21. maj 2017

Det socialdemokratiske hamskifte på udlændingepolitikken

Indspark af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 21. maj 2017.

Socialdemokratiet har over de seneste år skiftet ham medProfessor Peter Nedergaard
hensyn til udlændingepolitikken. Hamskiftet skyldes flere faktorer.

For det første er der velfærds-statsideologien. Socialdemokratiet mener at stå fadder til velfærdssamfundet. Som Milton Friedman har påpeget, er der en modsætning mellem en meget liberal udlændingepolitik og så velfærdssamfundets overlevelse. Der er simpelt hen ikke råd til ikke at føre en sådan udlændingepolitik, hvis velfærdsstatsordningerne skal have et blot nogenlunde niveau.

Det er senest blevet understreget i en analyse fra Finansministeriet, som viser, at indvandringen fra tredjeverdenslande årligt koster de offentlige budgetter mere end 30 milliarder kroner. Det er naturligvis midler, som ikke samtidig kan anvendes på velfærdsstatens kerneopgaver. I det nye principprogram »Fælles om Danmark« beskriver Socialdemokratiet det således:

»I Socialdemokratiet mener vi, at vi skal hjælpe mennesker på flugt, men vi skal også kunne følge med herhjemme – i kommunerne og som borgere. For Socialdemokratiet handler det om at finde balancen mellem at hjælpe mennesker i nød og at sikre, at vores land hænger sammen, og at vi fortsat har råd til det høje velfærdsniveau, der kendetegner vores samfund.«

Altid været socialdemokratisk DNA

For det andet er der historien. Mattias Tesfaye har med bogen »Velkommen, Mustafa« genfortalt historien om Socialdemokratiet og indvandringen. I denne genfortælling består de ægte socialdemokratiske rødder i en stram udlændingepolitik, som ifølge Tesfaye beklageligvis afviges i perioden fra begyndelsen af 1980erne og frem til nu, hvor man så igen genfinder kritikken over for en for liberal udlændingepolitik, der hele tiden har ligget som en del af det socialdemokratiske DNA, og som de socialdemokratiske borgmestre i de indvandrertunge vestegnskommuner altid har repræsenteret.

For det tredje er der overlevelsen. I den socialdemokratiske ledelse har man også kunnet iagttage, hvordan den traditionelle vælgerbase gradvis er eroderet i Danmark og i andre lande, hvor mange arbejderstemmer er forsvundet til indvandrerkritiske partier. I visse lande er socialdemokratierne ligefrem blevet småpartier med under ti procent af stemmerne, hvad der er ganske usædvanligt i Europa. Projektet med det socialdemokratiske hamskifte i udlændingepolitikken drejer sig også om at undgå at ende i en lignende situation i Danmark. Foreløbig tyder opinionstallene på, at det er lykkedes.

Det socialdemokratiske hamskifte er ærligt nok. Man siger faktisk, hvad man mener. Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvor hårdt man vil stå på det, når man kommer under pres fra Det Radikale Venstre. Er den stramme udlændingepolitik en socialdemokratisk rød linje – eller giver man sig igen til fordel for en liberal udlændingepolitik, når magten er inden for rækkevidde?