Bagsiden af medaljen
Af Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d. og professor ved Institut for Statskundskab. Kronik bragt i Berlingske den 19. juli 2015
Peter Kurrild-Klitgaard
I politik fokuserer de, der vil »gøre noget«, altid på de angiveligt positive konsekvenser af det, de ønsker at få gennemført. Man skal hæve skatterne – for at kunne bruge provenuet på X, Y og Z, som vil være til gavn for den ene, den anden og den tredje. Man skal forbyde brugen af bestemte kemikalier – fordi de slår dyr og planter ihjel. Man skal bombe ISIS – for at standse uhyrlighederne i Syrien og Irak og de deraf følgende flygtningestrømme. Og så videre, og så videre. Altid fremholdes der nogle åbenlyse »nydere« af den pågældende politik –de, der bliver bedre stillet, end de ellers ville have været.
Men hvad med de organisationer, særinteressegrupper og debattører, der promoverer de pågældende politikker, og de politikere, der efterfølgende gør dem til deres egne, alt for ofte glemmer, er, at der altid er en bagside af medaljen: Der er altid omkostninger – kontante eller som ulemper – der akkompagnerer de pågældende politikker. »Yderne« – dem der finansierer politikken eller rammes af den på anden, mere indirekte vis – kan ofte bare være sværere at få øje på, afhængig af konteksten.
Blandt det, der overses er først og fremmest de såkaldte »alternativomkostninger« – fordelene ved de helt andre mulige politikker, som bare aldrig kom på bordet og derfor reelt ikke kom til at indgå i overvejelserne. Har politikerne f.eks. pludselig et »finanspolitisk råderum« på en mia. kr., er alle interessegrupper hurtigt klar med forslag til, hvem der vil kunne nyde godt af pengene.
Men meget sjældent er de skatteborgere, der har leveret pengene, imellem dem. Det er de ikke af den simple grund, at gevinsten ved en milliard spredt ud generelt, på tre-fire-fem millioner mennesker, stort set ikke vil kunne mærkes af nogen af dem. Det kan det til gengæld hos nogle, hvis den pågældende milliard foræres til særligt udvalgte: Et bestemt erhverv. Folk, der bruger håndværkere. Studerende. Universiteterne. Godhedsindustrien. De kan mærke forskellen – og derfor er det typisk også der, snarere end hos skatteborgerne i almindelighed, at »råderum« ender. Deri har vi en meget vigtig del af forklaringen på den konstante, ustoppelige opdrift i den offentlige sektors omfang.
Men dertil kommer de såkaldte »ikke-intenderede konsekvenser«. De konsekvenser, som handlinger – og politikker – naturligt får, selv om de ikke var en del af formålet, og desuagtet at de som regel ikke er positive. Typisk fordi mennesker ændrer adfærd på en måde, der slet ikke var forudset.
Et eksempel kan illustrere. I en nylig artikel i American Journal of Public Health undersøgte forskere, hvad der skete, når et amerikansk universitet ud fra et ønske om at reducere plastaffald begrænsede salget af kildevand på flaske på campus. Konsekvensen var ikke, at de studerende drak mindre eller i stedet drak vand fra hanen. Nej, snarere skiftede de til sodavand på flaske, hvilket gav et uændret forbrug af plastflasker og flere, mindre sunde drikkevarer.
Denne slags »sekundære« effekter af politikker er lette at overse og glemme – bevidst eller ubevidst. De er svære at få øje på og kræver ofte komplicerede ræsonnementer, som kan være vanskeligere at få frem i en debat end det bare at pege på nogle heldige »nydere« af en politik.
Skal vi have en fornuftspræget demokratisk debat i Danmark, skal det hele med, når politikker diskuteres og fastlægges. Både fordele og omkostninger, alle relevante alternativer og de ikke tilsigtede konsekvenser. Ellers risikerer vi politikker, der systematisk hælder til fordel for »aktivisme«, og hvor vi overser, at det nogle gange kan være bedre at gøre ingenting.