5. september 2022

De Radikale som et lyseblåt midterparti er en myte

Kommentar

Radikale Venstre forsøger nu igen at positionere sig retorisk som det lyseblå parti i midten. Det har ikke meget på sig og virker mest som taktik.

De Radikale har op til de seneste mange folketingsvalg rituelt opført en politisk dans, hvor partiet præsenterer sig som et i bund og grund socialliberalt parti placeret lige i midten af dansk politik og med mulighed for at støtte regeringer både til højre og venstre - som da partiets trængte leder Sofie Carsten Nielsen tidligere i år meldte ud, at man ønskede en »bred« regering, og at partiet selv skulle med i en ny regering.

Statsminister Mette Frederiksen tog imod udmeldingen og erklærede sig uforpligtende villig til at »diskutere« en »bred« regering hen over midten, hvilket dog i praksis måtte forstås som en påstand om, at De Radikale ikke er at finde i »rød blok«, men blandt de blå, og at en regering med S og R derfor vil være bred og på »midten«.

Det er der bare meget lidt, der tyder på længere. Påstanden hviler nemlig på et skrøbeligt ræsonnement om, at De Radikale endnu er placeret på »midten« eller er »blå« i en eller anden nuance og vil kunne støtte lidt af hvert.

Det er imidlertid lang tid siden, at De Radikale reelt har haft den rolle og placering, man ellers længe havde i dansk politik. I store dele af efterkrigstiden havde partiet rollen som tungen på vægtskålen, der kunne balancere fløjene og skiftevis støtte blå og røde regeringer. Ved jævne mellemrum lagde man stemmer til blå regeringer (1945-1947, 1950-1953, 1982-1993) eller deltog selv i regeringer med et eller flere borgerlige partier (1957-1960, 1968-1971, 1988-1990, 1993-1996). I andre lange perioder har man støttet Socialdemokratisk ledede regeringer og deltaget i sådanne.

Den pendulsvingende linje har dog reelt været fortid i nu tre årtier. Siden 1993 har De Radikale - uanset hvad man har sagt forud - ganske konsekvent peget på socialdemokratisk ledede regeringer. Faktisk hele ni gange i træk (1993, 1994, 1998, 2001, 2005, 2007, 2011, 2015, 2019) - og som regel nogle der har bragt partiet selv i regering.

Det afspejler sig naturligvis også i den faktisk førte politik og konkrete holdninger. Ser man på undersøgelser af holdningerne hos partiets medlemmer, ligger disse reelt placeret et sted mellem Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis vælgere. Det er naturligvis ikke mindst »værdipolitikken«, der trækker, og hvor det snarere har været partier som S, V, K og i perioder måske endog DF, som har ligget tættest på »midten«.

Meget få ville i dag opfatte partiets synspunkter om indvandrings- eller identitetspolitik som repræsentative for de midterste vælgere

Peter Kurrild-Klitgaard

Tænker man i stedet på politik som todimensionalt og ser man på, hvorledes enten vælgerne eller eksperter placerer partierne på henholdsvis en fordelingspolitisk (økonomisk) dimension og en værdipolitisk, viser undersøgelser, at De Radikale er relativt klart placeret til venstre, både på fordelingspolitik og værdipolitik. På værdipolitikken er Radikale tydeligvis et klart yderparti, på linje med Enhedslisten og kun overhalet af Alternativet. Og med en vis ret: Meget få ville i dag opfatte partiets synspunkter om indvandrings- eller identitetspolitik som repræsentative for de midterste vælgere.

Ser man på, hvorledes partierne faktisk stemmer i Folketingssalen, er S og SF da også typisk de partier, De Radikale oftest stemmer sammen med - både i regering (naturligvis) og selv i opposition, hvor man er enige i cirka 75-85 procent af alle forslag.

Disse generelle pointer kan illustreres ved at dykke ned i konkrete, aktuelle spørgsmål. Der er for eksempel i dag ikke meget »blåt« over De Radikales skattepolitik, hvor det er svært at finde eksempler på, at partiet har plæderet for at sænke skatterne med henblik på, at borgerne skal få lov til at beholde flere af deres egne penge. Noget, der ellers er en »blå« mærkesag. I stedet har De Radikales reformforslag næsten altid karakter af at lempe en skat et sted og i stedet hæve et andet sted - eller alternativt at lave skatteomlægninger, der kan sende flere penge i statskassen med henblik på nye eller højere udgifter andetsteds. Der var heller ikke meget »blåt« over De Radikales nylige støtte til loft over huslejestigninger, som reelt er et indgreb i allerede eksisterende lejekontrakter.

Det kan godt være, at partiet kalder sig et »socialliberalt« parti, men det er som om, det konsekvent er det socialiserende, der vinder over det liberaliserende.

Så hvad handler hele den Radikale positionering om? Hvis man antager (som politikforskere ofte gør), at partier generelt hellere vil have flere stemmer end færre stemmer og hellere vil i regering end ikke, så giver det alt sammen god mening. Så er det lidt, hvad man kunne kalde en trojansk strategi: Man prøver at trække midtersøgende, lyseblå vælgere fra blå partier til at stemme på et parti, der ikke kunne drømme om at støtte en borgerligt ledet regering, men som gerne selv vil i regering og helst med »rød blok«.

Det er »politics as usual«.

Emner