30. september 2020

The chopper

DAGBOG SEPTEMBER 2020

Don't get on the chopper if you can't stop thinking about linear time!

Dekanens dagbog - grafik

Jeg er meget lettet over, at biografene stadig er åbne. For mig var det ret hårdt ikke at komme i biografen i foråret, og jeg nød derfor endelig at komme i Imperial for at se Christopher Nolans Tenet på 70mm celluloid. Filmen er svær at genfortælle blandt andet, fordi en del af scenerne kører baglæns – både narrativt og til tider bogstaveligt. Til andre tider springer filmen frem i tid. Jeg havde mistanken om, at Nolan heller ikke var helt sikker på, hvad der foregik, så alene af den grund er den bedste måde at se Tenet på at stoppe med at søge at gennemskue og forudsige narrativet, og i stedet give sig hen til historien. På den måde er det den er perfekte film til 2020.  

Tenet er fyldt med citater, der er fede, fordi eller på trods af, at de er lidt for meget. I filmens kulminerende scene, hvor to angrebshold skal sættes ind med helikopter i et angreb i to tidsdimensioner, råber en officer til hovedpersonen, som tilsyneladende også er forvirret: ”Don't get on the chopper if you can't stop thinking about linear time!”

Jeg har mumlet den sætning for mig selv, mens jeg har haft lukket for Zoom-lyden på møder. Den største udfordring i 2020 er at acceptere, at corona-virkeligheden ikke giver nogen mening efter de måder, som vi plejer at gøre universitet på. Og hvis man ikke kan give slip på den måde, som plejer at gøre tingene på, så er det ikke alene svært at komme igennem corona-krisen, man misforstår også betydningen af de forandringer, som vi står midt i.

Noget i den måde, som vi diskuterer undervisning på, får mig til at sukke ”don't get on the chopper if you can't stop thinking about linear time!” Det starter med påpegningen af selv det mindste problem med kameraerne, mikrofoner, computer eller andet af det udstyr, som skal få undervisningen til at køre, med den konklusion, at når dimsen ikke virker, så kan man kun gennemføre undervisningen, som man plejer med kridt og tavle. Det fortsætter med vittigheder om, at internetforbindelsen er bevidst dårlig, så de studerende skal føle sig motiverede til at møde op i auditoriet i stedet for at følge undervisning på Zoom. Og det ender med snak blandt undervisere om, at det handler om ikke at lave online undervisning for lækker, for så vil de studerende ikke tilbage i undervisningslokalet.

 Undervisningssituation i auditorium på CSS. Foto: Sara Galbiati

Undervisning under nye former. Foto: Sara Galbiati 

Denne måde at omtale undervisning på har desværre lange traditioner på KU. Da jeg startede som post.doc. fortalte en ældre lektor mig med et skævt smil, at jeg skulle sørge for at aflyse den første undervisningsgang og derefter flytte lokale, så var man sikker på, at der ikke kom så mange studerende. Det tog mig noget tid at forstå, at det var hans måde at kommentere, at der var flere studerende, som valgte mit fag, end der valgte hans. I dag styrer vi lokalerne en del tættere end i 00’erne, så den gamle lektors finte virker ikke længere. Hvis finten nogensinde gjorde det. For i virkeligheden håbede lektoren jo på, at der kom mange studerende til hans undervisning. Det var præcist det skuffede håb, som han prøvede at håndtere ved at lade som om, at han prøvede at undgå de studerende. På samme måde er jeg sikker på, at det er frygten for ikke at gøre det så godt, som man plejer, som udløser al snakken om, at streaming og online undervisning nok forsvinder igen. Andre håndterer den frygt anderledes og mere produktivt ved at bruge det nye udstyr og de nye medier til at skabe spændende og udfordrende undervisning.

Vi kommer aldrig til at have al undervisning online, men jeg kan godt forestille mig, at meget undervisning fortsat vil være streamet på den anden side af corona-tiden. Vi kommer aldrig til at erstatte forelæsninger med video, men jeg kan sagtens forestille mig, at dele af pensum bliver afviklet inden, at man møder op til forelæsningen, som så bruges på at behandle andre dele af den problematik, som timen skal belyse – på mere interaktive måder. Vi kommer aldrig til at lave videomateriale af reklamefilmskvalitet, men vi kan sagtens gøre det flot og vi kan sagtens bruge nye teknologier, f.eks. VR, på spændende måder af høj kvalitet. Forleden besøgte jeg Guido Makranskys Virtual Learning Lab på Institut for Psykologi, og det er fascinerende, hvad han og kollegaerne kan med VR.

Corona-tiden er ikke den nye normal, men det er begyndelsen på nye måder at forske og undervise på, som vi for alvor skal realisere, når vi kommer ud af krisen. Corona-tiden har også vist, at de studerende på SAMF ikke alene kan skrive, de kan også digte, som statskundskabsstuderende Rebecca Kjar-Levins vinderdigt af coronaskrivekonkurrencen, arrangeret af antropologistuderende Kristian Engberg, viser til overflod og med overskud. Hvornår har vi sidst brugt de kreative kompetencer i undervisningen? Det skal vi kunne i fremtiden, også når de studerende ikke er tvunget til at skrive i ensomhed på kollegieværelset.

Vi kommer ikke tilbage til virkeligheden fra 10. marts. Vi kommer tilbage til en ny virkelighed. Og den nye virkelighed bliver skabt omkring os – med frem- og tilbageskridt, som nogle gange får mig at føle mig på fremtidens universitet og andre gange på fortidens. Vi samler op på problemerne i fremtidens undervisning, mens vi er i gang med at opfinde den. Vi er ombord i helikopteren, vi må stoppe med at tænke vores traditionelle, langsomme processer og troen på at vi kan planlægge undervisning, som vi plejer. Tværtimod må vi erkende, at heller ikke det semester bliver det sidste corona-semester. Fremtiden er kommet for at blive.

Dekanens dagbog - grafik