11. januar 2020

Boris Johnson kommer til at kravle ned fra sit træ

Opinionsindlæg af professor Marlene Wind (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 11. januar 2020. Marlene Wind

Med sit solide flertal på 80 mandater og alle de »besværlige« moderate toryer smidt på historiens losseplads, vil Boris Johnson om få uger omsider kunne levere et farvel til den Europæiske Union. Mere end tre år efter at briterne en varm junidag i 2016 stemte sig ud af EU, vil Brexit dermed endelig ske.

Alligevel er hele processen dog på ingen måde slut. Forude ligger nemlig et langt og slidsomt arbejde med at forhandle en ny
handelsaftale på plads. Noget der efter planen skal foregå de næste 11 måneder, hvor briterne vil gå ind i en såkaldt »overgangsfase «. Her forlader briterne EUs besluttende organer samtidig med, at de fortsætter med at følge alle EUs regler. Denne periode ønsker Johnson bliver så kort som overhovedet mulig, da hverken han eller hans nye kabinet er vilde med at skulle efterleve regler, som man ikke har nogen indflydelse på. Men spørgsmålet er naturligvis, om det overhovedet er realistisk at forhandle en handelsaftale på 11 måneder og hvis ikke, står vi så ved udgangen af 2020 over for endnu en trussel om et hårdt Brexit?

Sådan kommer det næppe til at gå. Heller ikke selvom Boris Johnson truede med det under valgkampen, og i sin endelige Brexit-udtrædelseslov fik skrevet ind, at overgangsperioden ikke må forlænges. At det ikke kommer til at ske, skyldes ikke kun,
at det ganske enkelt ikke kan lade sig gøre at forhandle en så kompliceret aftale på så kort tid. Det handler også om den måde, Boris Johnson – som den sande populist han er – fører politik på.

Her er strategien nemlig at buldre derudaf med meldinger, som appellerer til vælgerhavet, hvorefter han – når balladen har lagt sig og de ønskede politiske point er taget hjem – stille og roligt gør det stik modsatte af det, han tidligere har sagt. Til den tid vil de fleste have glemt, hvad han oprindeligt sagde, og han vil fremstille sin nye beslutning som indlysende rigtig – måske oven i købet som en heroisk sejr over EU.

Vi har set det hele før. Da briterne forhandlede Theresa Mays udtrædelsesaftale, rasede Johnson offentligt i månedsvis
over, at ingen britisk premierminister nogensinde burde indgå en aftale med EU, der delte Det Forenede Kongerige ned
gennem det irske hav. Alligevel var det netop en sådan aftale, han endte med selv at indgå. Uden at nævne, selvfølgelig, at det
var denne aftale, som EU oprindeligt havde foreslået, men som altså endte med en afvisning af en presset Theresa May.

Ned fra træet

EU-forhandlerne trak derfor på smilebåndet, da Boris gik i medierne med budskabet om, at han personligt – og i modsætning til May – var lykkedes med at få det meste af kongeriget ud af toldunionen og undgå den famøse backstop. Glemt var Johnsons tidligere besværgelser om, at aftalen ville splitte Storbritannien, ofre Nordirland og sandsynligvis på længere sigt føre til en genforening af den irske ø.

Der er imidlertid også mere ædruelige grunde til, at Johnson kommer til at bede om en forlængelse af overgangsperioden.
Det handler om, at det tager tid at forhandle. Det tog fx tre år at forhandle en aftale med grønlænderne, da de trådte ud af EU i 1985 (en aftale der i øvrigt primært handlede om fisk) og syv år, at forhandle CETA-aftalen med Canada.

Aftalen med briterne bliver langt mere kompliceret. Dette budskab kom den nye kommissionsformand Ursula von der Leyen
da også med, da hun onsdag i denne uge for første gang besøgte Johnson efter hans valgsejr. Kommissionsformanden var oven i købet i sit skarpe hjørne, da hun kommenterede briternes brok over, at EU-landene har brug for hele februar til at få et forhandlingsmandat på plads. Og at EU også – efter sommerferien, når en eventuel aftale måtte være klar – skal have den godkendt i alle nationale parlamenter. Det handler nemlig om demokrati.

Som hun pointerede til den britiske presse, da hun havde talt på London School of Economics, før hun mødtes med Johnson,
så skal briterne vel ikke brokke sig over, at vigtige beslutninger skal godkendes af alle medlemslande, og at den slags tager tid. EU er ikke en klub, hvor EU-bureaukrater bare kører hen over de nationale parlamenter uden at lytte til medlemslandene.

Når EU indgår en ny aftale med et »tredjeland«, skal alle således kunne vende tommelfingeren opad både til, hvad der
forhandles om, og selvfølgelig også godkende en endelig aftale, når den engang foreligger.

Alt taler således for, at Johnson kommer til at kravle ned fra sit træ. Med sit komfortable flertal i Underhuset og den rette spindoktor på plads ved tasterne, skal han såmænd nok også klare det, uden at få sin blonde manke alt for meget i maskinen.