Danskernes sociale tillid er høj og intakt, men lavere hvor der bor flere indvandrere

Kronik af Peter Thisted Dinesen, professor, KU, Merlin Schaeffer, lektor, KU, og Kim Mannemar Sønderskov, professor, AU i Berlingske den 19. oktober 2019.

»Tilliden slår revner.« Sådan formulerede statsminister Mette Frederiksen det i sin tale ved Folketingets åbning. Frederiksens hovedpointe var, at fra at være et land gennemsyret af mellemmenneskelig tillid oplever Danmark et fald i tilliden, som har vidtrækkende konsekvenser for, hvordan samfundet fungerer. Og én forklaring fremhævedes som særligt afgørende for dette fald: indvandring og fejlslagen integration.

At statsministeren interesserer sig for den mellemmenneskelige tillid – hvad forskere ofte benævner »generaliseret social tillid« eller »tillid til ukendte andre« – giver god mening. Som Frederiksen påpegede, er den sociale tillid afgørende for, hvordan vi agerer i situationer, der involverer andre mennesker.

Hvis vi generelt stoler på andre, er vi mere tilbøjelige til at bidrage til fælles løsninger og opføre os som gode medborgere, fordi vi forventer, at andre gør det samme. Den sociale tillid lægger således fundamentet for, at vi f.eks. betaler vores skat, sorterer vores affald og overholder love og uformelle normer. Det siger sig selv, at den type adfærd er befordrende for et velfungerende samfund

Men hvordan står det så til med tilliden i Danmark? Siden slutningen af 1970erne har man undersøgt tillidsniveauet i Danmark gennem spørgeskemaundersøgelser af et tilnærmelsesvis repræsentativt udsnit af befolkningen.

Unik dansk tillid

Konkret har man afdækket tilliden gennem variationer af spørgsmålet: »Mener du, at de fleste mennesker i det store og hele er til at stole på, eller kan man ikke være for forsigtig, når man har med andre mennesker at gøre?« med svaralternativerne »De fleste mennesker er til at stole på« og »man kan ikke være for forsigtig.«
Selvom spørgsmålet ikke er perfekt, indfanger det essensen af social tillid, og har derudover den fordel, at det er blevet stillet over en lang periode, hvilket muliggør
sammenligninger over tid.

Figuren viser udviklingen i tilliden fra 1979 frem til den seneste måling i 2017. Som det tydeligt fremgår, steg tilliden meget markant frem til midten af 00erne. I 1979 svarede ca. 47 pct. af befolkningen, at de stolede på de fleste, mens det tilsvarende tal var 79 pct. i 2009.

Denne udvikling er særligt slående, idet mange andre samfund – USA i særdeleshed – har oplevet en markant nedgang i tilliden i anden halvdel af det 20. århundrede. I det seneste årti har tilliden i Danmark ligget nogenlunde stabilt på omkring 80 pct., hvilket er unikt højt i et internationalt perspektiv. Overordnet set er der altså ikke meget, der tyder på, at tilliden skulle være på tilbagetog, som statsministeren hævdede.

Ændret befolkningssammensætning

I perioden, hvor tilliden er steget markant, har der været en betydelig indvandring til Danmark, som også har medført, at landet er mere etnisk sammensat end tidligere. Det kunne umiddelbart lede til den konklusion, at indvandring er godt for den mellemmenneskelige tillid og dermed at Frederiksen tager fejl, når hun hævder, at indvandringen har skadet tilliden.

Virkeligheden er imidlertid mere nuanceret. I vores arbejde har vi undersøgt, sammenhængen mellem den etniske sammensætning i forskellige sociale kontekster og den sociale tillid (blandt majoritetsdanskere) og vi finder generelt en negativ sammenhæng: tilliden er lavere i kontekster med en større andel indvandrere og efterkommere. Vi ser dette mønster på tværs af kommuner, men også helt lokalt i nabolag inden for få hundrede meter af, hvor folk bor.
 
En kritik af disse studier er, at mødet med indvandrere i bopælskontekster ofte har en overfladisk karakter, som primært vækker »os-dem« associationer, og derfor har negative konsekvenser for tilliden. Hvis man derimod fokuserer på kontekster, som giver mulighed for egentlig kontakt med indvandrere, virker det sandsynligt, at mødet i stedet afføder højere social tillid.

Arbejdspladsen er et godt eksempel på en sådan kontekst. Mødet på arbejdspladsen giver medarbejderne mulighed for at lære hinanden at kende og ofte samarbejder de om at nå fælles mål. Selvom denne »kontakthypotese« er velfunderet i litteraturen, er det imidlertid ikke det, vi ser, når vi analyserer sammenhængen mellem den etniske sammensætning og social tillid på arbejdspladser i Danmark (Dinesen, Sønderskov og Thuesen, 2019).

Præcis som i nabolaget er etnisk diversitet her negativt forbundet med social tillid. Som en nuance til det generelle fund af en negativ effekt, bør det nævnes, at etnisk diversitet i grundskolen ikke er systematisk negativt associeret med tilliden til andre mennesker generelt.

Frederiksens pointe

Alt i alt har statsministeren altså ret i, at indvandringen har negative konsekvenser for tilliden. Man kan dog diskutere proportionerne i Frederiksens påstand. De observerede negative effekter er relativt begrænsede. Og som allerede nævnt har Danmark verdens højeste tillidsniveau. En plausibel tolkning er, at tilliden i Danmark ville have været lidt højere ved et lavere niveau af indvandring, men at andre forhold – herunder et stigende uddannelsesniveau og velfungerende statsinstitutioner – har overtrumfet den negative effekt af indvandringen, og lagt fundamentet for den meget høje mellemmenneskelige tillid.

Med udgangspunkt i de negative effekter af indvandring på social tillid i Danmark er det værd at hæve blikket og spørge, om dette er et unikt dansk fænomen. Dette rammer ind i en omfattende verserende debat om konsekvenser af etnisk diversitet for social tillid og social sammenhængskraft mere generelt.

Denne debat blussede for alvor op, da Harvard-professoren Robert Putnam publicerede et studie, der viste, at mange former for social tillid (f.eks. både til naboer og folk generelt) er lavere i mere etnisk sammensatte boligområder i USA. Putnam begrundede resultatet med en skildpaddemetafor: folk trækker sig ind i sig selv, når de er omgivet af folk med anden etnisk baggrund end de selv.

Siden Putnams skelsættende artikel har en lang række studier undersøgt hans hypotese i forskellige lande og under forskellige betingelser med varierende resultater. I et nyt metastudie har vi imidlertid undersøgt sammenhængen mere systematisk (Dinesen, Schaefer og Sønderskov 2020). Mere konkret har vi på baggrund af 87 studier indsamlet 1,001 estimater af sammenhængen mellem etnisk diversitet i bopælsområder (bredt forstået) og social tillid.

Relativt svag sammenhæng

På tværs af studier og forskellige typer af social tillid finder vi en signifikant negativ sammenhæng, som kun ændrer sig marginalt ved kontrol for alternative forklaringer. Højere etnisk diversitet er altså generelt forbundet med lavere social tillid. Sammenhængen er dog – parallelt til fundene fra lokale nabolag i Danmark – relativt svag.

Det er yderst relevant, at Mette Frederiksen har sat fokus på den sociale tillid i Danmark. Tilliden er en central forklaring på, at det danske samfund er så relativt velfungerende. Men selvom Frederiksen har ret i, at indvandringen er forbundet med lavere social tillid – både i Danmark og mere generelt – er der på nuværende tidspunkt ikke meget, der tyder på, at tilliden er for nedadgående – og andre forhold synes markant vigtigere for tilliden. Når det er sagt, bør vi selvfølgelig overvåge udviklingen og forske i, hvad der påvirker tilliden både i positiv og negativ retning.
Peter Thisted Dinesen (professor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet), Merlin Schaeffer (lektor, Sociologisk Institut, Københavns Universitet), Kim Mannemar Sønderskov (professor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet).