19. februar 2017

Demokratiet står for fald

Kommentar af postdoc Theresa Scavenius (Institut for Statskundskab) i Politiken den 19. februar 2017.

Efterkrigstidens demokratiske opblomstring er forbi.

Med valget af Donald Trump som USA's præsident er det historiske kompromis i liberale demokratier sat under pres. Ikke kun tyranniserer Trump sine politiske modstandere, internationale samarbejdspartnere, forskningsinstitutioner og redaktionelle medier. Han spreder mistillid til selve det demokratiske projekt og dets centrale institutioner.

Hvor den øjeblikkelige forargelse hos vestlige intellektuelle og medier er stor, har mange borgere, journalister og politikere svært ved at se alvoren. Vi er blændet af en grundlæggende demokratisk optimisme, som blev konsolideret efter Murens fald og som gør autokrati og tyranni på vores egne breddegrader et relikvie, som de færreste tager alvorligt.

Men svækkelsen af demokratiets institutioner er en realitet i både USA og Europa, der ikke blot muliggør autoritære strømninger, men samtidig har skabt en folkelig grobund for mistilliden til demokratiet.

Den nuværende generation af politikere står magtesløse. Dansk politik er ingen undtagelse. I Danmark spilder regeringen tiden på at diskutere politiskole, disruption og en ny digital ambassadør, imens verden rundt omkring er i hastig forandring. Kapaciteten til at begribe det nuværende demokratiske opbrud er med andre ord ikke tilstedeværende. 

Den danske regering er ude af stand til at mobilisere et effektivt modsvar til de autoritære tendenser, som truer Europa og som inden for meget få år risikerer at ramme Danmark og Skandinavien. Regeringen har ikke de nødvendige diplomatiske ressourcer til at gøre op med den politiske naivitet, som kendetegner Danmarks rolle i international politik i disse år. Det eneste gode modeksempel er Ulla Tørnæs’ kamp imod Trumps abortlov.

Mange fik først øjnene op for problemerne i det amerikanske samfund og demokrati, da Donald Trump blev valgt som præsident. Men Trump kommer ikke ud af ingenting. Og de autoritære bevægelser i Østeuropa, Rusland og Tyrkiet kommer ikke ud af ingenting. Og den fremtid, som måske venter Vesteuropa og Danmark vil heller ikke komme ud af ingenting.

Demokrati degenererer ikke direkte til dets modsætning. Overgangen fra demokrati til ikke-demokrati sker igennem en institutionel svækkelse, hvor demokratiet langsomt mister evnen til at styre samfundet med politisk regulering og love. Samfundet mister langsomt evnen til at håndtere udfordringer, såsom flygtningestrømme, stigende ulighed og klimaforandringer. Og befolkningerne mister langsomt tilliden til systemet og politikerne. 

Opgørelser over verdens demokratier foretaget af The Economist Unit, viser, at den demokratiske styreform står svagt. Af de 79 lande der karakteriseres som demokratiske, er kun 20 af dem ’fulde demokratier’. Resten er ikke fuldgyldige demokratier men har demokratiske elementer. Eksempelvis er de østeuropæiske lande, Frankrig, Italien og Israel ’mangelfulde’ demokratier, mens Tyrkiet og Rusland slet ikke betegnes som demokratier. USA falder inden for kategorien fuldt demokrati i 2015, men må forventes at blive kategoriseret som et mangelfuldt demokrati i den kommende opgørelse. Danmark topper listen af fulde demokratier sammen med Norge, Sverige, Island og New Zealand.

Alligevel findes en udpræget relativisme blandt vestlige politikere og intellektuelle, der taler om mangelfulde demokratier som var de fulde demokratier. Ideen om yderligere dyb demokratisering synes ikke at længere at have mange tilhængere. I stedet er trådt en overbevisning om, at nationalstaterne må justere deres demokratiske normer og nogle gange acceptere, at ikke alle fuldbyrdede demokratiske elementer er til stede, selvom det reelt indebærer en accept af udemokratiske tendenser.

De populistiske kritikere af demokratiet vinder, når vi gør de ’mangelfulde’ demokratiers udfordringer med social uro, korruption og folkelige legitimitet til at være generelle problemer, som alle demokratier lider under.

Vi er ude af stand til at forstå, hvorfor demokratiet er i opløsning og hvordan vi skal møde autoritære regimer med en effektiv diplomatisk indsats, hvis vi ikke skelner skarpt mellem fulde og mangelfulde demokratier.

Det vigtigt at holde sig for øje, at Putin, Erdogan, Trump og Le Pen er ikke svar på demokratiets problemer. De er autoritære reaktioner på mangelfulde demokratier i opløsning forårsaget af globalisering, ulighed, deregulering og privatisering.

Derfor er det helt afgørende, at den danske regering bliver bedre i stand til at styrke demokratiets institutioner. Kultur, historie, økonomi og infrastruktur spiller en rolle i fastholdelsen og udviklingen af demokratiske institutioner.

Desværre går regeringen i øjeblikket en anden vej, der fortsætter en risikabel deregulering- og privatiseringspolitik, der ignorerer borgernes krav på langsigtet social sikkerhed og solidaritet.

Men det haster. Efterkrigstidens demokratiske vindue er ved at lukke.