14. juli 2019

En hurtig klimaomstilling kan medføre højere priser på fødevarer

Kommentar af professor Peter Birch Sørensen (Økonomisk Institut) i Politiken den 14. juli 2019.

Peter Birch SørensenDet er svært at forestille sig, at vi kan gennemføre en hurtig omstilling til et klimaneutralt samfund uden at gøre det dyrere at udlede drivhusgas. Udfordringen er, at CO2-afgifter og afgifter på landbrugets udledning af metan og lattergas vil medføre højere priser på energi og fødevarer, så længe de produceres på klimabelastende vis. Der er derfor en forståelig bekymring for, at brugen af klimaafgifter får social slagside over for folk med små indkomster, der ofte må bruge en stor andel af indkomsten på disse varer.

Men hvad ved vi egentlig om fordelingsvirkningen af miljø- og klimaafgifter? Det spørgsmål er for nylig blevet belyst i flere internationale rapporter, herunder en OECD-rapport fra sidste år. Fordelingsvirkningerne afhænger naturligvis af forbrugsmønstret i de enkelte lande, men studier på tværs af OECD-landene tyder f.eks. på, at husholdningernes udgift til afgifter på benzin og diesel udgør nogenlunde den samme andel af indkomsten uanset indkomstens størrelse. Det ser altså ikke ud til, at afgift på transportbrændsel systematisk vender den tunge ende nedad. Derimod viser en række studier, at afgift på brændsel til opvarmning og især på el rammer de fattige hårdere end de rige.

En hovedkonklusion i alle studierne er imidlertid, at den samlede fordelingsvirkning af miljø- og klimaafgifter afhænger afgørende af, hvordan statens afgiftsindtægt anvendes. Hvis provenuet bruges på en måde, der især kommer lavindkomsterne til gode, kan den samlede effekt af afgifterne og provenuanvendelsen blive en mere ligelig indkomstfordeling. I Danmark kunne man f.eks. vælge at bruge afgiftsprovenuet (eller en del af det) på at øge beløbet på den grønne check, der især er målrettet de lave indkomster, og som netop blev opfundet for at modvirke uønskede fordelingsvirkninger af miljøafgifter.

Fordeling til alle

I den internationale klimadebat er det foreslået, at provenuet fra en CO2-afgift skal fordeles med samme beløb til alle borgere, så de fattige får en større procentvis andel i provenuet end de rige. Denne ’klimaborgerløn’ vil udjævne indkomstfordelingen, og samtidig kan der måske skabes bredere opbakning til en høj CO2-afgift, hvis provenuet kanaliseres direkte tilbage til borgerne, så de kan se, at deres afgiftskroner ikke forsvinder i et ’sort hul’.

Ulempen ved at udbetale provenuet fra klimaafgifter via en grøn check eller en klimaborgerløn er dog, at den samlede øvelse vil gå ud over beskæftigelsen, fordi højere afgifter i et eller andet omfang driver lønningerne i vejret. Den negative effekt på beskæftigelsen kan modvirkes, hvis man i stedet bruger en del af afgiftsprovenuet til at sænke skatten på arbejdsindkomst. For at tilgodese fordelingshensynet kan man så vælge at give de største procentvise skattelettelser til de laveste indkomster. Det vil dog stadig være nødvendigt at anvende noget af afgiftsprovenuet på overførsler til personer uden for arbejdsmarkedet for at undgå en skævtrækning af indkomstfordelingen.

Med en intelligent anvendelse af provenuet kan staten altså forhindre, at klimaafgifter systematisk går hårdest ud over de fattige. Men klimaafgifter kan ikke undgå at medføre en vis omfordeling til ugunst for grupper, der af den ene eller anden grund er særlig afhængige af fossile brændsler. Det kan f.eks være borgere, der er meget afhængige af individuel biltransport, fordi de bor i udkantsområder med dårlig forsyning af kollektiv transport. Det var ikke mindst sådanne borgere, der i Frankrig igangsatte De Gule Vestes oprør mod præsident Macrons planer om højere afgift på benzin og diesel.

Også den slags uønskede geografiske fordelingsvirkninger kan staten dog modvirke, f.eks. ved at anvende en del af afgiftsprovenuet på at forbedre den kollektive transport i udkantsområder eller ved at justere de mellemkommunale udligningsordninger til gavn for disse områder.

I nogle tilfælde kan forbud mod eller påbud om anvendelse af bestemt teknologi eller krav om energieffektivisering være mere effektive instrumenter i klimapolitikken, f.eks hvis de giver en mere forudsigelig klimaeffekt eller er lettere at administrere end afgifter. Men forbud og påbud kan også have uønskede fordelingsvirkninger, og afgifter bliver under alle omstændigheder meget svære at undvære som supplement til andre instrumenter i den klimapolitiske værktøjskasse. En grøn skattereform, der understøtter den grønne omstilling og samtidig sikrer en retfærdig byrdefordeling, burde være et attraktivt politisk projekt for Danmarks nye centrum-venstre-flertal.