6. november 2016

Det splittede USA

Kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 6. november 2016.

Næsten uanset hvordan tirsdagens amerikanske valg ender, Peter Kurrild-Klitgaardstår man med et politisk set næsten historisk splittet USA.

Én ting er det rent partipolitiske. Efter de senere meningsmålinger at dømme får hverken Hillary Clinton eller Donald Trump over 50 pct. af vælgerne bag sig– og vinderen vil så (igen) reelt have et flertal af vælgerne, der har stemt på andre kandidater (som Bill Clinton i 1992 og 1996 og Bush i 2000). Og vinderens margin vil næppe være større end to-fire procentpoint, hvilket betyder, at hvem der end sejrer, vil denne sidde med et relativt tyndt mandat. Dermed har man reelt samme billede som ved tre af de fire seneste præsidentvalg (2012, 2004, 2000).

The Washington Post skriver under overskriften 'Trump har aldrig været tættere på Det Hvide Hus end nu', og at valget lige nu er så tæt, at en enkelt stat kan afgøre valget. Eller også vil det utænkelige ske, at det bliver besluttet af de folkevalgte.

Det Republikanske Parti står i næsten alle andre sammenhænge end ved præsidentvalg med partiets stærkeste magtbase i næsten 100 år, og de seneste meningsmålinger ser ikke ud til at ændre voldsomt ved det. Partiet står således til at fastholde flertallet i det ene af Kongressens to kamre, Repræsentanternes Hus, og selvom man skønnes at gå tilbage i Senatet, tyder meget på, at Senatet let kan ende med en 50-50 fordeling eller lige deromkring.

Dermed vil Republikanerne i hvert fald kunne opretholde et så stort mindretal, at de reelt kan blokere meget af Senatets arbejde – præcis som det Demokratiske mindretal har forsøgt i historisk høj grad, mens Republikanerne har haft flertallet. Så der er ingen grund til at tro, at Washington efter 20. januar 2017 vil være præget af mere konsensus.

Øget polarisering

Noget andet er, at splittelsen også sker mere fundamentalt blandt vælgerne, der i de seneste årtier har flyttet sig i hver sin retning.

Meningsmålinger over en længere årrække har vist, at når det gælder vælgernes ideologiske selvopfattelse, øges polariseringen. I 1992 var der 17 pct., der identificerede sig som 'liberale' (betegnelsen for venstreorienteret i USA) og 36 pct. som 'konservative'. Begge andele er steget til nu at være ca. 23 pct. og 39 pct.

Det mønster genspejler sig forudsigeligt nok i, hvordan de folkevalgte politikere i Kongressen stemmer. Indtil 1980erne stemte mange Demokrater ofte sammen med Republikanerne og vice versa. I dag er 'midten' stort set forsvundet, med hvert parti placeret i hver sin 'boble' på hver sin fløj.

Udbredt mistillid til politikerne

Hvor kommer splittelsen fra? Nogle forskere og forfattere har talt om, hvad man kalder 'den store sortering'. Et begreb, der refererer til, at USA i stedet for at være fortidens 'smeltedigel' nu simpelthen deler sig – geografisk, kulturelt, socialt, etnisk.

Middelklassen flytter ud af storbyerne, ud til forstæderne, hvor netværkskulturen i kirker og andre dele af civilsamfundet er stærk. De indre dele af storbyerne befolkes i stedet af lavindkomstgrupper og den kreative klasse med høje indkomster. Venstrefløjsvælgere flytter til kysterne, hvor der er flest som de selv, mens højrefløjsvælgere bliver boende i 'Middle America'.

I takt med, at vælgerne er blevet mere ideologiske, og partierne har tilpasset sig og blevet bedre til at få deres folk genvalgt, er politikerleden blandt vælgerne øget. Kongressen som helhed ligger over en årrække på den laveste popularitet, der nogensinde er registreret (ca. 20 pct.) Kun godt halvdelen af vælgerne har tillid til præsidentembedet, uanset hvem præsidenten er. For hver én vælger, der siger, at vedkommende har stor eller nogen tillid til forbundsregeringen, er der fire, der siger det modsatte. For hver én vælger, der mener, at USA er »på rette spor«, mener to andre det modsatte. USA er ved at gå op i limningen politisk.