En højere spærregrænse er ikke løsningen

Opinionsindlæg af professor Peter Kurrild-Klitgaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 18. november 2019.

Folketingsvalget gav et nyt parti i Folketinget og dermed hele ti repræsenterede partier, og alene i år er tre andre dannet eller blevet opstillet for første gang. Det har fået flere til at slå til lyd for en højere national spærregrænse end de nuværende to pct, bl.a. i form af et borgerforslag. Ræsonnementet er, at vi nærmer os så stort et antal partier, at det kan være et problem,
f.eks. i forhold til at etablere velfungerende flertal i Folketinget.

Men når det gælder den mulige effekt af en højere spærregrænse, synes fortalerne for færre partier at være uvidende om, at der faktisk er to andre måder at komme i Folketinget på end at få to pct. på landsplan, og at det udhuler forslaget.

Den ene er at vinde et af de 135 kredsmandater, man slås om i de ti storkredse. Den anden er, at et parti i to af tre landsdele får mindst lige så mange stemmer som den gennemsnitlige »pris« for et kredsmandat. Sker det ene eller andet, får et parti også andel i de tillægsmandater (40 styk i alt), der fordeles nationalt. Så to pct. er en adgangsbillet, men ikke den eneste.

Man kan vurdere den mulige »mekaniske « effekt ved at se på valgene siden ændringen af valgloven i 2006 og så lege med tanken om, hvad der ville ske, hvis spærregrænsen var fire pct. (som i Sverige) eller fem pct. (som i Tyskland), men alt
andet forblev uændret.

Havde vi haft en spærregrænse på fire pct., ville to partier i 2007 være røget under denne: Ny Alliance (2,8 pct.) og Enhedslisten (2,2 pct.) Men Enhedslisten vandt et kredsmandat og ville derfor være kommet ind alligevel. I 2011 fik ingen partier mellem to og fire pct. I 2015 ville de Konservative (3,4 pct.) været røget under en sådan spærregrænse og
ikke have vundet noget kredsmandat, men fordi partiet kvalificerede sig under reglen med stemmer i to landsdele, ville man
komme ind alligevel. I 2019 ville Alternativet (tre pct.), Nye Borgerlige (2,4 pct.) og Liberal Alliance (2,3 pct.) være røget under spærregrænsen, men Alternativet fik et kredsmandat og ville dermed være kommet ind.

Alt i alt ville en fordoblet spærregrænse altså »kun« ramme tre af de seks partier, der ved valg 2007-2019 ikke fik mindst fire pct. Det er jo også noget, men langt mindre end de fleste synes at tro.

Men hvad så med en spærregrænse på fem pct.? Ingen yderligere effekt i 2007, fordi ingen partier fik mellem fire
og fem pct., og det samme i 2019. I 2011 ville Liberal Alliance (fem pct.) og Konservative (4,9 pct.) være lige på eller under grænsen, men begge vandt kredsmandater. I 2015 ville Alternativet (4,8 pct.), Radikale (4,6 pct.) og SF (4,2 pct.) nu ryge under grænsen, men de vandt alle kredsmandater. Så effekten af at have en spærregrænse på fem pct. i forhold til en på fire pct. ville have været ikke-eksisterende.

Dansk politik har sådan set overlevet at have mange partier: Man havde også ti partier i Folketinget i 1973-77, 1979-81 og 1998-2001 og sågar 11 i 1977-79.

Forskning har vist, at det samme var tilfældet før den nuværende valglov. Så det korte af det lange er dette: Vil man have
færre partier i Folketinget, nytter det ikke (særligt meget) at ændre på spærregrænsen. Der vil skulle andet til.

Et andet problem er, at der er noget fundamentalt selvmodsigende ved på den ene side at ønske et valgsystem baseret i en
eksplicit ambition om at være millimeterretfærdigt proportionalt i fordelingen af mandater – og så på den anden side bevidst at gøre en undtagelse derfra, som specifikt og målrettet vil ramme små partier. Det er at stræbe efter lighed, men samtidig forskelsbehandle – at ville både blæse og have mel i munden.

Alene en spærregrænse på to pct. er sådan set et åbenlyst problem. Den fører uvilkårligt til stemmespild og har ved i hvert fald ét folketingsvalg (1990) resulteret i, at et flertal af vælgerne stemte på partier, der ønskede én regeringskonstellation, men hvor flertallet af mandater gik til den anden side. Jo mere, man hæver spærregrænsen, desto mere stiger mængden af stemmespild, og desto mere øges risikoen for en diskrepans mellem stemmeandele og mandatantal til koalitioner af partier.

Dansk politik har sådan set overlevet at have mange partier: Man havde også ti partier i Folketinget i 1973-77, 1979-81 og 1998-2001 og sågar 11 i 1977-79.

Men hvis man mener, at mange partier er et problem, men ellers grundlæggende godt kan lide forestillingen om en forholdsmæssig fordeling af mandaterne i forhold til partiernes stemmetal, er der andre knapper, politikerne kunne trykke på.

For eksempel kunne man skarpt reducere antallet af folketingsmedlemmer, i særdeleshed kredsmandater. Skar man de nuværende 135 kredsmandater fordelt på ti storkredse ned til f.eks. 100 i alt, ville den effektive spærregrænse i en storkreds stige markant i gennemsnit. At gøre det ville også ramme de små partier, men uden at forskelsbehandle vilkårligt.