05. november 2015

Der må være en grænse

Kronik i Berlingske den 5. november 2015 af Peter Nedergaard, professor ved Institut for Statskundskab

Peter Nedergaard

Uden grænser findes der ingen velfungerende velfærdssamfund. Hvis grænserne mellem landene var pivåbne, ville det fåtal af steder, hvor man har retsstat, tryghed og velfærdsordninger hurtigt blive overrendt af det store flertal, som ikke er så heldige. Lande kendetegnet ved disse ting ville derfor før eller siden skulle opgive dem. Man kan imidlertid ikke fortænke millioner af mennesker i at ville gøre alt for at komme derhen, hvor livsvilkårene synes langt bedre, selv om den ikke intenderede konsekvens heraf bliver, at det, man søger hen til, forsvinder i processen.

Det er den helt fundamentale trussel i den nuværende situation i Europa, som måske så småt er ved at gå op for de fleste europæere, men som den europæiske politiske klasse i hvert fald til tider synes for afskærmet fra virkeligheden til at ville reagere på. I den forbindelse er det uheldigt, at netop Tyskland er tvunget til at skulle agere europæisk leder, fordi Tyskland slæber rundt på flere historisk begrundede og forståelige traumer og neuroser end andre europæiske lande, som gør, at landet hverken nationalt eller i europæisk sammenhæng altid agerer rationelt.

Grænserne i Europa kan befinde sig ved EU’s ydre grænser eller de kan befinde sig mellem landene. Men et af stederne må der være en skrap myndighedskontrol, hvis de gode ting i Europas lande skal bevares. Når situationen i EU har udviklet sig de seneste måneder, som den har, skyldes det, at den indre grænse er væk mellem Schengen-landene i kombination med, at de ydre grænser har været mere end porøse.

Tit hævdes det, at fraværet af indre grænser i EU er en nødvendighed for det indre marked, som de fleste er tilhængere af. Det er imidlertid en tilsnigelse at hævde noget sådant. Det indre marked fungerede fint og upåklageligt vækstfremmende i lang tid, før Schengen-samarbejdet fjernede den indre personkontrol. Derfor ville en genetablering af de indre grænser i EU ikke nødvendigvis skade det indre marked, selv om det naturligvis ville være et nederlag for dem, som ønsker en integration i EU efter samme principper, som en cykel fungerer – hvis man ikke cykler fremad, vælter man.

Men hvis man af denne årsag vil bevare Schengen, er en kraftig skærpelse af EU’s ydre grænser uomgængelig i modsætning til i dag, hvor en kort tur med en menneskesmuglerbetalt gummibåd fra den tyrkiske kyst og til Lesbos indebærer, at man har fri adgang til hele EU. Samtidig må man i tæt samarbejde med de lande, som flygtningene kommer fra. I den sammenhæng skræmmer EU-landenes udenrigspolitiske inkompetence, idet man godt nok kunne samarbejde om at fjerne Gadaffi i Libyen, men det skete uden plan for, hvad der skulle sættes i stedet. Det er også stærkt urimeligt, at de stenrige golfstater stort set ikke løfter i forhold til flygtningekrisen i nabolandet Syrien.

Sidst – men allervigtigst – må EU i gang med en Marshall-plan for Mellemøsten, som udover ovenstående indebærer massiv støtte til genopbygning og udvikling. Det kan og skal EU ikke klare alene. De rige golfstater  presses hårdt til at komme til lommerne, men EU skal nok være villig til at påtage sig lederskabet.

Alt dette for at sikre en grænse.