28. februar 2020

Coronavirus er en næsten umulig opgave for svage sundhedssystemer i Afrika

Debatindlæg af lektor Helle Samuelsen og ph.d.-studerende Pia Juul Bjertrup (Institut for Antropologi) i Kristeligt Dagblad den 28. februar 2020.

VED ANKOMSTEN i lufthavnen i Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou, bliver vi mødt af en mand i hvid kittel, der beder os og alle de andre passagerer, der netop er ankommet med Air France-flyet fra Paris, om at spritte vores hænder med desinficerende alcogel, der er opstillet ved indgangen. I køen af passagerer ser vi enkelte, der bærer ansigtsmasker, et særsyn i Burkina Faso, hvor ansigtsmasker normalt kun bruges for at beskytte sig mod sand- og støvstorme, der i perioder blæser fra Sahara i nord.

I køen før paskontrollen ledes vi hen til skranken, hvor det gule vaccinationskort tjekkes for vaccination mod gul feber. I dag bliver vi dog også bedt om at udfylde en blanket med titlen ”Formular til overvågning af coronavirus-infektion ved ankomst”. Her skal vi svare på, om vi har symptomer såsom feber, hovedpine og hoste, og hvorvidt vi inden for de seneste 14 dage har været i lande, hvor der er konstateret tilfælde af coronavirus.

Der er heldigvis ikke endnu konstateret tilfælde af coronavirus i Burkina Faso, og på det afrikanske kontinent kun et tilfælde i Egypten og et i Algeriet, men opmærksomheden på situationen er skærpet, og den lokale presse i hovedstaden rapporterer dagligt om situationen. Regeringen er helt sikkert bekymret. Skulle coronavirus komme til Burkina Faso, vil det være en enorm udfordring at opfange og inddæmme epidemien i tide.

Efter ebola-epidemien i Vestafrika 2014-2016, har de vestafrikanske lande, herunder Burkina Faso, arbejdet for at forbedre den interne overvågning af sygdomme, der potentielt kunne udvikle sig til epidemier. I Burkina Faso fortæller højtstående repræsentanter for det nationale overvågningssystem, at de lokale sundhedsklinikker ugentligt skal indrapportere data om 11 forskellige infektionssygdomme, der potentielt kan føre til epidemier.

Dette nationale overvågningssystem har dog vist sig at være mangelfuldt og sårbart. For få år siden blev en lokal denguefeber-epidemi nær ikke opdaget, da denguefeber ikke stod på listen over potentielt epidemiske sygdomme, og data vedrørende denguefeber blev derfor ikke systematisk indsamlet. Nu er dengue en af de 11 sygdomme på listen, men det er coronavirus endnu ikke.

Medarbejdere i det burkinske sundhedsministerium fortæller også, at alle sundhedsprofessionelle på landets lokale klinikker sidste år deltog i en protestaktion, hvor de nægtede at indberette data til overvågningssystemet. Sygeplejersker, jordmødre og læger ønskede på denne måde at lægge pres på regeringen for at forbedre deres løn- og arbejdsvilkår. Tilbageholdelsen af data fra alle de mange klinikker betyder, at der til dags dato på nationalt niveau ikke er registreret sundhedsdata fra næsten seks måneder i 2019.

Repræsentanter fra landets sundhedsministerium indrømmer da også, at en inddæmning af en coronavirus-epidemi i Burkina Faso vil være vanskeligt – ikke mindst fordi sundhedssystemet i Burkina Faso, som i mange andre vestafrikanske lande, er underfinansieret og svagt.

Burkina Faso deler landegrænse med fem lande og med en meget mobil befolkning samt den manglende sikkerhed og kontrol ved grænserne taget i betragtning, vil en inddæmning af coronavirus være en meget svær opgave.

Som vi så under Ebola-epidemien i Vestafrika og i Den Demokratiske Republik Congo, spredes rygter og mistillid rettet mod nationale og internationale organisationers indsatser mod epidemier hurtigt blandt lokalbefolkningen. Selv i hovedstaden, Ouagadougou, mærker vi, at sikkerhedssituationen er anspændt, og vi fornemmer også en stigende utilfredshed med og mistillid mod egen regering og det franske militærs engagement i Sahel – en mistillid, der vil udfordre nationale og internationale organisationers indsatser ved et potentielt udbrud af coronavirus.

En styrkelse af det basale sundhedssystem og større robusthed i det nationale overvågningssystem af potentielle epidemier vil være helt essentielt, hvis coronavirus – eller andre potentielle epidemier – skal opdages og inddæmmes i tide. Dette vil dog i sig selv ikke være nok. Belært af erfaringerne fra ebola-epidemier er det helt afgørende, at der i særlig grad fokuseres på at styrke lokalbefolkningens og sundhedsarbejdernes tillid til nationale og internationale organisationer for at sikre en effektiv indsats mod kommende epidemier. Det er et vigtigt arbejde, der skal startes nu og ikke først, når en epidemi som coronavirus rammer landet.