Digitalisering og global fødevaresikkerhed

Artikel af prodekan Andreas de Neergaard i fagforeningen  JA's blad Momentum+, juni 2018 (JA samler kandidater, bachelorer og studerende inden for natur, miljø og fødevarer).

Der et betydeligt produktionspotentiale i de lande, hvor udbytterne langt fra er i top. En øget produktion i fx Danmark spiller ikke den mindste rolle for global fødevaresikkerhed, da de, der sulter, ikke har råd til at købe vores varer

Det globale fødevarebehov er i fortsat stigning som følge af befolkningstilvækst og ændrede kostvaner. Fødevareproduktion lægger allerede beslag på store dele af klodens ressourcer, jord, vand, næringsstoffer og er en betydelig kilde til drivhusgasser.

Bæredygtig fødevareforsyning til fremtiden vil kræve radikale ændringer i vores produktionsformer og i vores forbrugsmønstre. Så store ændringer, at man kan være alvorligt i tvivl om, vi vil kunne imødekomme dem. Hvis ikke, vil det fortsatte miljøaftryk have store og stigende konsekvenser for biodiversitet, global opvarmning og dyrevelfærd.

Teksten her tager de konstruktive briller på og kommer med bud på prioriterede indsatser for den globale fødevaresikkerhed.
Med fokus på ulandene, som er der, hvor det er sværest og der, hvori det er vigtigst med en indsats. For det skal jo gå - og det kommer til at gå - spørgsmålet er hvor godt og for hvem.

Teksten her fokuserer på ulande og deres fødevareproduktion.
For det første er der et meget betydeligt produktionspotentiale i de lande, hvor udbytterne er langt fra de potentielle.
For det andet vil en øget produktion i eksempelvis Danmark ikke spille den mindste rolle for global fødevaresikkerhed, da de, der sulter, ikke har råd til at købe den.

Endelig er der en meget betydelig risiko for produktionstab som følge af klimaforandringer, og med økonomisk og politisk ustabilitet og migrationsstrømme til følge.

Se mod ulandene

Udbytterne i de fattigste udviklingslande er måske kun 5-15 pct. af de potentielle, og i mange mellemindkomstlande måske halvdelen af de potentielle udbytter. Det er derfor her, de store udbyttestigninger skal findes. Det er samtidig her, vi finder fattigdom, og vejen til fødevaresikkerhed er ikke kun egenproduktion, det er også økonomisk vækst og dermed mulighed for at købe fødevarer.

Der er kun én vej til bæredygtig, global produktion, og det er højproduktive, ressourceeffektive landbrug i ulandene.

Denne forfatters hovedtese er, at det er manglende viden - navnlig datagrundlag - som er den væsentligste barriere for bæredygtig udvikling og global fødevaresikkerhed.
Efterfulgt af manglende økonomisk sikkerhed.
Hvorfor?
Fordi når man mangler viden om sit system, så mangler man et oplyst grundlag at foretage investeringer og prioriteringer på. Dermed bruges ressourcerne ineffektivt, avancen bliver lav (eller negativ), og landbrug fravælges som levebrød. Samtidig spildes ressourcerne.

Når dette anliggende er særligt akut i ulande, er det fordi, man der på snart sagt alle parametre ligger på den stejle del af responskurven. Vand, næringsstoffer, arbejdskraft, sprøjtemidler, forbedrede sorter, ukrudtsbekæmpelse, skånsom/rettidig høst, opbevaring etc.

Den enkelte landmand træffer hele tiden valg om investering af deres utilstrækkelige ressourcer. Skal der gødes? Med hvad? Eller købes arbejdskraft til ukrudtsbekæmpelse? Skal der investeres i mere lagerstabile peberfrugter, som klarer den til markedet? Mere tørkeresistente hybrider? Eller ligefrem et drypvandingsanlæg? Renterne er høje og risikoen ligeså, for hvis det nu ikke var P, men N der manglede? Eller afgrøden går til i en tørkeperiode, ja så er investeringen spildt. Og da bonden arbejder i et multibegrænset system, så skal der øges lidt på den begrænsende parameter, men kun så meget til noget andet så begrænser.

Det kræver dels stærk agronomisk forståelse, dels adgang til relevante input, men især et godt datagrundlag - hvad er det, der mangler? Og hvad kan jeg forvente bliver begrænsningen i år?

Jeg gentager - når man arbejder med optimering på de sidste 10 pct. som danske landmænd - ja så kan det blive dyrt, hvis den marginale nytteværdi af gødningen er lav i et dårligt år. Men hvis man arbejder med udbytter mellem 10 og 60 pct. af det potentielle udbytte, så er knald eller fald et spørgsmål om familiens overlevelse.

Vejen frem

Hvad er da vejen frem? Det er en kombination af styrket datagrundlag, forbedret vidensdeling og forsikringssystemer - evt. kombineret med kredit.

Hvordan det? Prisen på data styrtdykker i disse år, og det er godt. Udfordringen er ikke mindst lokal relevans. Der er allerede stribevis af meteorologiske services tilgængelige for bønder med tidlig varsling om tørke og forsøg på at forudsige sæsonens udbyttepotentiale. Der er mange markeds-services, som gør forhandlingspositionen i forhold til mellemhandlere bedre. Der, hvor der virkelig er potentiale, er i form af lokalt genererede data på næringsstofstatus, afgrødeudvikling ved Remote sensing, skadedyrsovervågning og ukrudtstryk (også Remote sensing).

Hvad skal disse data? Data skal styrke landmandens beslutningsgrundlag på fuldstændig samme vis, som vi gør det i Danmark i dag og med henblik på præcisionsdyrkning. Potentialet er bare mangefold større i ulande. Omvendt er der krav til lokal specificitet og meget lave omkostninger.

Men hvordan levere beslutningsgrundlag til systemer, som ligger midt på responskurven? Det er jo ikke et spørgsmål om at dyrke optimalt, for det har de ikke ressourcerne til. Det er et spørgsmål om at få mest ud af de ressourcer, man har. Derfor skal der udvikles Big-data beslutningsretten systemer baseret på lokal benchmarking.

Hvad vil det sige? Det vil sige, at man ikke optimerer efter en lærebog om potentiel produktion, men efter hvad der kan lade sig gøre lokalt. I et netværk af bønder registreres input og udbytter og dermed udvikles et relativt produktionsindeks. Bønder får information om, hvad der typisk virker i deres område. Hvad den marginale effekt af kvælstofgødning er. Om de over- eller underpræsterer i forhold til sammenlignelige brug.

Det fantastiske ved den tilgang er, at man ikke behøver en perfekt afgrødemodel for at udvikle det. Man behøver nok data fra bønder i området - og helst også nogle responskurver at kalibrere imod. Med udviklingen af sensorer til P, S eller N mangel i planter, Remote sensing af ukrudtstryk, vandstress og registrering af skadedyr står man meget stærkt rustet i at forbedre sit beslutningsgrundlag og få sin investering i hus. Det kræver en nærmeste total omskoling af landbrugskonsulenterne i de pågældende lande, men mon ikke Agroindustrien er klar til den opgave?

Afgrødeforsikringer

Så er der forsikringsmodellen. Skulle der endelig være en investor på banen, kan hun jo vælge mellem at åbne en frisørsalon, en taxiservice, eller et landbrug. Hvis risikoen er høj - og det er den notorisk under et klimaforandrings paradigme - så er valget let.

Der er derfor brug for effektive og billige afgrødeforsikringer. Også her spiller digitaliseringen en rolle. Traditionelt køber man en afgrødeforsikring sammen med sin gødning. Hvis fx afgrøden går til grunde, skal man tilses, og skaden vurderes. Det er dyrt. Incitamentet er total crop-failure og derfor vises alle forsikringskonsulenter hen til den samme ulykkelige mark. Der er basis for korruption.

Den digitaliserede model er et modelværktøj baseret på klimakatastrofe og skadedyrstæthed. Når der har været fire uger uden regn i et givent område, udbetales 50 pct. af forsikringen direkte på landmandens konto. Resten efter yderligere to uger. Incitamentet er høj produktion, for forsikringen udbetales alligevel. Og så er der ikke basis for korruption.

Sådanne tiltag skal øge investeringskraften i landbruget.

Digitalisering giver vidensgrundlag

Nu er vi kommet til den traditionelle udviklingstænknings to yndlingsspillere - infrastruktur og markedet. Er de ikke vigtige?

Jo, meget, og også her spiller digitaliseringen en rolle. Når vores landmandsbaserede afgrødemodel er oppe at køre, giver den et præcist billede af inputbehov og produktion. Uvurderlig information i områder, hvor transaktionsomkostningerne er høje.

Kvælstofgødning i Centralafrika koster over det dobbelte af, hvad det koster på asiatiske markeder. Selv uden subsidier. Digitalisering giver et redskab til effektivisering af levering af input og afhentning af afgrøder. Spørgsmålet er, hvem der kommer først - et non-profit udviklingsprogram eller agroindustrien. Og hvad er så bedst for bønderne?

Vi kommer til at se mange af disse modeller udvikles, og som altid er det den, der besidder data, som besidder magten og høster profitten.

Kombinationen af klimaforandringer, tynde markeder og lav investeringskraft gør landbrugsudvikling i de fattigste lande så svært som nogensinde. Digitalisering kan give stærkere vidensgrundlag for investeringer, styrke lokal vidensdeling og opbygge helt ny lokal viden i multibegrænsede landbrug.

Afgrødeforsikringer baseret på Big data og algoritmer er langt mere effektive end traditionelle ekspertsystemer, og digitalisering af produktionssystemerne har et stort og indlysende kommercielt potentiale for agroindustrien.

Der er kun én vej til bæredygtig, global produktion, og det er højproduktive, ressourceeffektive landbrug i ulandene. Alternativet er for stort arealforbrug, drivhusgasudledninger, ineffektiv ressourceudnyttelse og fattigdom og geopolitisk ustabilitet.

Dansk landbrug er et af de mest regulerede og effektive i verden (og intensive…) og nu med stærk digitaliseringsplatform. Hvor er den politiske og kommercielle vision, der udruller det i Syd, til gavn for os alle i en bæredygtig fremtid?

Miljø, klima og fødevarer

Klima-smart-landbrug er et dominerende begreb inden for global fødevaresikkerhed i disse år. Det består af tre komponenter:  Produktivitet, tilpasning til klimaforandringer og reduceret drivhusgasproduktion (Productivity, adaptation and mitigation).

Rækkefølgen er ikke tilfældig - produktivitet er vigtigst, for uden høj produktivitet skal der bruges store landarealer til landbrug på bekostning af natur - og som regel med afbrænding af skov eller savanne til følge.

Tilpasning er nummer to, for den nuværende fødevareproduktion er alvorligt truet af klimaændringer - især i ulande. Hvis disse to forudsætninger er til stede - høj og stabil produktion, kan vi begynde at se på, hvordan emissionerne reduceres fra landbruget.

Det kan synes forkert at sætte emissionsbegrænsninger sidst, men det er bøndernes og landenes livsgrundlag, som er på spil. Og man kan ikke løse miljøproblemer uden at løse fødevaresikkerhed samtidig.