Det er ikke farligt at give modstanderen lidt ret i racismedebatten

Kommentar af professor Asmus Leth Olsen (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 28. juni 2020.

Der er flod og ebbe i den danske udlændingedebat. Når der er flod, går samtalen på ikke-etniske danskeres markante overrepræsentation i alle de forkerte statistikker: for mange domme for kriminalitet, for dårlige karakterer i folkeskolen og for meget plads i arbejdsløshedskøen.

Lige nu er der ebbe. Vi har en debat om racisme og diskrimination i Danmark i lyset af Black Lives Matter-protesterne i USA. Ligesom flod og ebbe skubber vandet rundt, når Jordens rotation bevæger sig ud og ind af andre måner og planeters tyngdefelter, er ebbe og flod i udlændingedebatten også befolket af de samme aktører, bare i nye roller.

Når der er flod, tromler højrefløjen frem med de negative udlændingestatistikker, mens venstrefløjen helst ser væk eller vil tale om noget andet. Men her i ebbetiden er det videnskabelige studier af diskrimination af etniske minoriteter i Danmark, som dele af højrefløjen på alle tænkelige måder forsøger at gemme sig for.

Jeg prøver virkelig ikke her at finde den gyldne mellemvej, men blot stilfærdigt konstantere, at begge fløje kunne omfavne »de andres« rykvind i virkeligheden uden problemer: Ja, der er store integrationsproblemer og ja, der er faktisk betydelig diskrimination i Danmark. Det ene udelukker ikke det andet.

Der er faktisk betydelig diskrimination

Min kollega fra søsterinstituttet for Statskundskab i Aarhus samlede på Twitter et fint overblik over den danske forskning på området. Disse studier viser diskrimination over for personer med mellemøstlige navne i mødet med velfærdsstaten, på boligmarke

det og arbejdsmarkedet. Og jeg kunne nævne langt flere områder og studier end dem.

Der er faktisk solid dansk forskning på det her område. Meget af denne forskning er fra »øverste hylde« lavet efter alle kunstens regler som videnskabelige felteksperimenter, der placerer sig højt i evidenshierarkiet. Vi skal lytte til dem.

Det er værd at dvæle lidt ved. For meget af kritikken fra højrefløjen går på, at man jo ikke kan sammenligne ikke-etniske danskere med etniske danskere. Det var også Pia Kjærsgaards argument i Folketingssalen i denne uge, hvor hun filosoferede over, hvorfor man skal søge flere stillinger, hvis man hedder Aisha. Argumentet er, at arbejdsgiver på baggrund af navnet gør sig forestillinger om ansøgers religiøsitet, og hvorvidt tørklæde og daglig bøn passer med jobbeskrivelsen.

Kjærsgaards og flere andres argument langs samme rille kendes i forskningen som statistisk diskrimination. Statistisk diskrimination henviser til, at når vi hører navnene Muhammed og Peter, kan vi vælge at bedømme deres kvalifikationer og personlige egenskaber ud fra vores viden om de grupper, som den pågældende person tilhører eller antages at tilhøre givet deres navn.

Pointen er, at forskningen faktisk netop forsøger at afvise statistisk diskrimination. Det mest omtalte studie i debatten, foretaget af ph.d. i statskundskab, Malte Dahl, viser, at personer med mellemøstlige navne i Danmark skal søge langt flere jobs for at blive indkaldt til det samme antal samtaler som personer med et traditionelt dansk navn.

Dette sker ved at sende ansøgninger til hundredvis af jobs og måle, hvor mange der bliver kaldt til samtale. Dette sker med brug af identiske CVer og ansøgninger, der sender stærke signaler om ansøgers kvalifikationer og personlige interesser. Vi hører om personernes uddannelse, karakterer og fritidsinteresser. Pointen er, at Muhammed bliver kaldt langt mindre til samtale selv med identiske eksamenspapirer og samme sunde ikke-radikaliserede fritidsinteresser som Peter.

Svær fortolkning

Flod og ebbe i udlændingedebatten bliver til den gode gamle sang om, at politiske sympatier øger evnen til at misforstå faktuelle forhold, der ikke passer med sympatierne. Det har vi naturligvis også fin forskning på. Hvis en statistik ikke passer med ens politiske overbevisning, så har man simpelthen »mere svært« ved at fortolke denne statistik korrekt.

Det er ikke, fordi forskningen og de officielle statistikker skal være overdommere. Vi kan ikke afgøre disse spørgsmål endegyldigt, og der er altid rum for fortolkning og politisk uenighed om løsninger. Men en basal accept af nogle »facts on the ground« fra begge sider ville i det mindste gøre det muligt, at skyttegravene kunne flytte lidt tættere på hinanden, så argumenterne kunne ramme lidt mere præcist fra begge sider.