17. juni 2021

Slutningen er der, vi begynder

DAGBOG #70

Afslutningen på coronatilstanden er selvfølgelig gradvis, og vi er kun lige netop kommet ud af tunnelen. Men ude er vi. Og det er med alt det, som vi stod igennem, alt det, som vi opnåede, og alle de fejl, som vi begik, at vi nu er tilbage på Kommunehospitalet – parate til at begynde igen.

Dagbogsgrafik - øverst”At afslutte noget er at skabe en begyndelse,” skrev den britisk-amerikanske digter T.S. Eliot. Den linje fra Eliots digt Little Gidding har rumsteret i mit hoved gennem coronakrisens ned- og oplukninger, og linjen var der igen, da jeg mødte op på Kommunehospitalet uden mundbind. Når solen skinner over studerende og deres familier, som fejrer et afleveret speciale, så er det hverdagen, som vender tilbage med et smil på.

Vi er trådt ud af den tunnel, som vi har talt så meget om, og står og misser med øjnene mod den skarpe sol. At der ikke er flere mennesker på campus, end der plejer at være en juni måned, bekræfter i virkeligheden kun fornemmelsen af normalitet. Der er ingen stor ceremoni eller afsløring af et mindesmærke for onlineundervisning, der markerer, at verden igen er, som den var. Tværtimod søger vi i etaper tilbage til kontorerne, åbner vinduet og lader sommerbrisen fjerne den hengemte lugt.

Afslutningen på coronatilstanden er selvfølgelig gradvis. Vi kan lægge mundbindene, men skal stadig lade os teste lidt endnu, hvis vi endnu ikke er vaccinerede. Så vatpinden i næsen vil fortsat minde mange om pandemien. Vi kan komme tilbage på arbejde, men gradvist og delvist frem til 1. august. Alle studerende er tilbage på campus, men eksamensplanen består, og derfor er der ikke mere grund til at møde på campus, end der plejer at være. Studentercafeer og andre sociale arrangementer kan igen åbne, så længe de resterende restriktioner overholdes, men den slags vil selvfølgelig først for alvor tage fart til næste semester. Så vi er kun lige netop kommet ud af tunnelen, men vi er dog ude.

Det har været en lang rejse, som de siger i X-Factor, og ikke alle dele af den har været lige behagelige. Der har været sygdom, frygt, usikkerhed, ensomhed og den utilfredsstillende fornemmelse af et år eller mere, der hverken har været, som vi forventede eller håbede. Der er studerende, som er startet på deres universitetsoplevelse for kun at være få måneder på campus. Forskere, der er blevet ansat og ikke har haft mulighed for at møde op endnu. Ph.d.-studerende, som ikke er kommet på udlandsophold eller feltarbejde. Netop derfor er jeg stolt over, hvordan hver eneste medarbejder og hver eneste studerende på fakultetet har håndteret, hvad vi har skullet stå igennem hver for sig og sammen.

Vores indsats under coronakrisen har betydet, at vi måtte ændre vores prioriteter. Vores vigtigste opgave var ikke forskning og undervisning, men at holde smittetrykket nede. Det føles måske ikke heroisk at skabe et bolværk mod virussen ved at arbejde fra sit køkkenbord eller modtage undervisning fra sit kollegieværelse. Men nu, hvor den tid er slut, tror jeg, at vi mærker, at her gjorde vi noget særligt – og det kan vi være stolte af.

Da krisen begyndte, var jeg meget bevidst om, at jeg og resten af ledelsen ville komme til at begå fejl i håndteringen af coronasituationen. Det gjorde vi sørme også. Imidlertid var jeg mindre bevidst om, at det ikke var fejlene, som var den største udfordring. For i en krisesituation får man hurtigt syn for sagn, når man har begået en fejl. Selvom det ikke altid var lige kønt, så kunne vi samle op, når noget var gået galt, fordi det var så åbenbart, når tingene ikke spillede. Det viste sig at være en større udfordring, når der ikke var opmærksomhed eller ressourcer nok til at tage sig af de ting, som blev underprioriteret pga. coronaindsatsen, eller som simpelthen kom ud af fokus, når der skulle ledes via Zoom. Nogle problemer kræver stor ledelsesopmærksomhed for at fremstå synlige.

Ting, der går skævt, opdager man langt senere end ting, der er gået galt. Derfor viser mange af dem sig først nu og først, når problemerne har vokset sig store. Det er ofte ærgerlige processer eller fejl, som vi må samle op på efter bedste evne og i erkendelse af, at den skævert var endnu en coronaomkostning.

T.S. Eliot skriver også i digtet, at vi begynder fra slutningen . Det er med det, som vi stod igennem, alt det, som vi opnåede, og alle de fejl, som vi begik, at vi er tilbage på Kommunehospitalet – parate til at begynde igen.

Dagbogsgrafik - nederst