28. maj 2021

Sammen om en usikker fremtid

DAGBOG #69

Jeg bebrejder ikke et flertal i Folketinget, at det mener, at Danmark er blevet for centraliseret og ønsker at skabe jobs og uddannelsesmuligheder uden for København. Denne regionalisme er et fænomen, som vi ser i hele Europa, og er bl.a. en reaktion på globalisering og europæisk integration. Efter 20 år med rationaliseringer og centraliseringer svinger pendulet nu mod provinsen.

Dagbogsgrafik - øverstJeg bebrejder heller ikke regeringen og dens ansvarlige ministre. At stats- og forskningsministeren ikke ønsker, at det skal være lige så let at rejse fra Nordjylland til København og tage en grad i henholdsvis afrikastudier og statskundskab, som det var for dem, er en legitim politisk beslutning. De har en legitim ret til at forme et andet uddannelsessystem end det, de selv blev uddannet i. Et system, der skal tjene andre politiske mål end de hidtidige mål om at øge optaget på universiteterne såvel som kvaliteten af deres uddannelser og forskning.

Jeg kan faktisk ikke engang rigtigt hidse mig op over, at regeringen vælger at beskære KU’s optag i stedet at gå efter den mere logiske løsning, som var at sørge for, at Aalborg Universitet og SDU underviser i deres landsdele frem for i København. Jeg vil godt medgive, at det er ironisk, at de to universiteter blev grundlagt netop for at sikre bedre uddannelsesmuligheder uden for København, men så har slået deres telt op i hovedstaden. Men pyt. Aalborg og SDU laver gode uddannelser, og de gør det i vidt omfang til et andet segment af studerende og uddanner til en anden del af arbejdsmarkedet, end SAMF gør. Det gør de godt, og var de ikke i København, så fik mange af deres studerende alligevel ikke en plads hos os. Det er også værd at huske på, at alle uddannelsespladser i alle større byer tilsyneladende bliver beskåret. Det er ikke kun os, der bliver ramt af regionalismen.

Men jeg bliver trist over, at de studerende, som har kæmpet for at komme ind på deres drømmeuddannelse, og de medarbejdere, som knokler for at gøre SAMF til det fantastiske akademiske miljø, som fakultetet vitterlig er, på baggrund af regeringens udmelding vil have grund til at føle, at deres indsats, deres engagement og deres kompetencer ikke bliver anerkendt. Hvis regeringen ikke værdsætter den indsats, det engagement og de kompetencer, så gør jeg og KU’s ledelse det i hvert fald.

Konsekvensen af dimensioneringen vil blive, at det vil kræve endnu højere karakterer at komme ind på vores uddannelser. Det vil kræve endnu mere stress og stræben efter 12-taller i gymnasiet, og dem, der kommer ind, vil være endnu dygtigere og formentlig i endnu højere grad rekrutteret fra, hvad der i regeringens sprogbrug er eliten. Den paradoksale, men forudsigelige konsekvens af regeringens forslag er således, at vores uddannelser bliver endnu mere elitære og endnu mere københavnske. Hvis vi vil forholde os til den udvikling, må vi også se på balancen mellem kvote 1- og kvote 2-optag.

Ser man isoleret på de parametre, som ministeriet holder af at måle på, vil en dimensionering betyde endnu lavere arbejdsløshed og formentlig drive lønniveauet for nyuddannede kandidater op – og på mange andre parametre gøre vores kandidater endnu mere succesfulde. En succes, som jeg under dem, der kommer ind, men som jeg ikke tror er en del af regeringens plan. For med al respekt kan det godt være, at der bliver færre kandidater fra SAMF, men med et endnu stærkere brand, vil de have endnu nemmere ved at udkonkurrere ansøgere fra andre dele af uddannelsessystemet, end de har i dag.

Vores stærke studerende er en vigtig del af det aftryk, som SAMF sætter på samfundet. Men når der i den grad bliver stillet spørgsmålstegn ved værdien af vores uddannelser og vores akademiske miljø, bliver det endnu vigtigere at vise omverden, at vores uddannelser og forskning har impact. Vi skal vise, at vi sætter viden i værk. Det handler også om kommunikation, men det handler især om, at vi skal komme med løsninger på samfundets problemer. Sammen med de andre ’tørre fakulteter’ etablerer vi et center for public policy – og den strategiske satsning bliver kun vigtigere på baggrund af regionalismen.

En nedskæring i antallet af studerende må nødvendigvis betyde en nedskæring i bevilling. Det kan ikke undgå at betyde nedskæringer og effektiviseringer på SAMF. Kommer det dertil, må vi gøre, hvad der skal gøres med respekt og fornuft – med inddragelse af medarbejdere og, for så vidt det angår uddannelsernes fremtid, de studerende. Vi må og skal fastholde vores evne til at handle strategisk og investere i fagenes fremtid, selvom vi skal spare. Men jeg frygter for konsekvenserne – ikke alene for de berørte medarbejdere, men også for udviklingen af vores faglige miljøer og for den kvalitet i undervisningen, som de kan præsentere med færre ressourcer. SAMF overlever i dag på gevinsterne ved stordriftsfordele. Bliver de fordele mindre på grund af lavere optag, vil det påvirke de muligheder, som vi har for at undervise på internationalt topniveau. Derfor vil vi ikke have andet valg end at fokusere på, hvordan vi kan fastholde stordriftsfordele i vores uddannelsesportefølje. Vi kommer ud af coronakrisen med en masse ideer til fremtidens undervisning. Jeg håber, at vi vil have ressourcer til at realisere dem.

Bliver regeringens forslag til virkelighed, skal de implementeres fra 2023. Med de tidshorisonter, som uddannelsesplanlægning har, betyder det, at vi skal handle på de nye realiteter ganske hurtigt. Men vi har tid til at danne os et overblik og til at gøre os overvejelser om, hvordan SAMF bedst og mest effektivt indretter sig på en ny virkelighed. Vi må vise rettidig omhu, og det gør vi formentlig bedst ved at tilpasse vores udgifter og vores uddannelser i nogle etaper, i takt med at konsekvenserne af regionalismeplanen bliver tydelige.

Institutlederne, fakultetsdirektøren og jeg er alle begyndt at drøfte vores muligheder. Mandag den 31. maj er der indkaldt til ekstraordinært samarbejdsudvalgsmøde. Det er begyndelsen på en lang, inddragende proces, hvor vi skal sætte en ny kurs. Men hvad processen helt præcist bliver, er svært at sige på nuværende tidspunkt. Det er hele KU og ikke blot SAMF, som står over for denne udfordring, og derfor vil jeg og de andre dekaner skulle drøfte med rektor, hvordan han ønsker at prioritere den 10 procents nedskæring i universitetets optag. Denne nedskæring vil selvfølgelig også påvirke andre dagsordener – ikke mindst campusplanerne. Der er med andre ord mange flere spørgsmål, end der er svar på nuværende tidspunkt, og jeg er bange for, at det vil skabe en – fuldt forståelig – usikkerhed over de næste måneder.

Dagbogsgrafik - nederst