20. juni 2019

Der er lagt op til en ny retning for klimapolitikken, men forskningen skal med

KLIMAPOLITIK

Det er godt med et ambitiøst mål for at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser. Men det er vigtigere, at der bliver investeret i forskning, end om målet er 65 eller 70 procent.

Klimakommentar af professor Peter Birch Sørensen (Økonomisk Institut ) i Politiken den 20. juni 2019.

Peter Birch SørensenMed udmeldingen fra partierne i rød blok om, at vores drivhusgasudledninger skal sænkes med 70 procent i 2030 målt i forhold til 1990, har Danmark fået verdens måske mest ambitiøse klimamål.

Lad os sætte målet i perspektiv ved at se på nogle tal. I 1990 var vores samlede udledninger på godt 75 millioner tons CO2-ækvivalenter, når vi medregner landbrugets udledninger af metan og lattergas og nettoudledningen fra vore arealer og skove. Det tal skal sænkes til knap 23 millioner tons i 2030, hvis udledningerne skal reduceres med 70 procent.

Figur over samlede udgifter til energiforskning

Ud fra skøn, som Energistyrelsen fremlagde sidste år, ser det ud til, at udledningerne i 2030 vil lande på godt 44 millioner tons, hvis man indregner effekten af sidste års energiaftale, men ikke gennemfører andre nye klimapolitiske initiativer. Der skal altså iværksættes nye tiltag, som sænker udledningerne i 2030 med yderligere godt 21 millioner tons, dvs. næsten en halvering i forhold til de udledninger, der var udsigt til uden nye initiativer. Det er lidt af en mundfuld.

En ny retning

Man kan illustrere det klimapolitiske gearskifte på en anden måde. Sidste efterår fremlagde V-LA-K-regeringen en plan for reduktion af drivhusgasudledningerne fra den del af samfundet, der går under betegnelsen ’biler, bønder og boliger’. Størstedelen af den planlagte reduktion blev opnået gennem en ’kredit’ for et forventet fald i udledningerne fra jord og skov, som vil komme af sig selv uden at kræve nye politiktiltag.
 
En anden stor del af reduktionerne skulle komme ved, at staten sælger færre CO2-kvoter, men som Klimarådet har påpeget, vil det have en meget begrænset klimaeffekt på denne side af 2030, fordi der er et stort overskud af kvoter på det europæiske kvotemarked. Den reelle drivhusgasreduktion i 2030 som følge af nye indenlandske klimatiltag var kun på knap 2 millioner tons, altså mindre end en tiendedel af den ekstrareduktion på 21 millioner tons, som det nye 70 procents reduktionsmål vil kræve. Der er i sandhed lagt op til en ny retning i dansk klimapolitik.

Argumentet for at stile mod en reduktion på 70 procent er, at Danmark dermed vil have en udledning per indbygger, der nogenlunde svarer til det, verden som helhed skal have i 2030, hvis vi skal have en rimelig chance for at overholde Paris-aftalens mål om at holde den globale opvarmning nede på 1,5 grader.

Desværre mangler vi overblik over, hvad det vil koste at nå en reduktion på 70 procent. En af den afgående regerings undladelsessynder var, at den ikke opdaterede det katalog over klimapolitiske virkemidler og tilhørende omkostninger, som S-R-SF-regeringen fik udarbejdet tilbage i 2013.

Der er dog ingen tvivl om, at det kan blive endog ganske dyrt at leve op til et reduktionsmål på 70 procent. Det bliver dyrere at mindske udledningerne, jo mere man i forvejen har reduceret, fordi man så at sige har plukket ’lavthængende frugter’ først. Prisen for at skærpe reduktionsmålet fra 60 til 70 procent vil altså være noget større end omkostningen ved at skærpe målet fra 50 til 60 procent.

Behov for mere forskning

Prisen for det ambitiøse mål kan sænkes via forskning i nye energiteknologier, og et dansk bidrag på det område kan hjælpe andre lande til at lave grøn omstilling. Som vist i figuren bruger vi i dag meget færre penge på forskning i udvikling af nye energiteknologier, end vi gjorde i starten af årtiet. Da Venstre-regeringen kom til magten i 2015, var en af dens første handlinger at foretage en drastisk nedskæring af midlerne til energiforskning – det modsatte af, hvad der er behov for.

Omstillingen til 100 procent vedvarende energi kan kun lykkes, hvis vi udvikler nye teknologier til at udnytte og lagre den svingende elproduktion fra vind og sol, og hvis vi udvikler nye grønne syntetiske brændsler til den tunge transport, herunder skibe og langdistancefly, hvor el ikke egner sig som drivmiddel. Vi kan også yde et væsentligt bidrag til at sænke landbrugets drivhusgasudledninger ved at videreudvikle vores produktion af biogas.

Danmark har stærke kompetencer inden for forskning og udvikling inden for klima og energi. Det har skabt en omfattende eksport af energiteknologier, der hjælper andre lande til at sænke deres CO2-udledninger. I disse år vælter det frem med nye ideer, men forskningsmiljøerne er udsultede pga. den helt ubegribelige nedskæring af forskningsmidlerne i midten af årtiet. I sidste ende er det nok vigtigere, at vi kan bidrage til den internationale grønne omstilling gennem forskning og udvikling, end om reduktionen af vore egne drivhusgasudledninger i 2030 ender på 65 eller 70 procent.