19. august 2015

Bagsiden af åbenhed

Af Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d. og professor ved Institut for Statskundskab. Blogindlæg på bloggen Magt og Marked i Berlingske den 19. august 2015.

Peter Kurrild-Klitgaard

Det er “bagsiden af medaljen”.  Den oversete “anden-ordens effekt”, som politikerne ofte glemmer, når de fremsætter lovforslag.  De ser et problem i borgernes adfærd, og de skønner, at dét kan man afhjælpe med et forbud eller et påbud, en skat eller en afgift. Men de glemmer at mennesker tilpasser sig forandringer–så politikerne glemmer at “regne frem” og medtage, hvad borgernes reaktioner vil være på, at den slags indføres, og hvad konsekvenserne af dét bliver.  Et grundbogs-eksempel er, når højere afgifter på en vare ender med at give færre penge i statskassen–fordi forbrugerne ændrer deres forbrug, når varen bliver dyrere.

***

Det burde man måske tænke på i disse dage, hvor Enhedslisten prøver at strikke et flertal sammen i Folketinget, der vil pålægge regeringen at indføre større åbenhed om private bidrag til politiske kandidater og politiske partier.  Konkret vil Enhedslisten m.fl. f.eks. reducere grænsen for, hvornår donorers navne skal indberettes, fra 20.000 kr. til 10.000 kr., samt tydeliggøre de konkrete donorbeløb og indføre “regnskabspligt” i partierne.

Folketingsmedlem Pernille Skipper siger:

“Det handler om at skabe åbenhed om de mange millioner, som kommer fra virksomheder og private organisationer til partierne, så vælgerne har en indsigt i, hvem der modtager penge fra hvem.”

Det Radikale Venstres Morten Østergaard stemmer i:

“Det er så afgørende, at der er den samme grad af åbenhed om partistøtten i Danmark som i de lande, vi normalt sammenligner os med.”

Det lyder altsammen meget godt.  Måske.

Eller måske ikke.  For netop i de lande, hvor man har reguleret bidrag til partier og kandidater mest detaljeret, har man gjort sig erfaringer med, hvad der sker, når man gennemtvinger åbenhed om ting, som politikere og donorer–af gode eller dårlige grunde–helst ikke vil have frem: Pengene ryger helt ud i mørket, hvor man slet intet kan se, eller hvor der er færrest regler.  De forsvinder ikke, men støtten bliver usynlig.

***

Det mest klokkeklare skræmmeeksempel i så henseende er USA, hvor der i årtier har været mange, meget restriktive regler for private bidrag og åbenhed om samme–men hvor netop disse reguleringer, paradoksalt nok, har skabt et “gråt marked” for politisk kampagner, som ikke eksisterede før, nemlig de såkaldte “politiske handlingskomitéer” (“political action committees, oftest forkortet “PAC”). Disse er foreninger, eller fonde om man vil, som–naturligt i et land med demokrati og ytringsfrihed–gerne må føre politiske kampagner men ikke må gøre det på en måde, der er “koordineret” med en kandidat eller et parti.  Gør man det sidste, vil der være grænser for, hvor meget “PAC”‘en må bruge, men fører man blot en selvstændig oplysningskampagne, kan man i sagens natur vanskeligt regulere det ved lov, og derfor er der ingen beløbsgrænser.

“PACs” må altså også gerne give penge direkte til en kandidat eller et parti–i hvilket tilfælde der skal være åbenhed om dette, men ikke nødvendigvis om hvem der har givet til “PAC”en.  På den måde fungerer de–ligesom de “erhvervsklubber”, der kendes fra flere danske partier–som “opsamlingspuljer”, der kanaliserer midlerne udenom dér, hvor der kræves åbenhed.

Begge muligheder–den indirekte støtte og den viderekanaliserede støtte–har gjort, at organisationer, virksomheder eller personer, der gerne vil støtte en bestemt “sag”, og måske indirekte et bestemt parti eller en særlig kandidat, opretter og/eller donerer til “PACs”.  Disse kan så føre kampagner for ideologiske mærkesager eller politiske enkeltsager–eller imod de politikere eller partier, man ikke bryder sig om.

Forskere, der har undersøgt emnet, har ofte peget på, at eksplosionen i antallet af “PACs” er kommet som forsøg på at omgå reglerne om åbenhed og har medvirket til at gøre amerikanske valgkampe mere ideologiske, mere “polariserende” og–ikke mindst–mere “negative”.

På trods af at “PAC”-penge kun udgør en relativt beskeden del af de samlede valgkampsbudgetter i USA, har de på den måde meget tænkeligt en meget større betydning for demokratiet, end man skulle tro.  Og det er ikke så let at gøre noget ved dét, uden samtidigt at skabe helt nye smuthuller med uforudsete konsekvenser.

***

Jeg beskrev i en klumme i marts, hvorledes den daværende SR-regerings forslag om yderligere regulering af private donationer meget tænkeligt ville kunne være med til lige præcis at fremavle en lignende “kultur”:

Først finder man nogle ligesindede – interessegrupper, virksomheder eller privatpersoner – der gerne vil støtte en god sag, og danner så noget, man f.eks. kan kalde »Foreningen for Ulighed i Politik« (FUP), hvis erklærede formål det er at informere om politik. Som en rent privat forening vil hverken bidrag eller aktiviteter være reguleret, så længe man ikke sender pengene videre.

Dernæst finder man ud af, hvem og hvad man synes om: Hvis foreningens medlemmer tilfældigvis godt kan lide V-kandidater, kan man så vælge at lave »negative« kampagner imod S-kandidater – eller vice versa. FUP kan også lave kampagner, hvor man argumenterer for præcis de samme politikker som de partier og kandidater, man godt kan lide – uden at anbefale vælgerne, hvem de skal stemme på. FUP kan sågar – så længe foreningen ellers holder tungen lige i munden – indrykke annoncetillæg med journalistiske interviews med en håndfuld udvalgte politikere. Ikke mindst kan man – som fagbevægelsen ofte har gjort – lave »naturalieydelser«, så længe det ikke sker direkte og under partiernes kontrol.”

Så danske politikere bør tænke sig godt om, også når det gælder regulering af bidrag til partier: Dét, der på overfladen kan ligne en snusfornuftig, praktisk løsning, kan ofte have langsigtede konsekvenser, som ingen forudså.