20. maj 2021

Orange er det nye sort, når det kommer til rejsegodkendelser

DAGBOG #68

At rejse er at leve, skrev H.C. Andersen. Han var fascineret af jernbanen, dampskibet og de andre teknologier, der bragte ham tættere på den store verden.

Sort dagbogsgrafik - øverst

Andersen var til gengæld en krævende gæst, der ikke holdt mere af at rejse, end at han havde en tendens til udnytte gæstfriheden hos sine værter i den store verden lidt for grundigt. I 1857 måtte den engelske forfatter Charles Dickens døje med Andersen i 5 uger. Dickens var ved at blive skilt, og familien havde ikke overskud til Andersens luner og fandt hans engelsk var uforståeligt.

H.C. Andersens eksempel kan lære os, at det handler ikke blot om rejsen, men i lige så høj grad om opholdet. Når vi skal vurdere, hvornår vi kan tage på feltarbejde, forskningsophold eller på konference i udlandet, så er det ikke blot muligheden for at rejse til det pågældende land, som skal vurderes, men også hvordan man kan opholde sig i landet på en sikker måde. I corona-perioden er den vurdering gået fra at handle om flyafgange og ens personlige sikkerhed til at blive et spørgsmål underlagt nationale regler både i Danmark og i udlandet. For første gang har hele verden været rød.

Den røde verden har ikke bare været en udfordring, som har forsinket forskningsprojekter og skabt en meget forståelig usikkerhed, om hvorvidt man nogensinde fik tiden til at gennemføre sit feltarbejde til ph.d.-afhandlingen eller ens post.doc.-projekt. Den røde verden har også udfordret vores identitet. Som forskere ser vi os som en del af et globalt akademisk fællesskab, og vi er vant til fri bevægelse i vores virke. Uanset om vi taler om akademisk udveksling igennem konferencer, længere ophold ved udenlandske universiteter eller grundvidenskabelig metode i form af antropologiske feltarbejder, så har COVID-19 og de parkerede fly i verdens lufthavne ikke været godt nyt for vores professionelle praksis. At vi deler det vilkår med næsten alle andre sektorer føles mindre vigtigt, fordi det både rører specifikke projekter og karrieremuligheder og fordi det udfordrer vores identitet. At blive hjemme føles ikke som at leve, i hvert fald ikke at leve som forsker.

KU har fælles regler for rejser, som gælder for alle ansatte på KU, og som lægger op til, at man skal have en tæt dialog med sin leder og sikre sig dennes godkendelse, før man rejser nogen steder. Det skal man faktisk altid. Det siger statens rejseregler helt utvetydigt. Men diskussionen bliver sværere både for leder og medarbejder, når der er en global pandemi på spil. Ja, når verden er rød, så er der jo ikke så meget at diskutere. Men i takt med at vaccinationsprogrammer udrulles og smittetrykket falder i mange lande, er vi vidne til en gradvis genåbning af den internationale rejseaktivitet. I Udenrigsministeriets farvekodesystem er vi dermed i en bevægelse fra rød hen imod gul, hvilket vil sige, at stort set hele verden lige nu er orange (med undtagelse af Indien, Brasilien og det sydlige Afrika). Og hvordan skal man så forstå farven orange? UM skriver i sin vejledning:

”Hvis dit rejsemål er orange, bør du genoverveje, da vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser, da risiciene forbundet med rejser til disse steder er alvorlige. Erhvervsrejser er nødvendige rejser. Nødvendige rejser kan desuden være eksempelvis presserende familiebesøg og nødvendige ærinder, heriblandt deltagelse i begravelse, fødsel og retssag.”

Orange vægge og åben sort dør. Foto: Lucas Benjamin, Unsplash

Så det store spørgsmål bliver, hvornår rejsen er nødvendig. Udenrigsministeriet henviser hjælpsomt til store familiebegivenheder og vil ikke hjælpe folk, som gerne vil undgå at stille i en retssal i udlandet. Men hvordan med forskningsrejser – er det ”erhvervsrejser”, også selvom antropologisk feltarbejde oftest foregår under nogle helt andre betingelser? Kategorien orange efterlader os med et vanskeligt skøn. Rejser frarådes, men der kan gøres undtagelser, hvis en særlig nødvendighed gør sig gældende. Alle forskere på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet er dedikerede til deres forskning, hvorfor faglig rejseaktivitet af mange vil blive opfattes som en absolut nødvendighed, hvilket får virkelyst og rejselyst til at smelte sammen i skøn forening.
 
Den pandemiske situation, som verden befinder sig i på 15. måned, gør imidlertid, at vi ikke bare kan opstille en ligning, som lyder: erhvervsrejse + nødvendighed = tilladelse. Der er en lang række hensyn at tage i forhold til sundhed og sikkerhed for både forskeren selv og for eventuelle samarbejdspartnere og samtalepartnere. Bl.a. derfor indførte Det Samfundsvidenskabelige Fakultet allerede sidste år brugen af et simpelt risikovurderingsværktøj, som ligger på KUnet.
 
Vores lokale risikovurderingsværktøj indeholder også farvekoder, hvilket måske kan virke forvirrende, når man ser det ved siden af Udenrigsministeriets farvekoder. ”Rød” i risikoværktøjet er ikke lig med et rejseforbud, men kalder på, at forskeren aktivt beskriver og forholder sig til, hvordan vedkommende vil imødegå den fare, som vedkommende selv har identificeret. På den måde er risikovurderingsværktøjet et dialogværktøj, som åbner for at tale højt om de mellemregninger, som er byggestene i at foretage et skøn.
 
Dermed er vi tilbage ved farven orange, som ifølge UM skal anspore til genovervejelse. Orange er hverken lig med kategorisk forbud eller kategorisk tilladelse. Orange er lig med, at der skal foretages et skøn – og i sidste instans er det institutlederen, som er ansvarlig for at foretage dette skøn ud fra en helhedsvurdering. Og man skal passe på med at sammenligne disse vurderinger. Forskere, forskningsprojekter og rejsemål er forskellige og det bliver skønnet derfor også.

At rejse er bureaukrati for øjeblikket. Det er ikke en situation, som nogen ønsker, og derved føjer rejser sig til mundbind, test, hjemmearbejde og alle de andre ting, som vi har levet med siden marts 2020. Men nu er det forhåbentligt og formentlig snart forbi. Orange vil kun være det nye sort i en relativ kort periode, og så kan vi igen komme til at rejse og udleve vores forskningsmæssige ambitioner og forhåbentlig få forskningsprojekterne tilbage på sporet. Som eksemplet med Indien viser, så kan vi fortsat risikere, at et land, hvor det fra Danmark ser ud som om at der er styr på tingene, pludselig får et voldsomt udbrud af corona, og så må rejser til et sådant land vurderes efter corona-reglerne.

Men selv når corona bliver en del af det bagtæppe af risici sammen med malaria, borgerkrig, kriminalitet og de andre forhold, som man altid skal forholde sig til, når man skal på f.eks. feltarbejde, så går behovet for en risikovurdering og kompetencerne til risikohåndtering ikke væk. Corona-krisen har gjort det tydeligt for mig, at vi ikke er fulgt med de krav, som en kompleks og konfliktfyldt verden stiller. Set fra et ledelsesperspektiv er der en række institutledere, som kæmper for at leve op til deres ansvar om at sikre, at deres medarbejdere har gode, sikre rammer for deres arbejdsliv, uden egentlig at have redskaberne til det. Derfor vil SAMF i de kommende måneder se på, hvordan vi kan sikre, at de medarbejdere, der rejser udfordrende steder hen, har fået de rigtige kompetencer, så vi er sikre på, at de kan passe på sig selv, og at der er nogle til at passe på dem. Der er en praksis for dette i mange fagmiljøer – ikke mindst antropologi, som vi kan lære af og bygge videre på. Særligt yngre medarbejdere vil have glæde af, at denne viden bliver gjort mere systematisk, kodificeret og at den viden bliver sat i spil i vurderingen af, hvordan man håndterer risici i forbindelse med en rejse eller et feltarbejde. Vi vil samarbejde med kollegaer på andre vidensinstitutioner, og både Akademisk Råd og samarbejdsudvalget vil blive inddraget i arbejdet med at sikre, at vi kan leve med at rejse.

Sort dagbogsgrafik - nederst