28. december 2021

Der er to fortællinger om Kina: De er begge en del af sandheden

Kronik

Kina og USA kappes om at afgøre fortællingen om den indflydelsesrige asiatiske nation. Det kinesiske styre fremhæver de positive resultater. USA - Kinas vigtigste rival - samt kritiske internationale forskere og kommentatorer ser skeptisk på udviklingen

Kronik af professor emeritus i statskundskab og koordinator af Kina-netværket ved Center for Militære Studier Bertel Heurlin i Kristeligt Dagblad den 28. december 2021.

KINA OG USA ER RIVALER. Men de er også samarbejdspartnere, konkurrenter og modstandere. I de seneste år er situationen mellem de to lande spidset til. Samarbejdsaspektet svinder ind. Konfliktfronterne er tiltaget i antal og i omfang. Så meget, at krigslignende operationer jævnligt finder sted. Parterne tester hinanden, demonstrer styrke gennem militær afskrækkelse, gennem omfattende militære øvelser og provokerende fly- og flådebevægeler. Men er Kina og USA ligestillede rivaler?

Der findes to fortællinger om Kina. Den positive, triumferende og den skeptiske, negative. Den triumferende kommer fra det kinesiske styre og afspejler selvopfattelsen. Den skeptiske er konstrueret dels af rivalen, USA, og dels af kritiske internationale forskere og kommentatorer.

”RISING CHINA” er fortællingen om et Kina, som stormer frem. Et land i genfødsel, fornyelse, et land med drømme om øget velstand, om retfærdighed og indhentning af tabte områder. Kina er nu verdens stærkeste økonomi målt i købekraft, det næststørste målt i bruttonationalprodukt, verdens største produktionsland, verdens største handelsnation, største befolkning, verdens største højhastighedstogsystem, største antal internetbrugere, største antal mobiltelefoner, som overgår antallet af indbyggere.

Kina er også verdens største modtager af direkte investeringer. Kina er fuldt industrialiseret. Over 60 procent af befolkningen bor i byerne. Det er også landet, størrelsen taget i betragtning, som mest effektivt har fået bragt covid-19 under kontrol. Kina er landet, som har haft den største og hurtigste økonomiske udvikling, nærmest et mirakel.

I 1952 var den gennemsnitlige årlige indtægt pr. indbygger 100 dollar (cirka 750 kroner), i 2020 over 10.000 dollar (75.000 kroner). Kina kan nu prale med, at 400 millioner af landets 1,4 milliarder indbyggere har en middelindkomst. Kina har udryddet den basale fattigdom og har i de seneste 40 år bragt 800 millioner mennesker ud af fattigdom og dermed gjort verden til et bedre sted at være.

Kina kan betegnes som at have ”moderat velstand”. Et mål, som blev sat, da Kina i 1978 begyndte på sin ”reform og åben dør”-politik under den daværende leder, Deng Xiaoping. Det kunne Kinas nuværende præsident Xi Jinping med stolthed bekendtgøre den 1. juli 2021, 100-året for det kommunistiske parti.

DEN MEST GLORIØSE udvikling er den teknologiske. Umiddelbart efter oprettelsen af Folkerepublikken Kina var landet blandt verdens fattigste og måtte for eksempel importere søm. I dag er landet på et højt teknologisk niveau, som udvikler kvantesupercomputere, kunstig intelligens og satellitter, foretager udforskning af rummet, lander fartøjer på Mars og på månen, udforsker havdybder, foretager gennembrud inden for bioteknologi, grøn teknologi, informationsteknologi, og det har allerede etableret den dybt avancerede 5G-teknologi.

Kina er blevet et innovationsland og har på en række centrale områder førertrøjen på. Kina er digitaliseret og forbereder det pengeløse samfund. Samtidig har Kina et effektivt uddannelsessystem, et af verdens bedste. Der arbejdes på at få et stabilt velfærdssystem med børnepasning, sygdomsforsikring og aldersdomsforsikring. Kina ser sig selv som satsende på demokrati, frihed, social og personlig sikkerhed. Kina deltager stærkt i klimakampen og i inddæmning af pandemier. Kina er vitalt, stabilt, fremgangsrigt og stærkt.

MEN DER ER OGSÅ det andet Kina, som ser helt anderledes ud. Et Kina, som har problemer, hvor økonomien svækkes, og udviklingen går i stå. Der er mange luftspejlinger, som forbliver luftspejlinger, og mange fjerne mål, der ikke nås.

Der er hundredvis af tomme byer, en boligboble, som når som helst kan briste. En befolkning, der svækkes. Der bliver gammel, før den bliver rig. Provinser, konglomerater, firmaer, provinser, som er dybt forgældede. Skolebørn, som bryder sammen. Arbejdere, der begår selvmord. En befolkning, som overvåges ned til detaljen og som officielt dermed vurderes og graderes efter efterrettelighed, lydighed, flid, loyalitet og korrekt politisk aktivitet. Et folk, som censureres og som underkaster sig selvcensur i et system, som fastholder partiets magtposition. Tiden for det opstigende Kina, ”Rising China”, er ved at løbe ud.

Der mangler ressourcer: Kina har verdens største energiimport. 40 procent af agerjorden kan ikke mere bruges på grund af forurening, eller fordi den er overudnyttet. Grundvandet er for 60 procents vedkommende ikke til menneskelig brug. Floderne forsvinder eller er forurenede. Kina er blevet verdens største importør af landbrugsprodukter; Kina kan ikke mere brødføde sig selv. Kina overholder ikke internationale normer, friheds- og menneskerettigheder.

Kinas økonomi, som tidligere havde vækstrater på 15 procent er nu nede på 6 procent. Umiddelbart ser Kina ud til at have klaret coronakrisen økonomisk. Men mange forskere mener, at de officielle tal er manipulerede, og at den reelle vækst nu kun er det halve.

Uligheden er gigantisk. De utallige bolig- og infrastrukturprojekter er uholdbare; de hviler på omfattende låntagning. Den kinesiske gæld er ottedoblet fra 2008 til 2019. Der formodes at være 50 spøgelsesbyer. En boligboble kan næppe undgås. Produktionseffektiviteten daler. Reformerne udebliver. De private firmaer presses. Statsvirksomhederne subsidieres.

Teknologisk er Kina langt fremme, men med hensyn til innovation og hightech er landet fortsat bagud. Egenproduktion af mikrochips, som er af fundamental betydning, er et problem, der ikke er løst. 80 procent af forbruget af mikrochips er import. Kinas vaccine står ikke mål med andre landes. Befolkningsproblemet er gigantisk. Selvom der bliver åbnet for fri adgang til børnefødsler, er befolkningspyramiden vendt om. Fra 2020 til 2035 vil der være 70 millioner arbejdsduelige i forhold til 130 millioner pensionister. Et forhold, som vil ændre produktionssystemet.

HVAD ER VIRKELIGHEDEN SÅ? Hvilken fortælling er den rigtige?

Realiteten er, at begge fortællinger svarer til virkeligheden. Kina har grund til at triumfere, men det kinesiske partistyre er fuldt ud klar over, at meget er gået skævt, og at der er konkrete tegn på, at projektet om et stadigt stærkere Kina har gigantiske udfordringer.

Det er ikke længe siden, at Xi Jinping advarede om, at hvis partiets kurs ikke strengt blev fulgt ville folkets, partiets og nationens overlevelse være truet. Det er store ord. Men partistyret ved, at der er alvorlige modsætninger i samfundet, som er vanskelige at imødegå. Man er kun undervejs til at blive en stærk, velstående, socialistisk nation.

Kina ser stadigvæk sig selv som et udviklingsland. Der er et stykke vej til at kunne måle sig med USA. Man er langtfra i mål. Men der arbejdes på det. Der bliver iværksat omfattende foranstaltninger mod forurening, ulighed, udnyttelse af arbejdskraft, boligbobler og lånoptagning til tvivlsomme projekter.

Kina har høje idealer om at reducere CO2-udledningen, at nå målet med at være demokratisk, kulturelt avanceret, smukt, at følge menneskerettighederne, at få et rimeligt niveau af social sikring, hvad angår alderdom og sygdom. Intentionerne er der. Men vejen er lang. USA sætter sig imod. USA er Kinas største problem. Kina ved, at USA fortsat er ene-supermagten, som man på mange måder både imiterer og forsøger at udnytte, men som man nødvendigvis må have et pragmatisk forhold til.

KINA HAR ENDNU TIL GODE at demonstrere, at man kan overkomme mellemindkomstfælden. Det vil sige det forhold, at den økonomiske udvikling ikke formår at løfte sig over mellemindkomsten. Debatten er heftig. Derfor er det højeste prioritet at kunne skabe fortsat vækst. Men Kina er hårdt presset af et USA, hvis politik i stigende grad er at inddæmme et Kina med øget økonomisk styrke. En styrke, som betyder voksende militær, politisk og teknologisk magt og påvirkning, nationalt, regionalt og internationalt.

Dette Kina modarbejdes af USA. Det er et åbent spørgsmål, om Kina i det lange løb, med et fortsat overlegent USA, kan fortsætte rivaliseringskampen.