21. oktober 2020

Among us

DAGBOG OKTOBER 2020

Hjemme hos mig begyndte vi at spille Among Us i efterårsferien. Slængt rundt omkring i stuen havde vi ansigtet i hver sin telefon, men for en gangs skyld er vi endt i samme rum; nemlig på et rumskib, hvor en af os er morder og de andre skal gætte, hvem det er.

Dekanens dagbog - grafik

Det gør ikke nogen forskel, om man er 11 eller 47 – så vi kan alle fem være med; og det er heldigvis computeren, som afgør eventuelle tvister mellem mine børn. Det er både hyggeligt og sjovt; ikke mindst fordi ens avatar kan have en festlig hat på. Det siger også noget om at samarbejde. Spillerne skal holde ”øråd” med jævne mellem rum og diskutere sig frem til, hvem der er morderen. Den spiller, som får flest stemmer imod sig, bliver smidt ud af luftslusen. Familiens udgangspunkt er, at jeg er morderen, og de mere listige medlemmer af familien spiller benhårdt på det; det er således ofte mig, der ryger ud af luftslusen for ligesom at få spillet i gang.

En familie er jo på sin vis et rumskib, som flyver med lysets hastighed mod fremtiden, og det er en arbejdsplads også. SAMF’s landingsbane er til debat for øjeblikket, fordi det skal undersøges, om vi skal flytte til Søndre Campus efter cirka 15 år på Kommunehospitalet. Det er en tidsrejse i den forstand, at stort set ingen af de studerende, som i dag har deres gang på Kommunehospitalet, selv vil opleve at skulle studere på Søndre Campus. For hvis vi skal flytte, så vil det tidligst ske i 2024. Det samme gælder for ph.d.-studerende og postdocs, som ikke alle vil være ansat i 2024. Fastansat videnskabeligt personale og teknisk-administrativt personale vil tage hele rejsen med, men de kan jo også have fundet nye jobs eller af andre grunde have svært ved at se sig selv foran et skrivebord på Søndre Campus. At forholde sig til fakultetets fremtidige placering bliver således hurtigt et abstrakt spørgsmål, og man kommer nemt til at fokusere på spørgsmål, som virker afgørende nu, men ikke har den store betydning, når fakultet skal lande.

Raket. Foto: Pixabay

Tidsperspektivet gør det til en svær proces at medinddrage medarbejdere og studerende i. Og jeg har brugt en del af min efterårsferie på at tænke på den proces, og hvordan man kan gøre det mindre svært.

Processen bliver ikke mindre indviklet af, at alle universitets organisatoriske niveauer er i spil. Det er bestyrelsen, som endeligt beslutter spørgsmål om fastejendom, så beslutningen om hvor SAMF skal placeres, ligger hverken os mig eller rektor. Processen har vi til gengæld ansvaret for, hvor rektor selvfølgelig ikke blot skal se på SAMF’s forhold, men sørge for at KU’s bygningsøkonomi hænger sammen og fakulteternes lærings- og vidensmiljøer er de bedst mulige. Så SAMF er kun en brik i et større puslespil. Og spørgsmålet er, hvorvidt SAMF-brikken passer ind på Søndre Campus. Det humanistiske-, teologiske- og juridiske fakultet skal således spare kvadratmeter før, vi kan være dér. Præcis som i Among Us sker der altså mange ting rundt omkring på rumskibet, som vi andre ikke kan se. Det er kun ved at mødes og snakke om det, at vi kan identificere problemerne og finde den bedste vej til vores landingsplads.

Jeg bruger derfor meget tid på at mødes med mine dekankollegaer på Søndre Campus, og vi har både en god forståelse af hinandens udgangspunkt og en vilje til at få analyseret vores fælles og individuelle bygningsbehov. Men først og fremmest så har Kirsten, Carsten, Jacob og jeg en gensidig tillid, som gør, at jeg er sikker på, at vi kan få en god proces ud af noget, som under andre omstændigheder kunne være en kilde til konflikt. Campus Service (CAS) er ligeledes en god og vigtig partner i projektet, og vi arbejder tæt sammen på at formulere en projektbeskrivelse, der gør det muligt at undersøge SAMF’s lokalebehov til bunds. Jeg regner med, at CAS vil have en eller flere medarbejdere placeret i fakultetssekretariatet i de kommende måneder, så vi kan arbejde tæt sammen. På SAMF har vi holdt første møde i det rådgivende bygningsudvalg, som skal rådgive mig om SAMF’s behov og give input i processen. På det første møde oplevede jeg stor forståelse for processens komplekse karakter og vilje til at arbejde med spørgsmålet, også selvom alle erkendte, at landingsbanen ligger langt ude i fremtiden.

På dette tidspunkt i processen bliver vi klogere på, hvad spørgsmålene er, men er mindre sikre på svarene. Det mest interessant svar er i virkeligheden ikke på spørgsmålet om, hvorvidt vi skal flytte til Søndre Campus. For campusplanen handler ikke kun om, hvor vi bor, men også om hvordan vi bor. Kommunehospitalet har sat nogle meget specifikke rammer for, hvordan vi har indrettet os. Hvordan kan vi indrette studiemiljø, kontorområder mv. i andre rammer? Hvis vi har lært en ting af nedlukningen, så er det, at mødet mellem studerende og undervisere, mellem forskerkollegaer, mellem administrative medarbejdere og videnskabeligt personale osv. er det, som vi har mest brug for og savner mest. Kommunehospitalets lange gange har i 15 år været en langtrukken sammensværgelse mod interaktion og spontane møder – flytter vi ud af hospitalet, hvordan vil vi så indrette os?

Jeg drømmer om universitetet som en lounge, hvor man kan mødes med lige netop dem, som skal inspirere én den dag. Jeg drømmer om undervisningslokaler, hvor man kan ændre opsætningen til fleksibel undervisning, og hvor underviseren ikke lurer bag en støbejernssøjle. Lokaler som er af en kvalitet og har faciliteter omkring sig til, at vi ikke er bange for at invitere folk udefra til efter- og videreuddannelse. Jeg drømmer om studiemiljøer, som er mere end cafeer i kældre, men hvor faglighed og festlighed går naturligt hånd i hånd, og hvor der er plads og faciliteter til begge dele. Og jeg drømmer om arbejdspladser, som er rammen for faglige og administrative fællesskaber med en relativ konstant temperatur året rundt.

Hvor mange af de drømme kan realiseres, og kan de realiseres på Søndre Campus? Svaret er i alt sin enkelthed, at det ved jeg ikke; men jeg vil meget gerne finde ud af det. Og jeg håber at studerende og medarbejdere på SAMF vil hjælpe mig med at finde ud af det.

Desværre har vi på KU og på SAMF en tendens til at ville have svarene, inden vi har stillet spørgsmålene. Da vi analyserede uddannelsesadministrationen på SAMF oplevede jeg, at der var overraskende mange ansatte og studerende, som prøvede at gætte, hvad jeg mente processen skulle ende med, i stedet for at engagere sig i selve processen. Som i Among Us kan det være lettere at smide nogen ud af luftslusen end at stille vanskelige spørgsmål til de andre i fællesskabet. I starten forvirrede det mig, at man simpelthen ikke troede på mig, når jeg sagde, at det hele ikke var afgjort på forhånd. For jeg siger som regel, hvad jeg mener, og pakker det sjældent særlig grundigt ind. Efterhånden gik det op for mig, at det var selve beslutningen om, at vi skulle reformere og i et eller andet omfang centralisere uddannelsesadministrationen, som blev set som et udtryk for, at den endelig organisation også var besluttet og det omfattende analysearbejde blot var en skueproces. Sandheden var, at jeg insisterede på at have lov til at være nysgerrig, og det vil jeg også gøre, når det handler om SAMF’s fremtidige placering.

Ledelse består ikke i at have alle svarene, men i at sørge for, at de rigtige spørgsmål bliver stillet og sikre sig, at de bliver besvaret ærligt, og at der bliver handlet på svaret. De mange, der rent faktisk hjalp til med at formulere spørgsmål og svar, fik stor indflydelse på processen omkring uddannelsesadministrationens fremtidige indretning, og på samme måde vil dem, som har mod til at være nysgerrige sammen med mig og resten af SAMF’s ledelse, også have indflydelse på, hvordan vi bor i fremtiden. Udgangspunktet for det arbejde bliver den rådgivende bygningsgruppe, men diskussionen vil ske i alle enheder og på alle institutter på SAMF. Gruppen har bl.a. til opgave at hjælpe med facilitere inddragelse af studerende og medarbejdere på SAMF i bygningsanalysen.

Uanset hvor vigtige de fysiske rammer er, så er SAMF ikke sine bygninger. Vi er et samlet, fagligt fællesskab. Både fagligheden og fællesskabet har taget mange former siden 1677, da Bartholin blev udpeget som professor i politices et historiæ patriæ, og som sådan lagde kimen til samfundsfag på KU. Den gang foregik undervisning og forskning på Frue Plads. I 2024 kan det være, at vi sætter viden i værk fra Søndre Campus, men ambitionerne om at forstå og forandre verden vedbliver med at være de samme.

Dekanens dagbog - grafik