Engang så vi kun mulighederne ved globaliseringen, nu ser vi kun problemerne – Københavns Universitet

13. december 2018

Engang så vi kun mulighederne ved globaliseringen, nu ser vi kun problemerne

Klumme af professor Mikkel Vedby Rasmussen (Institut for Statskundskab) i Altinget den 13. december 2018.

At lytte efter den almægtiges fodtrin var essensen af politisk talent, mente Bismarck, fordi det var forudsætningen for, som han sagde, at kunne gribe fat i Guds frakkeskøder, når han gik gennem historien – og så holde godt fast. Især det sidste var Bismarck god til.

Men hvad gør man, hvis man føler, at man har haft godt fat i frakkeskøderne og mærket historiens vind på sit ansigt, for så pludselig at stå ved vejkanten, mens man knuger et stykke stof ind til sig, som ved nærmere eftersyn slet ikke ligner den almægtiges frakke?

Det er sådan globaliseringens tilhængere og den europæiske integrations fortalere fremstår i en tid, hvor verden synes at gå en anden vej, end den gjorde i 1990’erne og nullerne.

Måske var det, som tiltalte globaliseringens fortalere, i virkeligheden fornemmelsen af at have historiens vind i ryggen, og når vinden skifter, så ser de sig om efter den næste uafvendelige sandhed.

Professor Mikkel Vedby RasmussenInstitut for Statskundskab


Det var dengang, at Francis Fukuyama mente, at den almægtige hoppede på stedet, snarere end travede gennem historien. Med Vestens sejr i Den Kolde Krig var der kun én opskrift på det gode samfund; nu handlede politik ikke om at forudse fremtiden, men at skabe samfund efter opskriften, som Vesten præsenterede.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen formulerede det måske klarest, da han – igen igen – talte om, at når historiens vind blæste op, så var der to slags mennesker: dem, der byggede læhegn, og dem, der byggede vindmøller.

I dag virker globaliseringens vindmøller som noget fra Don Quixote. De intellektuelle og politikere, som i årevis med stor autoritet henviste til globaliseringens uafvendelighed, synes nu lige så overbeviste om, at de begik samme fejl som ridderen af den bedrøvelige skikkelse og lagde alle deres drømme og forhåbninger i noget, der viste sig at være langt mere banalt, end de havde håbet.

Efter at vindmøllerne således virker urealistiske, kaster de sig over læhegn. Når det vækker opsigt, at Henrik Sass Larsen (S) ville diskutere internationale konventioner, som giver udlændinge ret til at få asyl i Danmark, så er det ikke, fordi det ville bryde med socialdemokratisk politik, men fordi det ville blive det foreløbigt mest spektakulære brud i en lang række af brud på den politik, som Nyrup stod for.
Listen af indsatser, som må gøres, fordi globaliseringen ikke virker, er lige så lang som listen af politik, der måtte føres for få år siden, dengang man konstant henviste til globaliseringen.

Måske var det, som tiltalte globaliseringens fortalere, i virkeligheden fornemmelsen af at have historiens vind i ryggen, og når vinden skifter, så ser de sig om efter den næste uafvendelige sandhed.

Men hvad der virker som realisme, er i virkeligheden mangel på fantasi. En hel politisk generation er vokset op i troen på, at deres rolle var at sælge de initiativer, som embedsværket havde formuleret, som uafvendelige sandheder, for at netop deres land kunne passe bedst ind i de globale værdikæder.

Når de sandheder begynder at klinge hult, så har hverken embedsmænd eller politikere noget koncept om alternativer, og derfor omfavner de enten de synspunkter, som de før afviste som bagstræberiske eller kaster sig over nye uafvendelige tendenser som for eksempel klimapolitik, hvor uret, som tikker ned mod det globale klimakollaps, kommer til at tjene samme rolle som brændende platform, som globaliseringen gjorde før.

Resultatet er, at globaliseringens optimisme bliver erstattet af krisens pessimisme. Hvor globaliseringen præsenterede et udviklingsfællesskab, bliver vi nu præsenteret for et krisefælleskab.

Om det er presset fra flygtninge og migranter, truslen fra konkurrencen fra Asien, udsigten til, at nye teknologier vil skabe arbejdsløshed, russiske hackere eller nogle af alle de andre truende vinde, som sætter dagsordenen, så er det tilbagevendende tema en grundlæggende usikkerhed, om vores samfund kan overvinde disse kriser. Resultatet er et tab af kontekst. Vi ser problemet, men ikke muligheden; før så vi muligheden, men ikke de problemer, som naturligt følger med.

Bismarck mente ikke, at historien var givet på forhånd, men han mente, at en dygtig politiker kunne udnytte de muligheder, som tiden gav, til at realisere sine ideer.

Men det kræver, at man har nogle idéer; og det er idéudviklingen, nysgerrigheden efter alternativer og modet til at eksperimentere, som for alvor forsvandt med idéen om globalisering. Desværre ikke mindst hos dem, der var dens stærkeste fortalere, og som derfor ikke evner at tage ansvar for samfundsudviklingen på et tidspunkt, hvor der netop er behov for at se de sammenhænge, som globalisterne trods alt så.