Er der forskningsfrihed på Institut for Menneskerettigheder?

Debatindlæg af professor emeritus Heine Andersen (Sociologisk Institut) i Berlingske den 10. december 2019.

I kritikken af fyringen af Hanna Ziadeh på Institut for Menneskerettigheder er der et meget væsentligt aspekt, der, så vidt jeg har kunnet observere, helt er blevet forbigået: forskningsfrihed. Instituttet er oprettet og drevet i henhold til en lov, hvoraf det i § 1 klart fremgår, at instituttet bl.a. skal udføre forskning på menneskerettighedsområdet, og at institutionen og dens personale har forskningsfrihed.

En af de vigtigste komponenter i forskningsfrihed er fuld publicerings- og ytringsfrihed. Hvis der er begrænsninger af en hvilken som helst art, rokker det ved troværdigheden. Fuld åbenhed og ytringsfrihed om resultater såvel som om dokumentation og metoder, er en helt afgørende forudsætning for, at resultaterne kan blive kontrolleret og vurderet af andre forskere, såvel som af offentligheden i almindelighed. Hvis forskerne på forhånd pålægges restriktioner, der åbenlyst har til formål at filtrere og tilpasse resultater, så de ikke kan støde de regimer, der granskes, bliver instituttets forskning helt utroværdig. Selvfølgelig er det i et oplyst demokrati afgørende vigtigt, at offentligheden kan få ufiltreret adgang til et så vigtigt emne som menneskerettighedernes tilstand og udvikling i verden.

Den foreliggende sag virker umiddelbart som en ren tilståelsessag: Instituttets ledelse tolererer ikke, at de ansatte forskere offentligt formidler deres viden, åbent og redeligt uden politisk filter. Hvis de gør det, risikerer de at blive fyret. Man må frygte, at det skævvrider, hvad offentligheden får at vide.

Der er behov for en nærmere undersøgelse af, hvordan instituttet værner om forskningsfriheden, og om man kan stole på, at det varetager sin opgaver med respekt for forskningsfrihed og god videnskabelig praksis. Desværre ser det ud som om, at vi her har endnu et eksempel på svigt.