18. november 2020

Hippokrates

DAGBOG NOVEMBER 2020

I det gamle Grækenland var læger ikke personer i hvide kitler, men snarere en slags sygdommens historikere, som møjsommeligt noterede sig sygdommens udvikling.

DagbogsgrafikDe var optaget af at tælle kritiske dage, fordi de opdagede, at en sygdom nåede til kritisk punkt, hvor patientens feber steg. Det var en korsvej for patienten – enten gik det hurtigt værre, og patienten døde, eller også gik det bedre, og patienten kom sig.

De græske læger skrev disse patienthistorier ned i de såkaldt hippokratiske tekster. Jeg skriver på en bog om, hvordan kriser former vores opfattelse af samfundet, og det har været fascinerende at læse de oldgræske sygdomshistorier. For de græske lægers opfattelse af krisen som et afgørende øjeblik er gået videre i vores opfattelse af kriser, som afgørende øjeblikke. Coronakrisen er i et sådant øjeblik. Antallet af smittetilfælde stiger på campus, mens Nordjylland bliver lukket ned og minkene aflivet. Den samfundsmæssige feber stiger, mens flere af vores kollegaer og medstuderende får en feber, som ikke er spor metaforisk. Vores model for at undervise så meget vi kan på campus, mens mange medarbejdere arbejder hjemme fra, er således under maksimalt pres.

Hippokrates

Men at feberen stiger, betyder også, at vi er nået til en korsvej. For medicinalvirksomhederne er ved at have vaccinen klar, og vi kan begynde at se frem mod det tidspunkt, hvor samfundet er beskyttet mod spredningen af corona-virus med andre og mere robuste midler end mundbind og afstand. Siden marts har vi mere eller mindre forventet, at tingene blev værre – eller i hvert fald altid måtte tage enhver forbedring med det forbehold, at smittetallet kunne stige, og vi blev bedt om at indføre nye corona-forholdsregler. Vi har hele tiden levet med plan B. Nu kan vi forvente, at tingene bliver bedre. Det betyder ikke, at alt er godt og gjort. For vi skal igennem de sidste svedeture før, at vi er ude på den anden side. I den sidste periode vil folk stadig blive smittet, vi skal stadig gå med mundbind, og vi skal stadig tage hensyn til hinanden og vores forskellige risikoprofiler. Derfor er politikere og WHO-talsmænd meget opsatte på ikke at pege på lyset for enden af tunnelen af frygt for, at vi overser, hvor lang tunnelen er. Men blot fordi vi går i mørket, skal vi ikke undgå at bemærke, at vi er på vej mod lyset.

Vi er på vej ind i den sidste periode af corona-krisen. At den periode kan blive lang, giver os mulighed for at overveje, hvad det er, som vi vil tage med fra krisen. Hvad kan vi lære af ”feberens” udvikling? Som de græske læger må vi omhyggeligt nedskrive, hvad vi har oplevet og lært. Men som alle patienter, så skal vi først og fremmest være lettede, når vi er ude på den anden side. For en ting, som vi med sikkerhed har lært, er, at det faktisk er godt at være på SAMF, og der er mange spændende mennesker at lære af.  

Dagbogsgrafik