Den retoriske baggrund for DF-sejren
Kristian Thulesen Dahl havde en målgruppe i form af de ældre med i sin retorik. Han ønskede, at man skulle gøre mere for denne gruppe. Det skabte givetvis følelser hos modtagerne, fordi det er en gruppe, som de fleste kender til, og det er en gruppe, som de fleste regner med at ende som.
Af Peter Nedergaard, professor ved Institut for Statskundskab. Kronik bragt i Berlingske den 7. juli 2015
Peter Nedergaard
Jeg vil forsøge at drage den retoriske baggrund for Dansk Folkepartis sejr ved folketingsvalget frem i lyset. Udgangspunktet tages i Aristoteles’ tre klassiske appelformer i form af logos, patos og etos. Min påstand er, at Kristian Thulesen Dahl som formand for Dansk Folke- parti under valgkampen samlet set evnede at få det meste ud af disse tre forskelligartede appelformer. Dette bidrog givetvis til sejren.
Logos i retorikken finder vi, når afsenderen forsøger at overbevise modstanderen om sit standpunkt ved at appellere til modstanderens fornuft. Kristian Thulesen Dahl brugte denne appelform gentagne gange, når han f.eks. begrundede ønsket om en strammere udlændingepolitik med hensynet til økonomien og det danske samfunds sammenhængskraft. Argumenterne blev fremlagt sagligt og roligt. Det var ikke et spørgsmål om, at man havde noget imod fremmede. Det var et spørgsmål om, hvad Danmark havde kapacitet til at modtage af folk udefra. Samtidig blev synspunkterne oftest fremlagt som Dansk Folkepartis bud og ikke i polemisk kontrast til andre partiers politik.
Patos består i, at afsenderen forsøger at overbevise modtageren om sit standpunkt ved at appellere til modtagerens følelser. Kristian Thulesen Dahl havde f.eks. tit en målgruppe i form af de ældre med i sin retorik. Han ønskede, at man skulle gøre mere for denne gruppe. Det skabte givetvis følelser hos modtagerne, fordi det er en gruppe, som de fleste kender til, og det er en gruppe, som de fleste regner med at ende som. De følelser gav Dansk Folkeparti et image af at være en forsvarer for den »lille« mand og kvinde i pensionistalderen, hvilket gavnede partiet ud over denne målgruppe. Dog må det med, at patos aldrig kan stå alene. Den skal »pakkes ind« i logos og etos.
Etos forefindes, når afsenderen forsøger at overbevise modtageren ved at slå på sin troværdighed. Kristian Thulesen Dahl gik ind i valgkampen som den mest troværdige danske politiker ifølge flere undersøgelser. Han har således på forhånd haft en betydelig etos-kapital at trække på. Den er opbygget gennem årene ved f.eks. at være konsistent i udmeldinger før et valg og i politikken efter et valg. I de områder, hvor det ikke har været tilfældet – f.eks. i spørgsmålet om Dansk Folkepartis tilslutning til en halvering af dagpengeperioden – har han gjort meget ud af at betone, at det skyldtes ekstraordinære omstændigheder i form af den økonomiske krise. I den forbindelse må det dog også med, at frygten for at miste etos til tider kan hæmme en partileder. Det gjorde sig muligvis gældende, da Kristian Thulesen Dahl alligevel ikke gik med i regeringen, som valgresultatet ellers havde banet vejen for.
Man kan ganske givet ikke vinde et valg på retorik. Et partis politik er efter alt at dømme vigtigst. Omvendt betyder den retoriske servering en del. Derfor bruger partierne også mere og mere krudt på at slibe deres retorik af i forbindelse med valgkampene. I den forbindelse vil det nok være en god idé at studere, hvad Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti gjorde så godt på dette område i 2015. Det kan man lære af, og det gav pote.