23. juli 2017

Undermineringen af Humboldt

Indspark af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 23. juli 2017.

Den preussiske videnskabsmand og liberale politiker, Wilhelm von Humboldt, opstillede omkring 1800 en række retningslinjer for, hvad der burde kendetegne et godt universitet: En filosofisk ramme om fagene og en forskningsbaseret undervisning forestået af forskere med kun Sandheden (med stort S) for øje i deres forskning.

Det var alfa og omega med forskningsfriheden. Universiteterne måtte derfor heller ikke være i lommen på finansieringskilder med bestemte interesser. Endelig skulle de studerende efter en filosofisk introduktion have udbredt valgfrihed med hensyn til sammenstykningen af deres uddannelse.

Det humboldtske universitetsideal blev normdannende for universiteterne i Tyskland og det centrale Europa, i Skandinavien og i USA. Det stod stærkt, når styringen af universiteterne var på tale, og det har efter alt at dømme bidraget kraftigt til, at netop disse lande blev fremgangsrige.

Idealet kom imidlertid under beskydning i slutningen af 1960erne i kølvandet på det såkaldte studenteroprør. Et slagord var i den forbindelse »Forskning for folket – ikke for profitten!«

Humboldt ville som nævnt hverken have forskning for folket eller for profitten. Målet var videnskabelige sandheder. Som et konkret resultat af studenteroprøret afskaffedes filosofikum på danske universiteter, der ellers havde fungeret som introduktion til alle universitetsfag.

En mere graverende form for underminering af de humboldtske universitetsidealer i Danmark har taget udgangspunkt i ønsket om en slags »erhvervsretning« af universiteterne. Det kom bl.a. til udtryk i daværende forskningsminister Helge Sanders udsagn i 2000erne om, at universiteterne skulle begynde at tænke på deres finansiering »fra forskning til faktura«.

Forskningen skulle med andre ord ikke – som Humboldt havde fremhævet – dreje sig om at udfinde sandheden. Den skulle dreje sig om at producere noget, der var nogen, som umiddelbart ville betale for. Siden er kravet om såkaldt ekstern finansiering fra private og offentlige kilder på danske universiteter steget år for år, og det er noget, som rektorer, dekaner og institutlederne ofte fremhæver, når der skal berettes om årets resultater.

Samtidig er institutter baseret på såkaldt anvendt forskning i stort tal gradvist blevet integreret i universiteterne, selv om deres opgaver først og fremmest er at levere forskningsmæssigt underlag til myndigheder og virksomheder. Det er svært at forestille sig, at disse institutter i længden vil kunne eksistere, hvis ikke de leverer den vare, som de faktura-udstedende instanser ønsker. Det medfører også, at deres rolle på universiteterne ofte strider mod de humboldtske idealer.

Universiteternes humboldtske grundlag undermineres kraftigt i disse år i Danmark (og måske mere end i andre lande). Det udløser ikke nogen skandale a la Skat. Men på sigt kan de økonomiske skadevirkninger meget vel blive mange gange større.