Debatten har bragt os videre, men lad os få handling, minister

Debatindlæg af professor emeritus Heine Andersen (Sociologisk Institut) i Altinget den 5. april 2018.

Altinget har haft held til i løbet af en måned at bringe et dusin indlæg om emnet forskningsfrihed fra personer, som alle må siges at have indsigt, ansvar og erfaringer inden for dansk forskning.

Fra en minister, et folketingsmedlem, tre universitetsrektorer, formanden for Akademikerne, et par mellemledere og præsidenten for Videnskabernes Selskab.

Og minsandten om der ikke også – på falderebet – kom indlæg fra tre helt almindelige forskere ude fra produktionsleddet. Nærmest et opbud.

Jeg udsendte i oktober 2017 en bog, 'Forskningsfrihed. Ideal og virkelighed', med resultater fra den første undersøgelse af forskningsfrihed her i landet.

I bogen påviser jeg alvorlige problemer i ledelses- og finansieringsstruktur, og dokumenterer det med konkrete eksempler. Jeg viser også, at der mangler viden om forskningsfrihed og dens betydning.

Der findes ingen officielle dokumenter om dette, heller ikke om strategier til at værne om forskningsfrihed. Det er et problem, også for forvaltning og tilsynsmyndighed. Der er et hul i retskilderne, kan jeg se af klagesager.

Jeg vil starte med at konstatere, at bortset fra to beklagelige, men helt ligegyldige småfejl, har ingen påvist fejl eller misforståelser i min bog eller i debatindlæg. Fejlene bliver rettet i næste udgave af bogen.

Meget i debatten opfordrer til kommentarer, men jeg må begrænse mig til to temaer: myndighedsbetjening og danske universiteters lave placering internationalt, når det angår forskningsfrihed.

Fiflerier og mundkurve

Flere indlæg fokuserer på myndighedsbetjening.

Det foreløbig største og mest konkrete udbytte er efter min mening, at der i universiteternes ledelse er kommet en åben erkendelse af, at der faktisk er alvorlige problemer med forskningsfrihed.

Det er ledelsen, der med den nuværende styrelsesordning har ansvaret for at værne om forskningsfriheden. Opgaven har været forsømt, men kritik er hidtil blevet mødt med enten tavshed eller bagatellisering og afvisning, til tider med arrogance.

Ved myndighedsbetjening har der i årevis været ulovlige dobbelt mundkurvskontrakter, embedsmænds fiflerier med tallene og politisering, uden at vi har hørt protester. Prisen er betalt af miljøet, det oplyste demokrati, forskningsfriheden og universiteternes troværdighed.

Men hellere én omvendt synder end en mangfoldighed af retfærdige. Her er der oven i købet tre-fire omvendte. Hvis det er et tegn på, at vi kan få en mere åben og ærligt debat, er meget nået.

Når det angår myndighedsbetjeningen, har rektorerne for de tre universiteter KU, AU, DTU nu klart meldt ud, at de ser problemer med politisering, troværdighed og pression.

Tiltrængt serviceeftersyn

Rektor for KU, Henrik Wegener, opfordrer til et "serviceeftersyn". Det ville være en oplagt idé som en start. Jo før, jo bedre. Professor David Budtz Pedersen og videnskabelig assistent Andreas Brøgger Jensen har i et andet indlæg i Altinget bakket op og peget på en række modeller fra udlandet, som man kan lade sig inspirere af.

Rektor for AU, Brian Bech Nielsen, ser også politisering som en trussel, og peger på konkurrenceudsættelsen som en årsag. Han siger, at "det mest oplagte ville være … at indføre en stabil finansieringsmodel", så for eksempel mindst halvdelen af midlerne blev givet som ordinære basismidler, via forskningsministeren.

Helt mine ord og på tide, at en ansvarlig rektor får sagt det.

Det er en plat afsporing, når Esben Lunde Larsen (V) og andre (blandt andet i polemik mod Ida Auken (R)) har insinueret, at det skulle være en mistænkeliggørelse af forskerne at tale om økonomisk pres som et problem for troværdighed. Når dommere har særlig tryghed i ansættelsen, og når vi har habilitetsregler, er det så mistænkeliggørelse? Er det, fordi vi tror, at dommere er billigt til salg?

Det er vel for at undgå, at de fristes, og at der kan rejses mistanke. Men mistanke ville dog heller ikke være helt ubegrundet. Syndefald er jo set.

Kommer man til lande med utrygge forhold og lave lønninger for dommere, politi, toldere med flere, siges risiko for korruption at være større, og nogle firmaer har budget sat af til det.

Kunne justitsministeren sende Højesteret i udbud efter forgodtbefindende og overlade rettergangen til eksempelvis et privat advokatfirma (med al respekt!) efter en upopulær dom i en udvisningssag, ville landet måske falde på indekset over korruption.

Samme problemstilling gælder helt parallelt forskningen.

Det er klart, at det har størst betydning, jo tættere forskningen er på de politiske processer, og jo stærkere interesser der er på spil.

Næsten al forskning er konkurrenceudsat, men ikke al forskning er lige udsat for politisering, og ikke al forskning er så afhængig af en enkelt finansieringskilde som myndighedsbetjening.

Handler det om eksempelvis universets alder, oplever man sjældent, at ministeren kaldes i samråd. Så der er risikoen for politisering og indblanding mindre. Forskningens interne kvalitetskriterier kan dermed bedre komme til at råde frit i konkurrencen.

Videnssamfundets fødekæde

Det er et fremskridt, at disse problemer nu er kommet åbent frem.

Moderne samfund er i stigende grad afhængige af adgang til de bedste og mest pålidelige analyser, der kan fremskaffes. Det gælder på en række områder: miljø, sundhed, økonomi, teknologi og så videre, at vi er nødsaget til at forlade os på nogle få, der er uddannet og udvalgt til at varetage disse opgaver på samfundet vegne.

Universiteterne er sat til at være sidste led i kæden. Det er det, der rokkes ved nu.

Lad os få det serviceeftersyn. Men det skal være grundigt og med robust armslængde. Professor David Budtz Pedersen og videnskabelig assistent Andreas Brøgger Jensen har gode forslag.

Inden jeg forlader myndighedsbetjening, må jeg undskylde overfor Morten Andersen Linnet, forskningspolitisk chef i Landbrug & Fødevarer, at jeg ikke havde bemærket L&F's forslag fra april 2016 vedrørende myndighedsbetjening.

Jeg anerkender, at I dér udtrykte respekt for armslængde, åbenhed og universiteternes forskningsfrihed.

Dog klinger det lidt hult, når denne omfavnelse først kom efter gyllegate-skandalen, hvor det blev afsløret, at L&F via organisationens konsulentfirma, Seges, var med til at påvirke forskerne i analysearbejdet, og når L&F's forslag mest handlede om øget interessentinddragelse og konkurrenceudsættelse.

Jeg fulgte arbejdet med revision af de famøse mundkurvskontrakter ret tæt, og husker ikke, at L&F bidrog i den sammenhæng.

Så sent som i 2016 fik Seges KU til at skrive under på, at universitetet i et projekt udelukkende skulle varetage Seges' interesser (sic). Det er en uhørt krænkelse af forskningsfriheden, og universitet fik da også en påtale for det fra tilsynsmyndigheden.

Det kostede ikke L&F noget, men det kostede på troværdigheden, både af L&F's erklærede tilslutning til forskningsfrihed og af samarbejdsprojekter mellem universiteter og eksterne i det hele taget.

Ingen respekt før den er fortjent

I debatten møder vi ingen, der vender sig imod frihed. Heller ikke uddannelses- og forskningsministeren, Søren Pind (V). Han siger direkte og uden omsvøb, at han går ind for frihed. Han siger også, at han tager rektorernes bekymring alvorligt.

Så langt, så godt. Lad os så vente på handling.

Hvad angår myndighedsbetjening er et problem dog, at det ikke sorterer under ham. Bortset fra den lille klump, som hans styrelse får lavet hos CFA, AU. Jeg kan oplyse, at denne styrelse også indtil for nylig benyttede de famøse ulovlige mundkurvskontrakter.

Tjek lige, om det er bragt i orden, Søren Pind. Det er trods alt dine styrelser, der først af alle skulle vise respekt om forskningsfrihed. Men uanset, det ville være en god idé at flytte myndighedsbetjening over til Søren Pinds ministerium.

Søren Pind synes, at jeg savner respektfuld tale. Jeg tilstår.

Respekt skal man gøre sig fortjent til, og det er der flere, der ikke har gjort, efter hvad jeg erfaret i flere sager. Så grov forstillelse kan jeg simpelthen ikke mobilisere. Ikke mindst efter, at jeg har kæmpet med forhalinger, udenomssnak, søforklaringer og arrogance gennem flere år i mine bestræbelser på at få tingene gravet frem.

Skulle man vise respekt for myndigheder, der i årevis har udstedt ulovlige mundkurve, embedsmænd, der har fiflet med tallene (så det eksempelvis kostede Eva Kjer Hansen (V) taburetten) og universitetsledere, der ikke blot har undladt at protestere, men også slået det hen og bortforklaret, når jeg har spurgt?

Jeg sagde selv fra, da jeg i 2008 blev forelagt sådan en kontrakt, og jeg er stødt på en enkelt jurist i universitetsadministration, der har gjort det. Men det er alt.

Det tjener sagligheden dårligt at hykle respekt, når det ikke er berettiget.

Danmark halter efter

Søren Pind siger også, at jeg ikke er saglig. Men jeg savner så, at han nævner bare et enkelt tilfælde, hvor jeg ikke er saglig. Et eksempel, der fortjener en mere grundig og saglig behandling fra Søren Pind, er Karrans sammenlignende undersøgelse af akademisk frihed i 28 EU-lande.

Jeg har skrevet om den i min bog, men jeg tvivler på, at Søren Pind har læst den, selv om han sendte et pænt takkekort (håndskrevet, god stil), da han modtog den, og udtrykte, at han så frem til at læse den. Havde han læst den, ville han ikke feje Karran til side, som han gør nu.

Karran bygger på UNESCO's anbefalinger fra 1997, som Danmark også har været med at udarbejde. De tre vigtigste grunde til, at Danmark i så ringe grad lever op til disse anbefalinger, er:

1) Fravær af kollegialt selvstyre, det vil sige en styreform på universiteterne, hvor den akademiske stab er udslagsgivende i alle akademiske beslutninger, såsom valg af ledelse, økonomi, organisering, ansættelser og afskedigelser, studier med videre. Det er stort set fraværende i det danske system, og Karran skriver, at denne mangel set udefra for de fleste forekommer "drakonisk".

2) Fravær af tryghed i ansættelsen, det, der internationalt kaldes tenure.

3) Universiteternes uafhængighed i forhold til eksterne, både styrelsesmæssigt og finansielt.

Søren Pind fejer det til side med henvisning til, at Karran blot ser på lovgivningen, altså formaliteter, ikke realiteter. Det skulle jeg – usagligt - forbigå.

Hertil må man for det første sige, at bagatellisering af lovfæstede rettigheder jo er, hvad magthavere altid har forsøgt, når folket har krævet indflydelse.

Hvorfor hænge sig i paragraffeer om magtens tredeling, domstolenes uafhængighed, ytringsfrihed, kvinders valgret og så videre, når nu herskerne lytter og vil det bedste for alle.

For det andet gælder, at realiteterne er rigeligt dokumenteret i min bog.

Mangel på demokrati, jobsikkerhed og frie midler

Det første punkt behøver vist ikke nærmere dokumentation. Dem, der blot kender lidt til universitetsledelse, vil vide, at Karran har ret.

Kollegialt selvstyre kan minde meget om det, man også kalder demokrati, og det er jo blevet et negativt ladet begreb for mange folkevalgte, både i Folketinget og i en del interesseorganisationer.

Ikke desto mindre udgør det en forudsætning for forskningsfrihed, hvilket UNESCO-anbefalingerne og andre internationale udredninger forklarer, og som jeg forklarer i min bog. Det findes ikke på danske universiteter.

Hvad punkt to angår, følger det allerede af den kendsgerning, at omkring to tredjedele af forskerstaben er ansat på midlertidige kontrakter. Ja, to tredjedele, Søren Pind!

De har meget ringe sikkerhed og næsten ingen forskningsfrihed. Men også såkaldt "fastansatte" (professorer, lektorer) har ringe ansættelsestryghed. I den højt besungne danske flexicurity-model er det let at fyre. Jeg viser det med eksempler i min bog.

Og hvad punkt tre angår, svækkes uafhængigheden ved, at der er eksternt flertal i bestyrelser, og en ekstern finansieringsgrad på cirka 45 procent. Ydermere ved, at de eksterne midler beslaglægger en betydelig, men ukendt stor andel af de basismidler, som ellers skulle være frie.

Måske op mod halvdelen. Det burde undersøges af Rigsrevisionen.

Det er hovedårsagerne til, at Danmark havner på den lidet hædrende bundplacering.

Fra debat til handling

Hvis du mener, Søren Pind, at jeg her har skrevet noget, der ikke kan dokumenteres, vil jeg rette det i næste udgave af min bog.

Som emeritus har jeg arbejdet med emnet for egen regning i godt tre år, men hjulpet med støtte fra studentermedarbejdere og frivillig indsats fra en række gode kræfter.

Jeg har været glad for at kunne være med at starte debatten, efter at det i en længere periode har været meget svært at skabe opmærksomhed. Jeg synes faktisk, at den har bragt os videre, om end vi stadig mangler at se handling.

Det er klart, at jeg ikke har været i stand til at gennemføre en egentlig kortlægning, endsige en tilbundsgående afdækning af alle de problemer, der måtte være.

Jeg vil opfordre til, at der igangsættes en sådan grundig undersøgelse.