14. december 2016

Det reaktionære sind

Debatindlæg af ph.d.-studerende Rune Møller Stahl (Institut for Statskundskab) i Information den 14. december 2016.

Trumps skingre tone og løfter om at sparke eliten ud Rune Møller Stahldiskvalificerer ham som ægte konservativ, mener mange kritikere. Men faktisk kæmper han netop for kernen i den konservative tradition: Opretholdelsen af ’naturlige’, ordensskabende hierarkier, hvor rig står over fattig, hvid dominerer sort, og mand bestemmer over kvinde

Der er noget galt med konservatismen og højrefløjen. Det er konsensus blandt en stor del af det politiske og mediemæssige establishment i kølvandet på Donald Trumps valgsejr.

Trumps vulgære retorik og bombastiske forslag om at sparke eliten ud af Washington burde have udelukket ham som bannerfører for den konservative bevægelse.

Ifølge lærebøger i politik burde konservatisme betyde angst for hurtig forandring og vægt på traditioner, elite og anstændighed.

Den attitude er måske bedst udtrykt med den konservative filosof Michael Oakeshotts ord: 'At være konservativ er at foretrække det kendte for det ukendte; det prøvede for det uprøvede; fakta for mysterier; det eksisterende for det mulige og det afgrænsede for det grænseløse.'

Den forestilling virker så fjernt fra Trump, Sarah Palin eller Tea Party-bevægelsen, som man kan komme.

Og det har skabt en nostalgi efter gammeldags anstændige konservative, hvor selv erklærede venstreorienterede har udtrykt længsel efter politikere som George W. Bush eller Ronald Reagan på trods af deres krige og ulighedsskabende politik.

Nostalgi

Problemet er blot, at der er tale om et glansbillede. Denne nostalgiske konservatisme har aldrig eksisteret, den opstår på grund af en grundlæggende misforståelse af, hvordan konservatismen fungerer.

Det er hovedtesen hos den amerikanske politilog Corey Robin, der i The New Yorker for nylig blev beskrevet som 'Manden der forudsagde Trump'.

Robin har i en årrække beskæftiget sig med amerikansk konservativ tænkning og figurer som Irving Kristol og William F. Buckley.

Han mener, at alt for mange venstreorienterede har undervurderet konservativ tænkning som simpel bagudskuen og mangler blik for det filosofiske og politiske projekt, der driver den konservative bevægelse.

I hans bog fra 2011 The Reactionary Mind lancerer han den kontroversielle ide, at der er en stærk kontinuitet, som binder nutidige politiske showstjerner som Trump og Palin sammen med ærværdige politiske tænkere som Edmund Burke, Alexis de Toqueville og Jospeh de Maistre.

De deler nemlig alle den grundlæggende kerne i den konservative tænkning, at de mener, at der findes et naturligt hierarki mellem mennesker, og at det politiske system må indrettes, så det afspejler det.

Alternativet til en orden baseret på dominans og hierarki er kaos og anarki. Det betyder, at de som politisk konservative er parate til at kæmpe for at bevare disse naturlige hierarkier – hvad enten det er mellem rige og fattige, sorte og hvide eller mænd og kvinder – mod forsøg på at skabe lighed.

Kampen mod tøjleløsheden

På trods af sin forkærlighed for traditionelle roller og hierarkier, er konservatismen for Robin ikke simpel traditionalisme. Den er tværtimod et produkt af moderniteten.

Den konservative tænkning opstod som en reaktion på demokratiske og egalitære opstande omkring den franske revolution. Her så den første generation af konservative som Edmund Burke og Joseph De Maistre, at forsøget på at vælte de traditionelle magter som kongen, adelen og kirken kastede samfundet ud i kaos og strid.

Derfor var der behov for en politisk bevægelse, der kunne genoprette samfundets orden mod denne form for politisk tøjleløshed.

Bannerførerne for den konservative bevægelse kommer ikke fra den klassiske elite, men udgøres snarere af dem lige under i hierarkiet. Konservatismen er drevet af mellemlederen eller butiksejeren; af dem, der befinder sig i kanten af eliten, men ikke mestrer de præcise koder, der karakteriserer dem, som er født til magten.

Edmund Burke beskriver selv afvisende, hvordan den højadelige politiker er blevet »svøbt og vugget, og gynget ind i rollen som lovgiver«. Den klassiske elite er for blødsøden for den konservative, han har mistet evnen til at forsvare den naturlige orden i samfundet. Projektet er ikke at bevare, men at genoprette en tabt orden, som ikke længere er i verden. Man vil skabe en respekt, som er fortjent, men ikke længere er givet.

Afmagten som drivkraft

Det er dette tab af privileger og magt, som er den følelsesmæssige drivkraft i konservatismen. Og det er en ekstremt stærk drivkraft, en følelse af anerkendelse og kontrol, der rammer helt ind i intimsfæren.

Følelsen hos manden, der ikke længere kan styre sin kone og børn; hos den hvide, som på gaden oplever ikke længere at tilhøre en privilegeret gruppe; eller hos chefen, som ikke længere kan drive sin virksomhed, som det passer ham, fordi arbejderne er blevet organiseret og begynder at stille krav og tale ham midt imod. Den emotionelle drivkraft i konservatismen er frustrationerne bundet til disse konkrete, hverdagsagtige reaktioner på en verden, der ikke længere fungerer, som den burde.

På trods af længslen mod en orden, der er rodfæstet i traditionen, er det ikke ønsket om langsommelig, gradvis forandring, der er definerende for konservatismen – denne ambition deles også af mange liberale og endda socialdemokrater.

Trump taler et sprog, der går lige i hjertekulen på folk. Et sprog, som forstår at adressere de bekymringer og indestængte følelser, som mange amerikanere har holdt for sig selv i frygt for at blive udskammet, forhånet eller set ned på, skriver dagens kronikør.

Den konservative bevægelse har i høj grad grebet til drastiske midler, hvis dens støtter har oplevet, at deres naturlige hierarkier er truet. Tænk blot på den konservative elite i de amerikanske sydstater, der drev landet ud i en blodig borgerkrig for at bevare slaveriet.

Når venstrefløjen ifølge Robin ikke har formået hverken at forstå eller stoppe den konservative bevægelse, er det fordi, de ikke forstår den meget konkrete, mobiliserende kraft, der ligger i følelsen af tab. Han opsummerer kort konservatismens kerne som: 'Følelsen af at have magt, at opleve, at den magt bliver truet, og at forsøge at vinde den tilbage.'

Oprøret mod rettighedskampen

Den nuværende amerikanske konservatisme har, trods de dybere intellektuelle rødder, sit udgangspunkt 1960’erne og 70’erne. Den opstod ifølge Robin, som en reaktion på den succes, en række egalitære bevægelser havde opnået fra 1930’erne og frem.

Via New Deal havde den hvide arbejderklasse fået større del i velstanden og den samfundsmæssige magt; via borgerrettighedsbevægelsen havde sorte opnået anerkendelse som borgere; og via den feministiske bevægelse havde kvinderne fået adgang til arbejdsmarkedet.

Det blev af mange konservative tolket som et tegn på samfundsmæssigt forfald og spirende kaos. En opfattelse, der blev yderligere styrket af stigende kriminalitet og uro i de fattige sorte kvarterer i de store byer.

Den nye konservative bevægelse, som voksede ud af denne situation, var en alliance mellem tre grupperinger: Økonomisk neoliberale forretningsfolk, som ønskede et opgør med fagforeninger, skatter og statslig regulering; religiøse konservative, der var bekymrede over abort, ligestilling og seksuelt forfald; og hvide racister, der var utilfredse med borgerrettighedslovene og ønskede de sorte tilbage på deres plads.

Disse grupper fandt sammen deres hjem i det republikanske parti, som de langsomt overtog. Forløberen for denne bevægelse kunne ses i Barry Goldwaters fejlslagne kampagne i 1964, hvor han kombinerede en hardcore økonomisk liberalisme med modstand mod borgerrettighedslovgivning.

Med Nixons såkaldte Southern Strategy lykkedes det at splitte de hvide sydstatsvælgere fra deres loyalitet til det demokratiske parti. Det var dog først med Ronald Reagan, at den konservative bevægelse fik en præsident, der opfyldte ambitionerne.

En kombination af neoliberal økonomisk politik, krig mod stoffer og hård kurs mod kriminelle blev via den såkaldte hundefløjteretorik solgt med kodede, men dog forståelige budskaber om, at indsatser mod kriminelle og sociale klienter især handlede om sorte og minoriteter.

Mere og mere skinger

I løbet af 1990’erne blev den konservative sejr fuldstændig, idet man ikke bare erobrede kontrol over Kongressen i 1994, men også fik det demokratiske parti til at acceptere de brede linjer i det konservative program, når det handlede om økonomi og moral.

Den konservative sejr rummede dog også store problemer for det konservative projekt. Af dens oprindelige fjender var den vigtigste og stærkeste, arbejderbevægelsen, fuldstændigt slået, mens både den feministiske og den afroamerikanske bevægelse er langt fra deres tidligere styrke.

Det var Ronald Reagan og Margaret Thatcher, som i 1980’erne stod fadder til neoliberalismens dominans som herskende økonomisk paradigme. Med valget af Trump synes den epoke at være slut

Det betød, at den konservative bevægelse begyndte at løbe tør for den form for reaktionær energi, som havde drevet den. Uden stærke egalitære bevægelser at kæmpe mod blev den amerikanske konservatisme drevet ud i mere og mere ekstreme og skingre forsøg på at fremstille samfundsordenen som truet.

Derfor ser Robin heller ikke Trumps sejr som et tegn på en revitaliseret konservatisme. Der er snarere tale om en svækket bevægelse, der er ved at knække over i en nationalistisk og en økonomisk konservativ fløj. Konservatismen lever af modstand, og i mangel på stærke modstandere opløses bevægelsen.

Ny europæisk konservatisme

Selv om Corey Robins arbejde er koncentreret om amerikansk konservatisme, er der paralleller til udviklingen i Europa. I Europa har der dog ikke været den samme integration mellem kulturel og religiøs konservatisme og neoliberal økonomisk politik, som man har set i USA.

Og i modsætning til USA er slaveriet og raceskellet ikke definerende. I stedet har man siden 1990’erne samlet sig om modstand mod den nylige indvandring fra især muslimske lande. Den danske idehistoriker Mikkel Thorup beskriver, hvordan den nye radikale højrefløj i Europa fremstiller indvandringen som en eksistentiel trussel mod de vestlige samfund.

Her er det ikke den indenlandske hierarkiske orden, men det globale hierarki, der bliver vendt op og ned på. Når fremmede kommer her og kræver rettigheder, arbejde og anerkendelse, rykker det ved den privilegerede position, som den indfødte europæer føler, han eller hun fortjener.

Samtidig bliver denne trussel via begreber som politisk korrekthed eller kulturmarxisme koblet til et bredere forsøg på at omvælte den traditionelle orden, ved hjælp af kønsmæssig ligestilling, seksuel frigørelse og økonomisk omfordeling.

Denne bevægelse har især fået fat i de grupper af socialt nedadmobile hvide mænd i middel- og arbejderklassen, som oplever, at deres job og økonomiske fremtid er truet af globalisering og teknologisk udvikling.

Det er den samme gruppe af vrede hvide mænd, som Trump har fået fat i med sin antimuslimske og globaliseringskritiske kampagne. Så trods de to kontinenters forskellighed er vi måske ved at se en sammensmeltning mellem amerikansk og europæisk konservatisme.

Resultatet bliver en ny form for vred, xenofobisk og globaliseringskritisk nationalkonservatisme.