14. februar 2019

Det nye forsvarsbudget holder formentlig også kun to år

Kommentar af professor Mikkel Vedby Rasmussen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 14. februar 2019.

Mikkel Vedby Rasmussen. Foto: Sara GalbiatiI Danmark er vi stolte af vores forsvarsforlig.

Ideen om at finansiere forsvaret ved flerårige politiske aftaler blev født for at holde kommunister og pacifister væk fra planlægningen af forsvaret, men udviklede sig til et forbillede for budgetaftaler på andre områder (for eksempel politiet), fordi politikerne følte, de kunne sætte en retning, og områdets medarbejdere følte, de kunne få tryghed i planlægningen.

Men det en falsk tryghed, for forsvarsforlig holder sjældent perioden ud.

Trump-regeringen er ikke overbevist om, at Danmark investerer nok. USA har nemlig en helt anden forståelse af logikken i et forsvarsbudget, end Danmark har.

Professor Mikkel Vedby RasmussenInstitut for Statskundskab

Forliget fra 2010 holdt til 2012, hvor en ny aftale gældende fra 2013 blev lavet. Den holdt perioden ud, men var da til gengæld blevet overhalet af den virkelighed, Putin og Trump skabte, da et nyt forlig trådte i kraft i 2018.

Det skulle vare til 2023, men det har længe stået klart, at regeringen måtte investere mere i forsvaret, og regeringen tilfører nu Forsvaret yderligere 4,5 milliarder kroner.

I forliget fra 2017 blev forsvarsbudgettet bragt tilbage på det niveau, som det har haft siden afslutningen af Den Kolde Krig.

I 1995-2018 brugte Danmark i gennemsnit 26 milliarder i 2017-kroner på forsvaret. Fra 2013, hvor SR-regeringen sparede på forsvaret, til 2022, hvor det ”substantielle løft” for alvor skulle hæve budgettet, lå forsvarsbudgettet under gennemsnittet.

Forudsætningen for besparelserne var, at tilbagetrækningen fra Afghanistan betød et lavere behov for at understøtte soldater på fjerne slagmarker. Bortset fra mindre missioner i Syrien, Irak og Afghanistan blev forsvaret hjemme.

Fordelen ved at blive hjemme var, at man kunne gennemføre den effektivisering, som ikke var mulig at gennemføre, når der var en krig at føre i Afghanistan. Forsvaret skabte de bedst mulige forudsætninger for at anvende de nye penge, som partierne bag forsvarsforliget tilførte i 2018.

Men pengene skulle ikke længere bruges til fjerne krige, men nærforsvar i Østersøområdet. Forsvaret har således for anden gang på 20 år lavet en forandring i sine opgaver som led i en effektiviseringsøvelse.

Den måde at omstrukturere forsvaret på kræver tid. Forsvaret brugte ti år på at internationalisere sig, og forsvarsforliget af 2018 regnede med seks år til at indfase nye bevillinger.

Det var god forsvarspolitik, men dårlig udenrigspolitik. For Trump-regeringen er ikke overbevist om, at Danmark investerer nok. USA har nemlig en helt anden forståelse af logikken i et forsvarsbudget, end Danmark har.

Hvis Danmark har et boutique-forsvar, som vi med omhu optimerer til særlige missioner, er det amerikanske forsvar de væbnede styrkers svar på Walmart – her er alle de styrker på hylderne. Og alt det isenkram, som du har brug for til at føre alle slags krige.

Amerikanerne har respekt for de danske styrker, men de har ikke respekt for en tilgang til forsvar, som dybest set er baseret på, at vi har god tid, fordi amerikanerne træder til, når det brænder på. Det kan de ikke længere i det omfang, som de før kunne.

Bag Trumps protester over de lave forsvarsbudgetter i Danmark og resten af Europa ligger det faktum, at amerikanerne efter Den Kolde Krig havde et overskud af for eksempel lufttransport, så der altid var plads til en dansk kampvogn i hjørnet af et amerikansk Galaxy-transportfly.

Det overskud har amerikanerne ikke længere, hvor de investerer i en ny transportflåde, ny lufttankningsfly og andre af de støttefunktioner, som Danmark har nydt godt af.

Hvis de nye danske F35-fly for alvor skulle kunne operere, må Danmark derfor selv købe fly, der kan tanke dem op, og hvis danske soldater skal transporteres, må Danmark selv købe Herkules-fly.

Danmark har taget hul på investeringer i transport- og støttekapaciteter, men fordi forsvarsforlig er politiske aftaler, hvor det sælger bedre at bruge en milliard på cyberkapaciteter, der beskytter vælgernes computere, end på transportfly, som flyver containere til Estland, er der behov for langt større investeringer her.

Et forsvar, som kan transportere sig selv, levere sin egen beskyttelse mod fjendtlige fly, støtte infanteri med eget artilleri og have flere kampvogne i felten, er langt dyrere end et forsvar, som kan lade amerikanere tage sig af den slags.

Et forsvar, som samtidig planlægger efter at komme i kamp mod en modstander, der kan skyde kampfly til en halv milliard kroner ned, må også forvente at skulle købe flere fly, flere kampvogne og flere skibe for rent faktisk at kunne levere den militære effekt i en skarp situation.

Det kræver selvfølgeligt soldater, søfolk og flyvere at bemande dem. Eller sagt på en anden måde: to-fire milliarder yderligere til Forsvaret er bare begyndelsen. Det nye forsvarsbudget holder formentlig også kun to år.