21. januar 2017

Udenrigstjenesten lider - der må gøres noget

Kronik af professor Martin Marcussen (Institut for Statskundskab) i Jyllandsposten den 21. januar 2017.

Det er lige nu, at der formuleres tanker til brug for Danmarks nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Heri bør der fremlægges en plan for, hvordan man har tænkt sig at investere i og genopbygge udetjenesten.

»Jorden er flad,« konstaterer mange hyperglobalister. Der eksisterer kun en virtuel virkelighed, og det giver ikke nogen mening, at et lille land som Danmark stadig har en udetjeneste bestående af ambassader og konsulater rundt omkring i verden.

Men det er noget vrøvl. Mere end nogensinde er der behov for, at et lille land som Danmark er diplomatisk til stede i verden, og det bør afspejles i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, der i øjeblikket er under udarbejdelse. Globaliseringen har ikke betydet, at afstande mellem befolkninger forsvinder, tværtimod. Der er vigtige kulturelle, økonomiske, politiske og sociale afstande, som det er altafgørende at forstå essensen af, for at et lille land som Danmark kan positionere sig i forhold til de udfordringer og muligheder, der hele tiden dukker op på den internationale scene.

Man kan endda sige, at de udfordringer, der i øjeblikket tegner sig i horisonten, tilsammen vidner om, at de internationale spilleregler er ved at blive omformuleret på måder, som vi stadig har svært ved at forstå omfanget og konsekvenserne af. Det er Vladimir Putin mod øst, Donald Trump mod vest, fattigdom og folkevandringer mod syd og Arktis mod nord bare for at nævne nogle få highlights som den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi må forholde sig direkte til. Med en base midt i et europæisk samarbejde, der udviser flere tegn på opløsning end samling, er der en rigtig god grund til at interessere sig for Danmarks placering på den internationale scene.

På trods af disse helt exceptionelt accentuerede udfordringer, der alle kalder på en helt særlig diplomatisk årvågenhed og international tilstedeværelse, er den danske udetjeneste udsat for et kolossalt pres i disse år. Det skyldes tre forhold: det vedholdende ressourcepres, kravet om synlighed og politiseringen af det diplomatiske metier.

For det første er der ressourcerne. Opgjort på omkostning per indbygger har den danske udenrigstjenestes driftsbudget længe været det mindste i Norden. Det har blandt andet resulteret i, at udenrigstjenesten inden for de seneste år har måttet nedlægge et dusin ambassader, senest ambassaderne i Mozambique, Zimbabwe, Bolivia og Nepal. Repræsentationsstrukturen er blevet smallere og smallere. I takt hermed har besparelserne i udenrigstjenesten også givet sig til udtryk ved, at udetjenestens tyngde er blevet reduceret. Der er simpelthen færre og færre ansatte på de tilbageværende ambassader, og forholdet mellem udsendt og lokalt ansat personale er blevet forskubbet på en måde, så gruppen af lokalt ansatte nu er langt den største personalegruppe i ministeriet. Det er blevet et særsyn at møde en dansk udsendt diplomat på de danske repræsentationer. Samtidig med at ansvar og kompetencer i stigende udstrækning er blevet uddelegeret til ambassaderne, må vi bare konstatere, at de få udsendte danskere i meget stor udstrækning er beskæftiget med administrative forhold på bekostning af repræsentation og analysearbejde.

For det andet udfordres udetjenesten af kravet om synlighed og kvantificerbarhed. En konsekvens af konkurrencestatsfilosofien er, at alle dele af den offentlige forvaltning nu investerer mange ressourcer i at synliggøre det arbejde, der udføres. Mantraet er, at alt, der er usynligt, ikke kan tælles, og det, der ikke kan tælles, eksisterer ikke. For udetjenesten opstår der et særligt dilemma. I sagens natur udføres det diplomatiske arbejde meget langt fra offentligheden og medierne i Danmark. Det er ikke mange almindelige danskere, der på deres vej til arbejde støder på det praktiske diplomati på samme måde, som man støder på hospitalerne, folkeskolerne og den offentlige transport. Hertil kommer, at essensen af den diplomatiske metier er den personlige relation med venner såvel som fjender. Relationsopbygning kan ikke altid finde sted i offentligheden, ligesom tillid ikke er noget, der opbygges over natten. Diplomati er en langstrakt, tålmodig beskæftigelse, der i virkeligheden fungerer på samme måde som en brandforsikring. Vi glemmer ofte, at vi har den, men hvis branden bryder ud, er vi dog alligevel meget glade for, at vi har valgt at betale forsikringspolicen.

For det tredje trues udetjenesten af en stigende politisering. Det danske diplomati har haft som ét af dets helt unikke kendetegn, at det har kunnet servicere en hvilken som helst udenrigsminister. Den danske udenrigstjeneste har aldrig kunnet knyttes til nogen bestemt partifarve. Det eneste samlende identifikationspunkt er fagligheden og professionalismen. På dette punkt har udenrigstjenesten repræsenteret kernen i den danske forvaltningskultur, hvor politik og forvaltning har udgjort to adskilte sfærer. Det er en kultur, hvor arbejdet i en forvaltning er blevet ophøjet til en profession, hvis medlemmer har erhvervet særlige kompetencer og forventer, at høje professionelle standarder iagttages i alle dele af forvaltningen.

Siden 2013, hvor ikke færre end 13 ministre med forskellige kompetenceniveauer og partifarver har bevæget sig ind og ud af Udenrigsministeriet, har det netop været den faglige kerne i ministeriets opgavevaretagelse, der har sikret, at Danmark har en målrettet og effektiv udenrigspolitik i praksis. Men også denne kerne trues nu. I de seneste måneder har danske politikere fra forskellige partier offentligt luftet den tanke, at man i fremtiden sagtens kunne tænke sig, at ambassadører udnævnes politisk snarere end på grundlag af dokumenterbare diplomatiske kvalifikationer. Hermed tømmes ministeriets professionelle etos for indhold og erstattes med vilkårlighed. Hvilken betydning, som en sådan politisering af diplomatiet kan få for varetagelsen af danske interesser i udlandet, kan man kun gisne om. I hvor stor udstrækning vil de af oppositionen udnævnte ambassadører føle loyalitet over for den siddende udenrigsminister, og hvor meget tillid kan udenrigsministeren have til de ambassadører, der er politisk udnævnt af forgængeren?

Samlet set vil dette pres på udenrigstjenestens ressourcebase, konkurrencestaten og politiseringen af diplomatiet nødvendigvis skabe bekymring ikke bare hos diplomaterne selv, men for alle, der i disse år kan se den kendte verdensorden smuldre uden at kunne ane konturerne af en ny. Hvis ikke et lille åbent land som Danmark netop i disse tider skulle have en interesse i at investere i en udenrigstjeneste, der professionelt og stabilt kan hjælpe os til at forstå og reagere på, hvad der sker ude i den fjerneste afkrog af verden, hvem skulle så? Tiden er til, at vi investerer massivt i en professionel udenrigstjeneste, og at der formuleres en udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, der klart angiver, hvordan dette genopbygningsarbejde skal forløbe.