3. januar 2017

At drømme København

Indlæg af forskerkollektivet UTOPIA på TURBOLENS.NET den 3. januar 2017.

Forfatterne er Anders Blok, Ester Fritsch, Asmus Haastrup, Sofie Isager Ahl, Amanda Lauritsen, Frederikke Nayberg, Anna Frohn Pedersen, Cecilie Rubow, Rikke Kvist Wulff. Alle forskere og studerende fra Institut for Antropologi og Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Hvordan skal området omkring den tidligere Åboulevard indrettes? Hvem og hvad skal Ladegaards Å gøre godt for? Et hold antropologer og sociologer har undersøgt et sted, der ikke findes endnu. De fortæller her om en utopisk feltrejse til et nyt København.

Fra det gamle kommunehospital, som i dag huser de samfundsvidenskabelige uddannelser på Københavns Universitet, kigger man ud over de københavnske søer. Her, midt i byen, strømmer vandet fra forstædernes opland via betonrør under jorden ind til Søerne og videre ud mod Øresund. En del af vandet er synligt, ænderne finder deres føde i det, og folk går tur omkring det på knasende stier. En anden del af vandet er ved at blive synligt. Ladegaards Å – åen, der blev gravet ned i begyndelsen af det 20. århundrede, men som nu er på vej tilbage til overfladen.

Ladegaards Å er både et sted og et ikke-sted, et mellemrum mellem beboelser og en fælled for forestillinger om fremtidens byrum. Arkitekterne har tegnet, ingeniørerne har regnet, politikerne har skændtes, københavnerne har ‘liked’. Åen er vokset frem i rapporter, avisartikler, samtaler og på hjemmesider om tunneler til biler, rislende vand, skybrudsplaner og grønne områder. Senest har den opfattelse bredt sig, at det hele alligevel bliver for dyrt.

Men hermed er det sidste ord ikke sagt. Hvem ved egentlig, hvordan området bør indrettes, så det kommer flest muligt til gode? Hvis åen igen flyder gennem byen, hvilke former for liv – mennesker, dyr, planter og andre væsener, bør så flyde med den? Hvilken slags natur, og hvilken slags kultur, bør åen være?

Igennem det sidste års tid er Utopia i fællesskab gået på opdagelse langs den å, der både findes og ikke findes. Vi har rekonstrueret åens historie og interviewet projektets ildsjæle. Vi har analyseret den offentlige diskussion og sat os ind i skybrudsplaner og klimafremskrivninger. Vi har søgt indsigt hos sociologiens mestre og samfundsutopiernes praktikere og teoretikere. Vi har været på feltture i byen og fornemmet dens stemninger. Alt sammen i håb om at opdage nye sider af et sted og dets muligheder.

På den sidste del af turen har vi slået følge med en jordling. Hun har skiftet identitet fra menneske til jordling, fortæller hun. Hun ligner af udseende en hvilken som helst anden på gaden. Jordlinge er ikke en ny art, de er en anden måde at være homo sapiens på. Hendes embede er at se nye forbindelser. At se byen på en lidt anden måde. Hun fortæller, at jordlingebevægelsens nu omfattende netværk voksede frem af “bekymring og kærlighed til Jorden,” og at jordlinge arbejder på at finde nye forbindelser mellem natur og kultur.

Historikere strides om bevægelsens begyndelse, som fastsættes enten ved menneskets ankomst til Månen, eller i årene for den folkelige omstilling i kølvandet af klimaforandringerne. En af inspirationskilderne til jordlingebevægelsen er den franske filosof Bruno Latour som tilbage i 2011 skrev “A Plea for Earthly Sciences”: Hvad sker der med vores identiteter, når vi opdager, at det moderne projekts forhåbninger om frigørelse fra naturen ikke var farbart? Når vi besinder os på, at vi lever i en verden, hvor mennesker ikke længere kan tænkes som adskilte fra den natur, der omgiver dem – og hvor den selvsamme natur for længst er blevet formet af menneskets indgriben?

Hvis modernisering var for ‘mennesker’, hvad er så et godt navn for denne nye periode? Det var Latour, der første gang kaldte dem jordlinge. Jordlinge er måske kendt fra science-fiction, men de signalerer samtidig en konkret besindelse på vores mange jordlige forbindelser. Som jordling skal homo sapiens først nu til at finde ud af, hvordan de hele tiden har været forbundet til verden, naturen, planeten, Gaia. “Det er ikke så afgørende for mig, hvornår bevægelsen begyndte,” siger vores jordling. “Det væsentlige er, at det for alvor gik op for menneskene, hvor på én gang storslået og skrøbelig Jorden er – og hvor væsentlig det er at forstå jordforbindelserne.”

Vi går gennem byens gader, i følgeskab med jordlingen. Byen ser anderledes ud i dette selskab. Vi når frem til Søpavillonens nyopførte kuppel. Den lyser, som kupler har gjort til alle tider og i alle kulturer. Ordet kuppel kommer af det latinske domus, der betyder hjem. Kupler er hjem for viden og erfaring, for religion, for kunst, for arkitektur, for videnskab. Det er her, i pavillonens kuppel, der holdes møder mellem de entreprenører, ingeniører, landskabsdiplomater og håndværkere, som virkeliggør de andre nye kupler, der gradvist skal plantes i å-landskabet. Fra svalegangen på pavillonens kuppel viser jordlingen os det nye landskab, som det tager form med træer, padder og kupler i en bakket nybygget ådal.

Omformningen af å-landskabet er blevet vedtaget af en lang række interessenter. Vandforsyningsselskabet DING har postet penge i og mange tusinde borgere har bidraget med ideer og kræfter til projektet. I sidste ende er det Københavns Fælled (tidligere kendt som Kommune), der er ansvarlig for at åbne området. En ny type embede er opstået i processen: inspireret af jordlingenes nye livsformer er en skare af fælled-udforskere blevet uddannet og ansat med ansvar for at fremme omstillingen.

Å-området har aldrig ligget fast, dets form har forandret sig i takt med byens udvikling lige siden 1500-tallet. Åen blev anlagt som drikkevandsforsyning, men omdannet til kloak i 1900-tallet, rørført og skjult under Åboulevarden. Nu er den ved at finde sit løb på ny. Vi går med strømmen af mennesker op gennem ådalen. Oppe ad Rosenørnens Boulevard har Forum tidligere på året huset en messe for skrøbelig viden om jordforbindelser. Jordlinge og jordlingeaspirerende fra hele verden fulgte med på nettet.

Enkle geodætiske kuppel-konstruktioner, sammensatte trekanter, er ved at tage form, transparente og store. Store nok til at disse lette drivhuslignende rum-konstruktioner tillader større forsamlinger at opholde sig i dem. De sfæriske former skal fungere som en art eksploratorium, hvor det undersøges, hvordan vi er forbundet. Ikke bare mennesker indbyrdes, men mennesker, vand, fisk, fugle, sten, luft, jorden.

Jordlingebevægelsen er i så hastig vækst og antager så mange former i disse år, at ingen rigtig har overblik. Vi er klædt på med feltarbejderens åbne sind.

I den første kuppel vores jordlinge-ven introducerer os til, står en udforsker i tweedjakke på en lille forhøjning, let afskærmet fra vinden. Han holder oplæg for en håndfuld mennesker. Til daglig sidder han øverst i kuplen og forsker i forskellige arters indbyrdes interaktion på steder som å-området. Der er en ram lugt af mose indenfor. Dunk og brus fra åens vand blandes på en mixerpult med radiobølger. Mange mennesker har samlet sig herinde. Der er et væld af videnskabeligt og teknologisk udstyr, som de besøgende kan benytte. Vi kigger rundt og bemærker blandt andet, at nogle arbejder med et klimatisk måleapparat. Andre sidder ved et bord med jordprøver fra forskellige steder i verden. En kvindelig udforsker annoncerer, at hun vil tage å-prøver og dem, der vil med, kan stille sig over til indgangen. Vi går ud af kuplen og hen til åen, hvor vi bliver instrueret i, hvordan vi skal tage prøver. En anden gruppe er i gang med at teste daphnia. De filtrerer vandet, forklarer en udforsker iført waders. “Der er meget manpower i sådan en daphnia, over 40 milliliter vand om dagen for én – og der er måske over 10.000 i åen”, siger han. Åen er stadig skrøbelig og mangler at finde sin vej gennem landskabet. Han fortæller, at vi ikke skal forme åen, men at vi bør hjælpe den på vej til at forme sig selv. Hvordan gør man det? Hvad vil jordlinge gøre? Det hersker der endnu uafklarethed omkring.

Blot nogle meter derfra ligger endnu en kuppel. Vi kan se gennem glasset, at den er fyldt med planter. De bebor kuplens loft, dens vægge, og de pupper sig i kuplens midte. En udforsker sidder mellem kasser fyldt med jord. Hun fortæller, at hun eksperimenterer med at kommunikere med planterne gennem forskellige sammensætninger af muld. Det er et af jordlingenes primære indsatsområder at forfine kommunikationen med planterne. En af de bagvedliggende drivkræfter er at fremme samarbejdet mellem væsnerne. Et praktisk orienteret resultat her og nu ser vi i kuplens plante-hospital. Her får triste plantekonglomerater nyt liv, og af og til en ny plejer som nogle gange tager konglomeraterne med hjem. Vi observerer to besøgende skændes. “Det er direkte uansvarligt”, siger den ene. Vi spørger jordlingen, hvordan Fælledrådet forholder sig til alle kontroverserne i jordlingebevægelsen.“Selvfølgelig er der modstridende interesser, men der er mange nye stemmer der blander sig, nye væsentligheder,” siger hun. Vi når desværre ikke at få uddybet det udsagn, inden vi bevæger os videre.

Længere oppe af åen er en flok siv ved at mase sig ud i vandet. Vi ser børn holde samråd med stedets insekter. Jordlingen peger os ind i midten af den glaskuppel, der huser Kuppelskolen. Her står et stort, rundt bord med forskellige stole omkring. Langs kuplens ydervægge er der placeret køkkenborde med indbyggede vaske. Foran en af vaskene står en lærer og skyller gulerødder. Han vender sig om og taler til os: “Jeg har analyseret mængden af bitterstof og terpener i gulerødderne her, og de har det utvetydigt okay med at blive spist. Ellers ville de slet ikke være så søde og aromatiske”. Han hiver en stor gryde frem, og fylder den med vand. “Vi skal have kogt gulerødderne.” En af eleverne fra Kuppelskolen kommer med en kylling i et fast tag under armen. Hun placerer den inde i et stort monstrum af en maskine, der står langs væggen, og lukker lugen. BIP BIP, lyder det højt, efterfulgt af et PLING. “Den vil heller ikke i dag” råber pigen, og går ud af kuplen med kyllingen igen. “Det er vores invivovult”, siger læreren: “Nogle væsener er for svære at forstå, og så kan invivovult’en give os en indikation på væsenets livslyst.” Jordlingen beder os sætte os. Vi får serveret kogte gulerødder med honning og ristede myrer. “De var desertører, så dronningen fik dem slået ihjel”, forklarer han, “hun lod det kommunikere, at vi måtte tage dem. Myre-sprog afkodede vi for nogle år siden.”

Maden og de mange indtryk har gjort os lidt tunge. Det er altid overvældende og udmattende at være på feltture. Selv denne ganske korte rejse ned langs Søerne og op af den gamle Åboulevard sætter vores forståelse af verden på prøve. Vi taler med jordlingen om udenforståendes udfordringer ved at forstå den vending i livsform, som jordlinge både udforsker og efterstræber. “Måske er det bedst at se flere eksempler på vore eksperimenter”, siger hun og åbner døren til lydlaboratoriet. Rundt om i kuplen ligger folk på den varme bark-asfalt. De har alle hovedtelefoner på. Vi sætter os. Vi hører vand risle. En frø kvækker, og da vi hører godt efter, kan vi høre mange andre væsner stemme i. Lydene svinder hen, og en stemme kommer til live i vores ører. Lydsporet skifter igen og igen. “De nyeste teknologier inden for lydproduktion giver os mulighed for at udforske vores sansehuller” fortæller operatøren. “Nu kan vi høre jordens sagte vibrationer, og vi kan høre planterne gro. Jorden taler til os på sprog, vi først lige er ved at lære.”

En sidste kuppel er placeret nær åens udløb. “Den er ikke færdig og bliver det aldrig, men drives af en rastløs energi” får vi at vide. “Det er som sagt vanskeligt at udpege helt nøjagtigt, hvad der destabiliserede kategorierne og kosmos i en sådan grad at nogle mennesker forlod kategorien menneske og blev jordlinge. Men det er blevet besluttet, at kuplen skal konstrueres af håb for en radikalt forpligtende forbundethed og give ly til jordlinge-eksperimenter.”

Der er huller i tagkonstruktionen, hvor glas-trekanter er taget af. På dem skrives forslag fra folk i byen, brudstykker af utopiske tanker fra alle dem, der allerede arbejder på fremtiden. Tanker er formuleret i enkle sætninger og projiceret op på væggen. Uret, der lyser op på væggen, viser, at et Utopiathon har været i gang i et døgn, og at de fortsat har tre døgn til at udvikle løsningen på det aktuelle problem. “Når ideerne forlader kuplen er de ikke nødvendigvis gennemtænkte og færdiggjorte. De er umiddelbare og flyvske – mistbænke til at noget nyt, om end utopisk, kan spire, stille spørgsmål til og udfordre livet uden for kuplen.” Jordlingen fremhæver et af de nyeste citater: “Hvad er natur?” har nogen i en børnehave spurgt, og børnenes svar er skrevet som en utopi på væggen: “Luften, træer, skoven, stranden, at være fe, blade, grene, mudder, mennesker, jakker, huer, sko, solen – fordi den er oppe i himlen, blæsten”. På et andet felt står, at det skal være en forpligtelse for hver borger at tænke en ny fremtid og dele den her. “Under dette halvfærdige tag skal vi mødes for at tænke sammen. Det er her, vi kan mødes for at drømme København.”

Vi går ud af kuplen, gennem den fugtige ådal, og vender tilbage til universitetet.


UTOPIA er:

– et forskningsfællesskab som har beskæftiget sig med op mod 30 eksempler på utopisk praksis i København. Ladegaards Å er blevet valgt som en prisme til at afsøge de spørgsmål, der for alvor trænger sig på i en verden præget af økologiske kriser. En verden, hvor gamle selvfølgeligheder udfordres og hvor nye sensibiliteter opstår, såvel videnskabeligt som etisk, teknologisk som æstetisk. Også på de nære steder, som vi troede, at vi kendte så godt.

– et forsøg på at arbejde med utopier i forskning og undervisning. Der er talt om utopier siden 1516, hvor Thomas More udgav sin udødelige bog om det gode sted, der er ingen steder. Vi arbejder bl.a. ud fra Lucy Sargissons ide om at tænke utopisk som en kritisk undersøgelse af samtiden på en overdreven, legende og fremmedgørende måde.

– et undervisningsbaseret forskningsprojekt. Hensigten er at integrere undervisning og forskning ved at undervisningen foregår som et forskningsprojekt med et kollektivt feltarbejde som krumtap. Det indsamlede materiale samt foreløbige resultater kan tilgås på mereimellem.dk. Deltagere i projektet er studerende og forskere på Institut for Antropologi og Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

– støttet finansielt af Studenterrådets Jubilæumsfond, Københavns Universitet, samt 2016-midler fra Københavns Universitet.