5. januar 2021

Godt nytår

DAGBOG JANUAR 2021

Jeg drak kun Chateauish’s alkoholfri, boblende vin nytårsaften. Selvom jeg foretrækker hvid jul frem for hvidt nytår, så var jeg glad for at komme ind i 2021 uden tømmermænd.

Dagbogsgrafik - øverstDet har altid været lidt uklart for mig, om man nytårsaften drukner sine sorger over det forgangne år eller fejrer det nye års komme den aften. Måske kommer det ud på et. I år synes at være et kollektivt ønske, om at glemme 2020 og komme videre i 2021 - vaccinerede og med det liv, som vi er vant til.

2020 har da også været en hård omgang. Ikke mindst har de mange skift fra noget næsten normalt til en undtagelsessituation skabt en usikkerhed, som der har været god grund til drukne nytårsaften. Det har været hårdt – ikke mindst for dem, der af forskellige grunde havde svært ved at håndtere usikkerheden eller havde rigelig usikkerhed i deres liv i forvejen. Det har også været et kæmpe arbejde at håndtere og implementere alle de skift. Jeg vil gerne løfte glasset for alle dem, som har arbejdet i timer, dage og måneder med corona-skiftene i 2020, hvis de har taget et ekstra glas nytårsaften for at ruste sig til 2021, skal det være dem velundt.

Glas med champagne. Foto: Pexels

Der var således gode grunde til at gå ind i 2021 med tømmermænd i både overført og i ganske konkret, Pinex-krævende forstand. Derfor var jeg så meget desto gladere for, at jeg vågnede frisk og veludhvilet nytårsmorgen. Hvor hårdt 2020 end har været, så har vi lært noget om os selv, og om hvad vi faktisk kan udrette. Den læresætning skal vi bruge i de første måneder af 2021, som ser ud til at blive mindst lige så hårde, som de mest udfordrende måneder i 2020. Men de hårde dage foran os er den sidste bakke, som vi skal over indtil vacciner og forår kan bringe os langsomt tilbage til hverdagen. Vi får brug for at gå ind i 2021 klare i hovedet – både fordi vi må være beredte på at tage en tur til i corona-rutsjebanen, men også fordi vi skal tænke over, hvad fra corona-tiden, som vi kan bruge i fremtiden.

Der har været meget snak om det ”epidemiske samfund” de seneste måneder. Corona-epidemien vil givet forme vores samfund i årene, der kommer, men vi glemmer, at epidemien er menneskets vilkår og altid har været et vilkår for menneskelige samfund. Hvor stor denne krise end er, så er den i det historiske perspektiv en mild udgave af noget, som generationer før os har stået overfor, og som samfund før er brudt sammen af. Konsekvenserne af influenza, kolera, pest og de andre pandemier, som har hjemsøgt menneskeheden i historiens løb, har været politiske, økonomiske og sociale, men vi ved fra menneskets lange samliv med sygdomme, at så snart faren er drevet over, så vil vi gøre vores bedste for at glemme de lange corona-måneder og styrte ud for at stå tæt sammen til en koncert, dele øl på en bar og booke rejser til Thailand.

Selvom vi måske husker at vaske hænder lidt oftere i fremtiden, så vil vi ikke til at indrette os med afstand, sprit og mundbind, når corona-krisen er ovre, selvom det nu er blevet en del af vores hverdag. Vi glæder os alle sammen til at mødes i virkeligheden i stedet for på Zoom. Og jeg kan ikke være den eneste, som længes efter de lange flyveture, som jeg før i tiden bandede over. Vi har ikke lyst til at leve i et epidemisk samfund. Derfor tror jeg, at udfordringen bliver at holde fast i de ting, som vi trods alt har opnået, og værdsætte de ting, som vi har lært. Det ville ærgre mig, hvis den pris, som vi hver for sig og sammen har betalt for coronaen, ikke i et eller andet omfang kan betale for, at vi fremtiden gør nogle ting klogere og bedre.

Vi har de teknologiske muligheder for ikke at være sammen. Det vidste vi godt fra vores smartphones; og det har længe været tydeligt, at mange hellere ville sende e-mails, og mange e-mails, til hinanden end rent faktisk mødes – med alle de problemer, som følger af det. Men corona-tiden har gjort det muligt slet ikke at mødes fysisk. Der er mange, som ikke ønsker sig mere af 2021, end at få lov til at komme tilbage på kontoret og auditoriet. Men der er også mange, som faktisk har det fint med at arbejde og studere hjemmefra. Jeg tror udfordringen bliver at skabe et arbejdsmiljø og et akademisk miljø, som inviterer til samvær, samarbejde og samskabelse. Vi kommer til at arbejde og studere mere fleksibelt i fremtiden, men det skal udnyttes på en måde, hvor der også er en grund til at møde op – og den grund skal være bedre end, at man har en kontorstol eller en plads i auditoriet.

Samtidig har de teknologiske platforme vist, hvor nemt det er at bringe verden ind i auditoriet eller i seminarrummet, vi skal bruge Zoom og andre digitale løsninger til at integrere praksis i vores undervisning og styrke forbindelserne til andre forskningsmiljøer.

Netop fordi corona-krisen har problematiseret arbejdsmiljøet, så tror jeg ikke, at det er et tilfælde, at diskussionen om sexisme og krænkelser fik vind i sejlene under corona-krisen. Corona-krisen gjorde det endnu tydeligere, og måske også mere legitimt, at vi går på arbejde eller studerer med forskellige forudsætninger og møder forskellige udfordringer. Forudsætninger og udfordringer, som kræver noget andet af en arbejdsplads, end vi måske traditionelt har forestillet os på universitetet, hvor uformelle regler og normer, der har mere tilfælles med et kollegie end en statslig arbejdsplads, skaber en uhensigtsmæssig uklarhed omkring rettigheder og ansvar. En mere divers, mere international og konkurrencepræget arbejdsplads kræver tydelige regler og værdier, og konsekvent håndhævelse af regler og normer.

Under krisen er samfundet trådt tydeligere frem. Det er blevet tydeligere for os, at vi er en statsinstitution, som er nøje styret af statens prioriteringer. Vores mål har været, og vil fortsat være, at bidrage til at mindske smittetrykket i København. Men vi er ikke de eneste, som har haft den oplevelse. Det vi studerer, er således blevet tydeligt på en måde, som samfundsvidenskaberne måske ikke altid er. Og det er frem for alt blevet tydeligt, at et samfund ikke er en given ting med faste regler og strukturer, men at forandring kan være omfattende og pludselig. Vores discipliner blev født for at forklare de moderne samfund og det moderne menneske. Marx, Marshall, Weber og Durkheim kom med dristige teorier om, hvordan det moderne samfund blev skabt, og hvordan det ville udvikle sig. Freud spekulerede på, hvordan mennesker kunne overvinde kriser – både samfundets og deres egne; og som har værdier, som er stærke nok til, at de kan navigere i forandring. Det er den arv, som vi skal løfte, når vi skal give vores bidrag til at forklare, forstå og navigere i de forandringer, som den teknologiske udvikling, ambitionerne om at skabe et mere bæredygtigt samfund, globale magtforskydninger og de mange andre forandringer, som præger vores samfund.

2020 handlede om at håndtere forandringer, som var påtvunget os af omstændigheder; 2021 kommer til at handle om, at vi skaber omstændigheder for forandringer, som gør os bedre til at håndtere vores og vores samfunds fremtid.  

Dagbogsgrafik - nederst