En region til middag i Det Hvide Hus

Debatindlæg af seniorforsker Kristian Søby Kristensen i Jyllandsposten den 18. maj 2016.

Østersøen er den nye frontlinje, i hvad der i stigende grad er en generel amerikanskrussisk konflikt.

Sidste fredag holdt præsident Obama middag for de fem nordiske landes regeringschefer. I Washington Post var fokus mest på menuen og borddækningen, som ifølge avisen var ny nordisk og stilfuld i sin enkelthed. Herhjemme var fokus mest på, at middagen handlede om Obamas eftermæle, at Obama synes, Norden er cool, at Danmark er et almindeligt lille nordisk land, der ikke længere bokser i en særlig vægtklasse, og på Lars Lykkes evner som standupkomiker.

Statsmiddagen kan imidlertid også tolkes som udtryk for USA’s – eller i hvert fald Obama-administrationens – syn på Europa. Man siger ofte, at man bliver, hvad man spiser. Men måske man også bliver det, man inviteres til middag som. Med andre ord så er middagsinvitationen fra Obama et konkret forsøg på at skabe en nordisk region. Det er der positive grunde til. Nordiske ledere opfører sig ordentligt, er til at stole på og ser ofte ud over deres egne snævre interesser. De kan godt lide klima, mindsteløn, frihedsrettigheder, rationel politik og andre ting, der falder i Obamas smag. Tilsammen er Norden endvidere Europas femte største økonomi. Derudover gør de nordiske lande som regel, hvad der bliver sagt. Så Norden er vigtig for Obama.

Norden som ny frontlinje

Norden er endvidere kun blevet vigtigere de seneste år for USA, også af negative grunde. Østersøen er den nye frontlinje, i hvad der i stigende grad er en generel amerikansk-russisk konflikt. Her er Danmarks såvel som Sveriges og Finlands geografiske placering militært set yderst centrale. Frontlinjen går også igennem Nordatlanten. Genetableringen af en amerikansk militær tilstedeværelse på Island understreger det amerikanske fokus på at imødegå russisk militærmagt i Nordatlanten – et fokus som deles klart med Norge.

Uafhængigt af Finlands og Sveriges manglende Nato-medlemskab gør Rusland Norden til et militært vigtigt område for USA. Det bliver derfor vigtigt for USA at gøre området til en region præget af fællesskab, frem for en samling lande der i konkurrence kigger hver sin vej. USA har militært set brug for en stærk nordisk region.

Ikke så magtfulde endda

Middagsinvitationen kan også sige noget om, hvordan USA ser sine interesser i Europa plejet. Lidt konspiratorisk kan man se middagsinvitationen som et forsøg på indirekte at påvirke den europæiske dagsorden i Bruxelles igennem mindre og måske derfor mere påvirkelige medlemsstater.

En endnu værre tolkning, set fra Bruxelles, er, at middagen er udtryk for en stigende amerikansk ligegyldighed over for EU’s institutioner. I stedet for at gå til Europas hjerte går amerikanerne til periferien for at finde samarbejdspartnere. Regionalisering er en gammel frygt i Bruxelles – og det gælder både på EU’s og på Natos side af gaden.

Europas stormagter er endvidere ikke – set fra amerikansk perspektiv – hverken så store eller så magtfulde, som de måske selv synes. Med den kommende folkeafstemning er det et åbent spørgsmål, om Storbritannien er med i Europa, og det historisk tætte specielle anglo-amerikanske forhold ser ikke ud til at være specielt vigtigt for Obama. Frankrig er økonomisk fanget på stedet og er politisk i krise. Endelig har Angela Merkel, Europas stærke dame i Tyskland, ret pludseligt vist sig svækket af flygtningekrisen. Så hverken individuelt eller i fællesskab ser det fra amerikansk side ud til, at Europas stormagter kan diktere den europæiske udvikling. I tidligere krisetider viste de tre store europæiske lande retningen – i samarbejde med USA. Det kan de ikke længere.

Så en af de løsninger, der er tilbage for USA, er at samle de relativt velfungerende, geografisk vigtige, nogenlunde pragmatiske og tilsammen økonomisk ikke helt ubetydelige nordiske lande i en region. Så er der da nogen i Europa, man kan føre en meningsfuld middagssamtale med.