10. februar 2021

Ledelse er ikke en titte-bøh-leg

DAGBOG FEBRUAR 2021

Det er magisk at lege titte-bøh-leg med et spædbarn. Dets spontane glæde ved at genopdage ens ansigt, når man fjerner hænderne, er smittende. Men det er glæden ved at se barnets bevidsthed tage konceptuelle mavebøjninger også.

Dagbogsgrafik - øverstDet er glæden ved at lære, som man griner af sammen med barnet. En tilsvarende læreproces skal vi igennem på fakultetet. Jean Piaget kalder det barnet lærer med titte-bøh-leg for objektpermanens – mit ansigt er der fortsat, selvom det er dækket af mine hænder. Barnet aflærer i virkeligheden overraskelsen over, at jeg stadig er der. På samme måde må vi aflære, at ledelsesmæssige prioriteter skifter hele tiden.

Ledelse er ikke en titte-bøh-leg. Jeg kan ikke lede uden at have klart definerede mål, som jeg forfølger sammen med ledere, medarbejdere og studerende. Siden corona-krisens start har vi således haft en række grundlæggende prioriteter på SAMF, som ikke har forandret sig, selvom omstændighederne har gjort, at de skulle implementeres på forskellige måder. Men jeg oplever desværre, at medarbejdere og studerende til tider føler, at de er del af en titte-bøh-leg. Jeg bliver ofte spurgt, om vi stadig har dette eller hint mål, fordi det ikke er blevet nævnt på et møde eller opremset i en historie i vores nyhedsbrev. Det er som om, at hvis målet ikke bliver nævnt, så er det væk. Som regel skal det være mig, der nævner det. For hvis det 'bare' er en anden leder eller medarbejder på SAMF, som arbejder på at realisere en målsætning, så er man ikke sikker på, at jeg stadig mener det. Har man den tilgang til fakultetets målsætninger, så bliver fakultetets retning en titte-bøh-leg, hvor man nogle gange ved, hvor vi er på vej hen, men betvivler det i det næste. Ledelse bliver også ekstremt personafhængigt – fakultetets udvikling er ikke et kollektivt ansvar, men hviler alene på mine eller andre lederes skuldre, og kun hvis vi kigger folk i øjnene og siger 'nu gør vi X' er det virkeligt.

Abstrakt regnbue. Foto: Pexels, Francesco Ungaro

Selvom det er vigtigt at sætte sig konkrete, klare og konsistente mål, så er de mål kun virkelige, hvis de er en del af ens dagligdag. For strategi er noget, som man gør. God strategi kan derfor godt virke usynlig. Ikke fordi der ikke arbejdes på at realisere strategien, men fordi den er en proces. Jeg er begyndt at være lidt demonstrativ på møder omkring nogle af vores processer, og kan godt finde på at indlede et punkt på Akademisk Råd med at sige 'nu bliver I inddraget', fordi det kan være den bedste måde at gøre det klart, at vi ikke leger titte-bøh-leg, men at f.eks. inddragelse løbende sker – præcist som beskrevet i Universitetsloven. Men jeg føler mig lidt fjollet, når jeg siger det. For både strategiske målsætninger og den inddragelse, som er en naturlig del af god ledelse, bliver forvandlet til formalistiske indlæg til ære for referatet, når de skal italesættes i stedet for bare at gøres.

Jeg håber og tror, at ledelsespermanens står klart over tid, når man rent faktisk ser, at der bliver arbejdet på at nå de mål, som er sat. Jeg tror også, at det er vigtigt at kommunikere, hvornår mål ikke kan realiseres eller ændrer sig undervejs, så det ikke bliver en overraskelse, når de er forsvundet. Men jeg ved også, at vi bliver ved med at lege titte-bøh-leg, hvis universitetsledelse fortsat bliver betragtet som flygtigt og personafhængigt i stedet for planlagt og regelbaseret.

Dagbogsgrafik - nederst