omgængelighed og ansvarlighed er arbejdsomhed en tredje, særdeles central dyd i et ministerium som Udenrigsministeriet. Der er mange rejsedage, mange tidszoner, mange komplekse og langvarige internationale problemstillinger, man skal sætte sig ind i, og der venter ikke mindst et meget stort arbejde med at videreformidle udenrigspolitikken til danskerne.

Det udenrigspolitiske sagområde vokser fra år til år og omfatter både trivielle, tekniske forhandlinger i specialiserede internationale organisationer såvel som den akutte krisestyring, hvor der er menneskeliv og store værdier på spil. At være udenrigsminister er et 24/7-job.

En fjerde dyd, der er værdsat i ministeriet, er interesse. Embedsmænd elsker, når deres minister er oprigtigt optaget og fascineret af det udenrigspolitiske sagområde. En ministers engagement og lyst til at beskæftige sig med det sagområde, der i bred forstand handler om Danmarks placering i verden, kan ikke tages for givet. Det ved man alt om i Udenrigsministeriet.

Blandt de mange ministre, der har taget turen rundt omkring Asiatisk Plads i de senere år er der flere, der i kortere eller længere perioder har deres opmærksomhed rettet mod helt andre ting end udenrigspolitik. Det kan være, at ministeren allerede mentalt forbereder et kommende Folketingsvalg og overgangen til et job i et andet ministerium eller en rolle i opposition; og det kan være, at partiet og baglandet efterspørger styring og indlevelse.

Visionær minister

Helt godt bliver det i embedsmændenes øjne, hvis den nye minister også har en femte dyd, nemlig visioner. Der er rigtig mange internationale problemstillinger, hvor ministeriet kan vælge at indsætte dets begrænsede ressourcer. Hvis ministeren ikke evner at prioritere mellem disse mange emner, giver arbejdet i ministeriet ikke mening, og diplomaterne mister retningssansen.

Det kan også være, at ministeren ikke tør foretage en klar prioritering. En opprioritering af nogle problemstillinger fordrer nemlig, at ministeren også er parat til i offentligheden at argumentere for, hvad ministeriet ikke længere skal beskæftige sig med.

Visioner og prioriteter kræver politisk mod. Har ministeren det nødvendige mod, og er ministeren klar til at kæmpe for ministeriet og den førte udenrigspolitik i offentligheden, følger embedsmændenes respekt og opbakning øjeblikkeligt.

Ministre kommer og går, embedsmanden består

I tillæg til alle disse mange dyder vil den perfekte udenrigsminister i embedsmændenes øjne også være en fagligt kompetent person, der selvstændigt kan kapere og analysere store mængder af information.

Man kan måske undre sig over, at faglig kompetence ikke på et langt tidligere tidspunkt indgår i denne sekstrinsstige med ministerdyder. Er det ikke en grundforudsætning for at kunne varetage Danmarks udenrigspolitiske interesser, at man er ekstremt fagligt kompetent på det udenrigspolitiske område?

Jo, det er selvfølgelig altid værdsat i embedsapparatet, hvis ministeren kan give fagligt med- og modspil. Ministerens faglige kompetence er kun med til at øge kvaliteten af dansk udenrigspolitik. Men samtidig forholder det sig på den måde, at udenrigsministeren altid vil være omgivet af særdeles kompetente diplomater, der vil gøre næsten alt for at bistå ministeren i alle mulige tænkelige og utænkelige situationer.

Hvis ministeren er omgængelig, ansvarlig, arbejdsom, interesseret og visionær, så er alle forhold lagt til rette for, at embedsmændene kan gøre dét, de er bedst til, nemlig at klæde ministeren på fagligt.

Det er blevet hævdet, at ”ministre kommer og går, hvorimod embedsmandsstanden består”. Det er i høj grad sandt i den danske centraladministration, og i særdeleshed i Udenrigsministeriet. Men deraf kan ikke ledes, at ministeriet er selvkørende og at ministeren kun er en kransekagefigur på et embedsapparat, der er selvopretholdende.

Embedsmændene efterspørger i høj grad dygtige ministre. En minister, der er er nået til tops på stigen med ministerdyder, kan bringe sit ministerium og hele dets sagområde frem og op til det punkt, hvor embedsmændene vidt og bredt og med stolthed i stemmen kan sige, at de arbejder i Udenrigsministeriet.

Men en god minister kan mere end det. Vedkommende kan være den faktor, der kan bidrage til at gøre den forrige amerikanske præsidents udsagn om at ”Danmark bokser i en større vægtklasse end dets størrelse egentlig berettiger” til andet end skamros.