Vi skal have respekten for flid tilbage

Kommentar i Berlingske den 12. oktober 2015 af Peter Nedergaard og Henrik Dahl, professor ved Institut for Statskundskab og MF (LA)

Engang var fliden respekteret. Skolerne uddelte flidspræmier, og noget af det bedste man kunne sige om en person i lokalmiljøet var, at han var flittig til både dette og hint. Sådan er det vist desværre ikke mere.

Man kan blot tage et blik på mediernes behandling af regeringens forslag om et såkaldt moderne kontanthjælpsloft, som netop skal sikre, at det bedre kan betale sig at tage et job end at være på kontanthjælp.

Spørgsmålene fra journalisterne drejede sig i den forbindelse ikke om, hvad de interviewede kontanthjælpsmodtagere (hvoraf mange syntes både kvikke og velformulerede) nu ville gøre for at få et arbejde, således at de med deres indsats kunne bidrage til både egen familie og samfundet.

Spørgsmålene drejede sig næsten udelukkende om, hvordan man da kunne klare sig for den nogle gange lidt mindre kontanthjælp.

At der også er en vej ud af kontanthjælpen ved at søge sig placeret i en af de mange jobåbninger, der hver dag forefindes, havde journalisterne tilsyneladende mentalt renset ud. Fliden som dyd er nærmest bortretoucheret i medierne.

På tilsvarende måde gøres den flittige gymnasieelev og studerende i dag til et problem. Hvis man skal tro Rane Willerslev, der er forsker ved Aarhus Universitet, er det således de dovne og de udisciplinerede, der skal være nationens redning via kreative ideer.

Uden at han eller andre, der fremfører »flids-kritikken«, for alvor bliver gået på klingen, må man forstå, at flid er en form for avanceret last, der ødelægger skaberevnen.

En kilde til et anderledes syn på flid tidligere finder man i udbredelsen og genoptrykkene af Richs-albummet »Vort flittige Folk« fra 1930 til 1950’erne. Heri blev alle erhverv i Danmark på den tid præsenteret med et lige stort billede og en lige stor tekst. Det gjaldt landmanden, mureren, maskinarbejderen, kontoristen, cykelsmeden, præsten og snesevis af andre agtværdige stillingskategorier.

Alle ansås for at være nødvendige tandhjul i det danske maskineri, og for alle de bedste i hver kategori gjaldt, at de var flittige.

Det betonede Thorvald Stauning (socialdemokratisk statsminister i 1930erne og 1940erne, red.), som havde skrevet forordet til albummet.

Han belærte læserne om følgende: »Lær af Bogen at værdsætte Flid og Arbejde, og vær overbevist om, at det kun er ved flittig Udøvelse af Kræfterne, at Mennesket naar til en lykkelig Tilværelse. Uvirksomhed og Dovenskab er menneskenes Fjender. Ved Flid og Arbejde kommer de enkelte frem, og hver enkelt er med til at skabe et Samfund, der kan yde en god Tilværelse baade under Arbejdet, og naar Livsaftenen melder sig.«

I Stauning-citatet gemmer sig en anerkendelse af flidens nødvendighed for både den enkelte og for samfundet. På lang sigt vil kun et samfund præget af flid – eller produktivitet, som økonomerne ville sige – klare sig og være et godt samfund for alle, således at man også kan tage sig af ældre og andre, som ikke KAN klare sig selv.

Vi bør ifølge Stauning aldrig sætte pris på flidens modsætning. Man kan imidlertid argumentere for, at det er netop det, som sker, når mennesker i den nedre del af lønskalaen nu om stunder dag efter dag går på arbejde velvidende, at de kunne opnå det samme ved at være på offentlig forsørgelse. Det, man dermed gør, er netop at undlade at værdsætte den flid og driftighed, som Stauning anbefalede.

Der er derfor i høj grad brug for en genopretning af respekten for flid og produktivitet i Danmark. Det hjælper indførelsen af et kontanthjælpsloft med til, fordi det øger incitamenterne til at søge jobs, som måske i dag varetages af østeuropæere (hvilket vi skal være glade for). Man skulle måske ligefrem omdøbe reformen til en flidsreform, for dybest set er det, hvad den handler om at fremme.

Der er imidlertid også brug for, at vi begynder at tale om fliden på en anden måde, end vi hidtil har gjort. Vi bør sætte mere pris på fliden på alle niveauer og i alle sammenhænge. Ord flytter ikke bjerge, men de flytter noget. Af de samme grunde bør det også siges ligeud: Det er ikke fliden, der er en last. Det er dovenskaben.

For at rette op på de misforståelser, der hersker i forståelsen af flid og dovenskab, bør vi genindføre flidspræmierne i skolerne landet over, så børn af ikke-boglige familier, som måske oven i købet har en ikke-privilegeret indvandrerbaggrund, får en anerkendelse af det omgivende samfund for deres flid, hvilket ofte lige netop er det, som skal til for at overbevise dem selv og deres familie om, at de kan nå længere, og at det nytter noget at være flittig.

Vi bør endvidere imødegå, når en bestemt gruppe – i sagen om kontanthjælpsloftet er det bl.a. socialrådgivernes organisation – politiserer og underminerer forsøgene på at få fliden på bordet hos danskerne igen.

Fliden har mange fjender, og enkeltes free-riding fra fliden på bekostning af de mange er altid en oplagt fare, men helhedens interesse i flid må og skal vinde.

Flidsreformen er et første skridt til en flidsgenopretning, men sproget må også følge med og ændres i flids-orienteret retning.