08. november 2015

Clintons svaghed

USA'S PRÆSIDENTVALG

Men først og sidst står og falder Clinton med den økonomiske udvikling og præsident Obamas popularitet

Kronik i Berlingske den 8. november 2015 af Peter Kurrild-Klitgaard, ph.d. og professor ved Institut for Statskundskab

Peter Kurrild-Klitgaard

I den forgangne uge var der præcis et år til, at amerikanerne skal vælge ny præsident. Følger man alene danske medier, kunne man forledes til at tro, at valget allerede var afgjort: At Demokraten Hillary Clinton – fhv. udenrigsminister, fhv. senator, fhv. førstedame – stort set er sikker på at vinde. Det er bare ikke så simpelt.

Meget taler ganske vist for Clinton. Hun har højere navnegenkendelse end næsten nogen anden amerikansk politiker, og hun har qua sit netværk exceptionelle muligheder for at rejse penge til at føre kampagne for. Begge dele er essentielle i moderne amerikansk politik.

Sidst men ikke mindst vil hun som den første kvindelige præsidentkandidat for et af de to store partier kunne trække stemmer alene som sådan – hvilket man også så, da hun forsøgte i 2008. Læg oven i det hele, at kombinationen af det amerikanske valgsystem, demografiske forandringer, og at Republikanerne fortsat er handicappede af Bush-årene, tilsammen giver Demokraterne et godt fundament.

Men der er også en række grunde til, at Clinton er en svagere kandidat, end hun måske generelt opfattes herhjemme – manifesteret i det simple faktum, at Clinton ikke er specielt vellidt. Tager man et gennemsnit af meningsmålingerne, har 49 pct. af vælgerne et negativt indtryk af hende, mens kun 43 pct. har et positivt – og sådan har det været lige siden, hun erklærede sit kandidatur.

Man ser det også i de målinger, hvor hun er »parret« med de mulige Republikanske kandidater. Her er hun p.t. gennemsnitligt taberen, når hun stilles op imod alternativer som Jeb med det tyngende efternavn Bush, de politisk uprøvede (lægen Ben Carson og erhvervskvinden Carly Fiorina) og den unge senator Marco Rubio. Clinton fører i gennemsnit kun mod de næsten helt ukendte og mod den meget kendte, men heller ikke vellidte Donald Trump. Nok så sigende kravler Clinton i stort set ingen enkeltmålinger over 50 pct.’s stemmeandel, hvilket viser, at hun har et lavt »loft«.

Hvis man er en ukendt politiker, er det ikke nødvendigvis et problem at ligge under 50 pct. tidligt i valgkampen, men er man en velkendt »stjerne«, er det et alvorligt handicap.

Clintons svaghed er delvis hendes egen og handler essentielt om, at hun af mange vælgere – også i den politiske midte – opfattes som opportunistisk, manipulerende og grådig. Men først og sidst står og falder Clinton med den økonomiske udvikling og præsident Obamas popularitet. Historisk set kan stort set alle amerikanske præsidentvalg i mere end et halvt århundrede forudsiges ved at se på, hvorledes det i en valgperiode er gået med udviklingen i vælgernes disponible realindkomster. Går det godt, stemmer de overvejende på kandidaten fra det parti, der allerede har præsidentembedet; går det skidt, vinder kandidaten fra »oppositionen«. Kun et enkelt eller to af præsidentvalgene siden Anden Verdenskrig kan ikke forklares med den tommelfingerregel.

Derfor er den siddende præsidents »job approval« en god indikator for, hvorledes det vil gå kandidaten fra vedkommendes parti – kun få gange har en partifælle klaret sig meget bedre eller dårligere end præsidentens popularitet. Her det er vigtigt at bemærke, at den amerikanske økonomi går bedre end meget af tiden siden finanskrisen i 2008 – men endnu ikke rigtigt godt. Obamas »job approval« ligger for tiden gennemsnitligt på 45 pct. positive og 52 pct. negative, og det er svagt.

Så når vi ved, om Obamas popularitet i sommeren 2016 vil være lige så svag, som den er nu og har været historisk længe, og når vi kender de økonomiske konjunkturer på det tidspunkt, vil vi vide, om alle de styrker og svagheder, Clinton har, vil betyde noget eller ingenting.