Afgifter er den skarpeste kniv i klimaskuffen

Kronik af professor Peter Birch Sørensen, professor Hans Jørgen Whitta-Jacobsen (begge Økonomisk Institut) og videdirektør Jens Hauch (Tænketanken KRAKA) i Berlingske den 26. november 2019.
 
Til foråret kommer regeringen med sin plan for, hvordan Danmark skal nå målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030. Der er efterhånden meget bred politisk opbakning til målet, og internationalt er der større fokus på klimaproblemet end nogensinde før.

Det er sandsynligt, at den forestående aftale vil definere Danmarks klimaindsats i mange år fremover. Vi er bekymret for, at regeringen og Folketinget i det afgørende øjeblik vil vælge at se bort fra det mest oplagte og effektive instrument til reduktion af CO2-udledninger: En ensartet afgift på drivhusgasser, hvor provenuet føres tilbage til virksomheder og husholdninger.

Først og fremmest må man erkende, at realisering af klimamålet har omkostninger, og regningen ender med sikkerhed ad den ene eller anden vej hos de danske husholdninger. Der eksisterer ikke smarte, gratis løsninger.

Omkostningerne ved den grønne omstilling skyldes, at de klimavenlige grønne teknologier på mange områder stadig er dyrere end teknologier baseret på fossile brændsler. Hvis dette ikke var tilfældet, ville der ikke være en udfordring, og omstillingen ville ske af sig selv.

Overskueligt tab

Det behøver imidlertid ikke at være meget dyrt samlet set at nå klimamålet. Det Miljøøkonomiske råd anslår, at det vil koste Danmark ca. 0,5 procent af BNP at gøre os fri af de fossile brændsler i 2050. Det svarer til tabet ved, at den økonomiske vækst stopper i mindre end et halvt år for derefter at fortsætte som hidtil. Det er meget overskueligt for et velstående land som Danmark.

Men selv om det samlede tab muligvis er af en overskuelig størrelsesorden, kan det ramme forskellige mennesker og brancher meget forskelligt og af den grund være tungt at bære for nogle grupper. Derfor er det vigtigt at holde omkostningerne så lave som overhovedet muligt, og derfor er det vigtigt at sikre, at staten har midler til at afbøde uønskede fordelingsvirkninger af den store omstilling.

En CO2-afgift, hvor alle, der udleder drivhusgasser – industri, landbrug, forbrugere osv. – står over for den samme afgift, vil minimere de samfundsøkonomiske omkostninger ved klimaindsatsen.

Afgiften sikrer, at indsatsen for at reducere udledningerne sker der, hvor det er billigst. Hvis f.eks. en virksomhed uden de store omkostninger kan reducere sin udledning, vil den gøre det og spare afgiften. Hvis derimod reduktionsomkostningen er større end afgiften, vil virksomheden fortsætte udledningen, men betale afgiften. Afgiften bør være lempelig i starten, men gradvis forøges frem mod 2030 og 2050, så den medvirker til, at klimamålene realiseres.

En CO2-afgift tilskynder også til at udvikle nye teknologier: Hvis en ny smart teknologi gør det billigt at reducere udledningen af drivhusgasser, kan man med anvendelse af teknologien slippe for afgiften – teknologien vil blive købt, og udvikleren tjene penge. Teknologiudviklingen betyder også, at afgiftsbelastningen med tiden får mindre og mindre betydning for virksomheder og husholdninger, fordi det bliver stadigt billigere at reducere udledningerne.

De afledte prisændringer er endnu en fordel ved afgifter – jo mere klimabelastende produkterne er, jo dyrere bliver de. Det får brugerne – virksomheder såvel som husholdninger – til at søge mod mere klimavenlige alternativer, uden at de behøver at have et teknisk kendskab til forskellige varers klimabelastning.

Kan afbøde uønskede sideeffekter

Når en klimaplan skal forhandles på plads, vil der være en række naturlige politiske ønsker.

Nogle frygter måske, at omstillingsomkostningerne vender den tunge ende nedad, så forbrugsudgifterne stiger relativt mest for lavindkomstgrupper. Det ved vi ikke med sikkerhed, men det kan i værste fald true den folkelige opbakning til den grønne omstilling. Derfor er det vigtigt at imødegå uønskede fordelingseffekter.

Det kan gøres ved at afsætte en del af afgiftsprovenuet til et højere personfradrag eller til en såkaldt »klimabonus« til alle danskere. Begge dele vil være en særlig fordel for dem med de laveste indkomster. Man kan også bruge dele af provenuet til at kompensere for uønskede geografiske fordelingseffekter.

Andre fokuserer på erhvervslivet og konkurrenceevnen: Får afgifterne de energitunge danske virksomheder til at dreje nøglen om? Også denne risiko eksisterer, men kan minimeres ved at give disse virksomheder et »bundfradrag« i afgiften: De slipper for at betale for en del af deres udledning, men da de skal betale for udledninger over en vis grænse, har de stadig tilskyndelse til at reducere deres udledninger.

Bundfradraget til energitunge virksomheder reducerer problemet med såkaldt kulstoflækage, hvor en del af udledningerne flytter til udlandet via udflytning af produktion. Lækagerisikoen gælder også for landbruget, der ligeledes bør omfattes af afgifter, men med særlige tilbageførelsesmekanismer, der håndterer lækage og giver ensartet tilskyndelse til alle bedrifter.

En væsentlig fordel ved afgifter er således, at de vil kunne tilvejebringe et provenu, der kan tilbageføres og afhjælpe uønskede sidevirkninger. Dette gælder ikke for andre og mindre effektive klimaindsatser såsom klimapartnerskaber, påbud og forbud, centralt besluttede investeringer, bygningsreglement osv.

Teknologiudvikling kan bidrage yderligere

Med et globalt grønt perspektiv kan man ønske, at Danmark ikke alene bidrager med at reducere egne udledninger, men også hjælper andre lande videre i deres grønne omstilling. Danmark kan her bidrage til udvikling af billige grønne teknologier ud over den tilskyndelse, der ligger i en dansk CO2-afgift. Med billigere teknologier bliver det nemmere og dermed mere realistisk for Danmark og andre lande at reducere udledningerne.

For at understøtte den grønne teknologiudvikling giver det god mening at oprette en statslig grøn fond, gerne med inddragelse af relevante kompetencer fra Vækstfonden og Innovationsfonden. Fonden kan finansieres ved udstedelse af lange - f.eks. 30-årige - statsobligationer, hvor man kan drage fordel af de aktuelt ekstremt lave statsrenter. Men fonden skal alene bruges til at understøtte udvikling af teknologier, ikke til at investere i en dansk grøn omstilling med allerede markedsmodne teknologier – den opgave bør overlades til afgifterne og markederne.

Visse sekundære politiske mål i klimapolitikken er nok uundgåelige, f.eks. vedrørende fordelingseffekter. Men for mange sekundære mål gør opfyldelsen af det primære mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. unødigt dyrt med et samfundsøkonomisk tab til følge. Så vi opfordrer politikerne til at være tilbageholdende med at opstille for mange snærende sekundære mål.

Yes we can

Politikerne bør afstå fra at pålægge virksomheder og borgere specifikke krav til, hvilke grønne teknologier, de skal bruge: Skal det f.eks. være solceller, vindmøller, biomasse eller bølgeenergi? Afgifterne sikrer de rigtige valg på markedsvilkår, ekstra politisk indblanding gør kun omstillingen dyrere end nødvendigt.

Hvis Danmark holder blikket rettet mod den grønne omstilling, og vælger de rigtige virkemidler, burde omstillingen være en overkommelig opgave. Med afgifter på drivhusgasser som et bærende element, kan Danmark realisere reduktionsmålet billigst muligt. Og med fuld tilbageføring kan man håndtere de sekundære målsætninger og forhåbentlig opretholde den nuværende brede opbakning til omstillingen.