Vi skal være glade for et stærkt finansministerium – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Samfundsvidenskab > Presseservice > Kronikker - debat - kommentarer > Vi skal være glade for...

22. juni 2017

Vi skal være glade for et stærkt finansministerium

Debatindlæg af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Fyens Stiftstidende den 22. juni 2017.

Magtfuldt: Det danske Finansministerium kritiseres ofte. Snart er det for magtfuldt og blander sig for meget i andre ministeriers indre anliggender. Så er det alt for ivrig efter at finde besparelser og holde kommunernes forbrug i en stram tømme. Endelig er Finansministeriet for nylig blevet kritiseret for håndteringen af salget af en mindre del af Dong til Goldman Sachs.

For at tage det sidste først. I det store og hele var det en god idé at sælge den beskedne del af Dong til Goldman Sachs. Det medførte inddragelse af meget professionelle ledelsesressourcer, hvilket sammen med en strømlining af Dong har medvirket til, at Dong i dag er en virksomhed, som er mange flere milliarder værd end før salget. Det har kun været til fordel for danske borgere. Herudover er det selvfølgelig beklageligt, at Finansministeriet ikke journaliserede alle de notater, som man udarbejdede i forbindelse med salget, således som Rigsrevisionen har påpeget. Det må ikke ske, men det er trods alt en mindre ting.

Så er der det langt vigtigere og mere principielle spørgsmål om finansministeriets magt. Den blev ikke mindst stadfæstet i kølvandet på, at Danmark med den tidligere socialdemokratiske finansminister, Knud Heinesen, i et interview i 1979 sagde: "Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den". Årsagen til kursen mod den økonomiske afgrund var de tilsyneladende ustyrlige offentlige udgifter, som blev ved med at stige hurtigere end skatteindtægterne. Afgrunden var lig med, at udenlandske långivere begyndte at stille konkrete krav om, hvor der skulle ske nedskæringer i de danske offentlige udgifter. Lidt i stil med modellen i Grækenland, selv om situationen i Danmark aldrig kom i nærheden heraf.

Et stærkt finansministerium som modvægt til de udgiftskrævende sektorministerier og kommuner blev gradvist svaret på at undgå afgrunden i Danmark. Med Poul Schlüter som statsminister var denne model endegyldigt slået fast. Det lykkedes da også i de følgende år afgørende at vende udviklingen, således at man stille og roligt i Danmark kunne bevæge sig væk fra afgrunden. Hermed var baggrunden skabt for en stabil økonomisk udvikling i de følgende år med stigende velstand, velfærd og forbrugsmuligheder for langt de fleste almindelige danskere.

Historien viser, hvor vigtigt det er med en magtfuld tværgående instans i det danske politiske system, som afgørende kan bremse udgiftsønskerne andre steder fra i den offentlige sektor. I teoretiske termer er finansministeriets magt udtryk for nødvendigheden af, at der findes en varetager af almeninteressen (eller hele det danske samfundsinteresse ), når de partikulære interesser (eller særinteresserne) skal holdes i ave, således at de ikke trumfer skatteindtægterne. Det gør naturligvis, at finansministeriet er særligt magtfuldt i økonomiske krisetider, men i virkeligheden burde det have samme magtfulde rolle at spille, når pengene i det offentlige er rigelige, for det altid i disse situationer, at grunden lægges til den næste nedtur.

Et stærkt finansministerium er således noget, som vi også burde anprise og ikke kun kritisere, selv om det sidste naturligvis skal til, når man som i Dong-sagen på nogle konkrete, mindre områder ikke gjorde, hvad man skulle.