En lukket fest

Indlæg af dekan ved det Samfundsvidenskabelige Fakultet Mikkel Vedby Rasmussen i Weekendavisen den 19. juni 2020.

I begyndelsen af måneden kom det frem, at britiske diplomater havde spurgt i Washington, hvordan USA ville stille sig til oprettelsen af D10 – en gruppe af de ti største demokratier i verden.

Den britiske regering forestillede sig efter sigende G7-medlemmerne suppleret med Australien, Sydkorea og Indien. I første omgang skulle formålet med gruppen være at udveksle 5G-teknologi og dermed løse Johnson-regeringens problem med at finde alternative leverandører til Kina, som Storbritannien ikke længere tør entrere med. Men telenetværk er kun begyndelsen. 5G-teknologien er blot det nyeste eksempel på, hvordan de store demokratier ikke kan tage deres teknologiske dominans eller globale magt for givet og må samarbejde for at sikre sig, at Rusland og Kina ikke dominerer områder, som før automatisk var domineret af Vesten.

Det britiske forslag genopliver et forslag til et Demokratiernes Forbund, som afdøde senator John McCain gjorde til hjørnestenen i sin udenrigspolitiske platform, da han stillede op som præsident i 2008. Som resten af McCains kampagne kom forslaget aldrig rigtig fra start. Anders Fogh Rasmussen holdt liv i ideen i sin Demokratiernes Alliance, som holder en årlig konference for politikere og ngo’er.

Nu har Boris Johnson så samlet ideen op. For det er så sådan med ideer, at hvad der virker umuligt ét år, er muligt i et andet.

I 2008 VAR ARGUMENTET mod McCains Demokratiernes Forbund, at det ville undergrave de institutioner, som allerede fandtes. NATO, FN og andre internationale organisationer var netop oprettet efter Anden Verdenskrig for at skabe en verden baseret på regler og rettigheder. Selvom ikke-demokratiske lande kunne være medlem af FN og sågar NATO, så var forståelsen, at organisationerne arbejdede for en mere demokratisk verden. At lave en selvstændig organisation for demokratier ville undergrave disse organisationers autoritet og således i virkeligheden svække demokratierne. Obama ville tværtimod styrke institutionerne og syntes, at demokratiernes forbund lød alt for meget som Interventionisternes Internationale.

I dag er Vesten ikke så opsat på interventioner. Problemet er snarere, at de internationale institutioner ikke længere er implicit demokratiske, men tværtimod at Kina og Rusland har fundet måder at erobre stillinger og dagsordner på, som efterlader demokratierne med mindre indflydelse, samtidig med at de stadig betaler regningen.

DET ER SELVFØLGELIG ikke noget tilfælde, at netop briterne relancerer ideen om demokratiernes forbund. D10 ville give netop den globale forankring, som briterne ønsker sig som et alternativ til EU. Alliancen er i virkeligheden også et supplement til NATO, som på mange måder er blevet for stort til at skabe en sammenhængende front med Rusland, men samtidig er for lille til at kunne mobiliseres mod Kina. Selvom NATOs generalsekretær har søgt at tale alliancens globale rolle op, så er NATOs mulighed for at påtage sig den rolle begrænset af, at Tyskland har meget lidt appetit på en konfrontation med Rusland eller Kina. D10 ville bringe flere asiatiske demokratier sammen med Tyskland og de andre G7-medlemmer, og mon ikke tanken i Whitehall er, at Indien, Sydkorea og Australien kan presse tyskerne?

Danmark burde glæde sig over D’et, men være bekymret over 10-tallet.

Den ambition om et handlekraftigt demokratisk fællesskab er præcis, hvad Danmark har savnet under både Trump og Obama. Manglen på handlekraft over for Rusland og Kina er netop grunden til, at København ikke kom tættere på Berlin, efter at Storbritannien forlod EU. Tyskland kan ikke levere den håndfaste sikkerhedspolitik, som Danmark efterspørger. Mette Frederiksen er nået til samme erkendelse som Boris Johnson – det er alliancen med USA og ligesindede demokratier, som skal sikres.

Imidlertid er lille Danmark ikke blandt de ti demokratiske stormagter i den britiske premierministers forslag. Et lille land har en naturlig plads ved bordet i organisationer som FN, NATO og EU, men ikke en stormagtsklub. Uanset hvor meget vi ønsker os mere handlekraft, så bør vi være bekymret over, at demokratierne allierer sig på gammeldags maner i stedet for at samles i institutioner. For uanset om Biden eller Trump vinder præsidentvalget, vil D10 have gode muligheder for at blive en realitet. I så fald vil Danmark skulle gøre sig en ekstra anstrengelse for at få en plads ved bordet.