25 år efter apartheid. Er Sydafrika endelig helet?

Kronik af ph.d.-studerende Vibe Nielsen (Institut for Antropologi) i Politiken den. 27. april 2019.

27. APRIL 1994 var det officielt ovre: Efter årelange intense frihedskampe mod det siddende hvide minoritetsstyre var apartheid omsider afskaffet og det nye Sydafrika en realitet.

Årelange forhandlinger medførte mulighed for landets første demokratiske valg og dermed etableringen af den såkaldte regnbuenation. Med Nelson Mandela i spidsen satte African National Congress (ANC) sig for bordenden i regeringen for national enhed og påbegyndte helingen af det splittede land.

De mange år under kolonialismens åg efterfulgt af apartheids lovliggjorte racisme havde sat deres dybe spor, men forhåbningerne om et nyt samlet Sydafrika var store: Et land, hvor sort og hvid, rig og fattig sammen kunne skabe en fremtid.

Mandela var en succeshistorie ud over det sædvanlige: Hyldet internationalt for sin evne til at sikre freden i den svære overgang fra apartheid til demokrati, men også udskældt for sin manglende succes med at nationalisere landets minedrift.

Den manglende nationalisering og de udeblevne landreformer er blevet fremhævet som medvirkende årsager til den bevarede fred og nogenlunde stabile økonomiske situation i Sydafrika i 1990' erne, men betød også en fastlåsning af status quo.

Det er den status quo - at et lille hvidt mindretal fortsat sidder på landets privatejede rigdomme, og hvis privilegier fortsat dominerer samfundet - som studenteroprørsbevægelser de seneste år har protesteret kraftigt imod.

IGENNEM DE seneste tre år har jeg i kraft af min ansættelse som ph. d.-stipendiat ved Københavns Universitets Institut for Antropologi rejst rundt i det stadig så splittede land og talt med en lang række sydafrikanske kunstnere, kuratorer, studerende og universitetsansatte.

Jeg har spurgt dem, hvordan de arbejder med arven efter Europa. Hvordan århundreders europæisk indflydelse stadig påvirker praksisser på såvel museer som universiteter og ofte forårsager konflikter.

Én ting stod lysende klart: 90' ernes floromvundne taler om regnbuer og samhørighed medførte ikke den ønskede heling og er i dag for længst lagt i graven.

Modsat mange i deres forældres generation, der kraftigt opponerede mod enhver form for raceopdelinger i protest mod apartheids racekategorier, har mange i de seneste års studenteroprørsbevægelser på ny taget racetænkningen til sig.

Den såkaldte born free-generation, der er vokset op i Sydafrika efter 1994, er i langt højere grad end tidligere opsat på at diskutere raceelementet i den daglige eksklusion, de møder på landets museer, universiteter og offentlige pladser.

Hvor Mandela, ærkebiskop Desmond Tutu og andre medlemmer af antispartheidbevægelsen ønskede forsoning gennem en udviskning af betydningen af race, er mange unge i studenteroprørsbevægelserne Rhodes Must Fall og Fees Must Fall ikke indstillet på forsoning gennem tilgivelse.

Den ændrede tilgang er især tydelig, hvad angår arven efter den britiske imperialist Cecil John Rhodes, og hvordan den administreres: Mandela lagde i forsoningens navn sit eget navn til Rhodes', således at Rhodes' fond, der administrerer den tidligere sydafrikanske premierministers efterladte formue, gik fra at hedde The Rhodes Foundation til at hedde The Mandela Rhodes Foundation. »Forbindelsen af vores navn med Cecil John Rhodes' navn« forklarede Mandela, ved offentliggørelsen af det for mange noget overraskende initiativ, »er et symbol på en cirkel, der sluttes og to dele af vores historie, der smelter sammen«. MANDELAS forsoningsstrategi var med andre ord så rummelig, at den kunne indbefatte selv en af Sydafrikas mest forhadte imperialister - manden, der drømte om et britisk imperium, der strakte sig fra Cape til Kairo og fandt sin egen angelsaksiske race alle andre overlegen.

I stærk kontrast skabtes studenterbevægelsen Rhodes Must Fall i, som navnet antyder, netop reaktion mod Rhodes' blivende og meget synlige tilstedeværelse på University of Cape Towns (UCT) hovedcampus.

I marts 2015 blev den materielle hyldest af Rhodes i form af Marion Walgates statue af den britiske imperialist for meget for Chumani Maxwele, en ung sort statskundskabsstuderende, der var vokset op under fattige kår i et af Cape Towns omkringliggende slumkvarterer.

Båret af en vrede over dagligt at skulle ydmyges med dårlige sanitære forhold, mens den hvide - og nu for længst afdøde - Rhodes fortsat blev hyldet med en statue i fuld offentlighed, samlede han en affaldsspand op fra et af slumkvarterets transportable toiletter.

Han tog spanden med sig tilbage til universitetet og hældte dens ildelugtende indhold ud over statuen, mens han råbte: »Hvor er vores helte og forfædre?«. Maxweles protest satte gang i en lang række af protester, der en måned senere medførte fjernelsen af statuen af Rhodes fra UCT.

Væk var et magtfuldt symbol på europæisk kolonialisme i Sydafrika, men fjernelsen symboliserede også en ny form for opgør med det bestående: Et opgør, der ikke, som i tiden frem mod apartheids fald og langt ind i 1990' erne, forsøger at udviske betydningen af race, men snarere tager racemæssige uligheder alvorligt ved at fokusere på dem.

På den måde lægger de nye studenterbevægelser sig tæt op ad antiapartheidaktivisten Steve Bikos Black Consciousness Movement og søger anerkendelse frem for forsoning. De flytter dermed ansvaret for Sydafrikas fremtid fra dem selv til de hvide sydafrikanere, der stadig den dag i dag nyder godt af de privilegier kolonialismen og apartheidregimet bragte med sig.

I stedet for at det er Sydafrikas sorte og såkaldt farvede befolkning, der skal tilgive, som Tutu i 1999 opfordrede til i sin bog No Future Without Forgiveness, mener de nye studenteroprørsbevægelser, at det er Sydafrikas hvide befolkning, der bør anerkende og ændre deres nedarvede privilegier.

IGENNEM deres protester lykkedes det Rhodes Must Fall-aktivisterne at få deres universitet til at skille sig af med et særdeles magtfuldt symbol på undertrykkelsen af store dele af Sydafrikas befolkning, men fjernelsen af statuen af Rhodes var ikke det eneste, de studerende opnåede.

Mens skyggen af Rhodes stadig slynger sig spøgefuldt ned over trappen på University of Cape Towns hovedcampus, har nye statuer materialiseret sig på en lang række af Sydafrikas offentlige pladser. I den visuelle performancekunstner Sethembile Msezanes værker er det hende - en ung sort sydafrikansk kvinde - der træder op på sin sokkel og gør opmærksom på manglen på offentlige fejringer af størstedelen af Sydafrikas befolkning - den del af befolkningen, der er dømt ude i et landskab af statuer, der næsten udelukkende hylder hvide europæiske mænd.

Ved Cape Towns statue af Sydafrikas første premierminister, boergeneralen Louis Botha, foran metodistkirken på Cape Towns Green Market Square eller ved nedtagelsen af statuen af Rhodes på University of Cape Town står hun, stolt som en klippe.

I sidstnævnte tilfælde iført vinger, som hun langsomt lod rejse, mens statuen af Rhodes blev sænket. På den måde blev hun et symbol på Sydafrikas nye virkelighed.

En virkelighed, hvor ungdommen ikke længere vil acceptere 1990' ernes vidtløftige udsagn om et Sydafrika forenet i mangfoldighed, men i stedet går til åben kamp mod den stadig aktuelle arv efter kolonialismens og apartheids undertrykkelse.

En virkelighed, hvor ens race i høj grad stadig betyder noget for, hvem du er, og hvilke muligheder du har. Men også en virkelighed, hvor nye statuer skabes og i såvel samspil som modspil med den eksisterende materielle kulturarv udfordrer bestående hierarkier og nedarvede privilegier.

På nationalgalleriet i Cape Town kommer den stigende utilfredshed til syne i offentlige diskussioner, der bærer præg af stor utilfredshed med den magt og indflydelse, hvide sydafrikanske kuratorer stadig har til at definere, hvad sydafrikansk kunst er.

I en nylig udstilling var det kuratoriske hold sammensat af tre hvide kvinder, der havde inkluderet et kunstværk af den sydafrikanske kunster Zwelethu Mthethwa i udstillingen.

Mthethwa var på daværende tidspunkt under anklage for at have myrdet en ung sort kvindelig prostitueret, men hans kunstværk havde alligevel fundet vej til nationalgalleriets vægge.

Provokationen var stor for de fremmødte sexarbejdere, kunstnere og kuratorer, der deltog i galleriets offentlige diskussion med stor vrede: »Havde I også inkluderet Mthethwas kunstværk, hvis hans offer havde været hvid og fra middelklassen« spurgte de med henvisning til retssagen mod den sydafrikanske olympiske løber Oscar Pistorius.

Pistorius, der var anklaget for at have slået sin hvide kæreste, Reeva Steenkamp, ihjel, havde ikke fået lov til at løbe under sydafrikansk flag, mens retssagen stod på.

Men for morderen af den unge, ukendte sorte prostituerede Nokuphila Kumalo var det fortsat muligt at udstille sine værker på nationalgalleriet, som om intet var hændt.

Udstillingens hvide kuratorer forsøgte at forklare deres kuratoriske valg og fravalg, men blev konstant konfronteret med den ulighed, deres hudfarve repræsenterede.

Som hvide sydafrikanere symboliserede deres hudfarve den undertrykkelse, sorte sydafrikanere levede under under kolonialismen og apartheid, men også den undertrykkelse, som mange - trods indførelsen af demokrati og løfter om lighed - stadig lever under.

Flere af anklagerne mod kuratorerne var direkte rettet mod deres hudfarve, og deltagerne i diskussionen påpegede, at deres valg at inkludere Mthethwas kunstværk måtte være et udtryk for en manglende anerkendelse af deres nedarvede privilegier. Anklagerne bar præg af en underliggende frustration over, hvor lidt Sydafrika trods apartheids afskaffelse for 25 år siden har flyttet sig, når det kommer til, hvem der sidder på den økonomiske og kulturelle magt i landet, dvs. ikke blot i spidsen for private virksomheder, minedrift og banker, men også, som i dette tilfælde, på landets førende offentlige kunstinstitution, nationalgalleriet i Cape Town.

Her er det fortsat repræsentanter for en hvid elite, der definerer, hvad sydafrikansk kunst er, og hvilke kunstnere der skal have lov til at repræsentere Sydafrikas kunstscene.

EN AF GRUNDENE til denne fordeling kan findes i apartheids adskillelsespolitik, der i mange år forhindrede ikkehvide sydafrikanere i at tage en kunstfaglig uddannelse.

Selv om kunstinstitutter på landets universiteter for længst har åbnet for optagelse af alle sydafrikanere uanset hudfarve, er flertallet af kuratorer og kunsthistorikere på landets museer og kunstgallerier fortsat hvide, og tendensen bliver tydeligere, jo højere man kommer i hierarkiet. Forskellene hænger ved i den adgang, Sydafrikas forskellige befolkningsgrupper har til kunstuddannelse, og skyldes blandt andet, at undervisning i kunst fortsat primært finder sted på de skoler, der under apartheid var klassificeret som hvide.

Kunsthistorie og undervisning i udøvende kunst er næsten udelukkende et privilegium for elever, der går på privatskole eller skoler, der tidligere var forbeholdt Sydafrikas hvide elever. På universitetet i Cape Town føltes institutionens fortid som uddannelsessted udelukkende for hvide studerende fortsat ekskluderende for Lerato, en af de kunststuderende, jeg talte med under mit feltarbejde. Hun følte sig uvelkommen i et elitært universitetsmiljø, der ikke tog hensyn til, at ikke alle studerende havde gået på dyre privatskoler.

Hendes egen skolegang i Johannesburgs fattige Soweto-bydel, havde ikke tilbudt kunstundervisning på samme niveau, og hun følte sig derfor bagud og udenfor i det meste af sin uddannelsestid.

For studerende som Lerato og Chumani Maxwele, der begge er vokset op i Sydafrikas berygtede townships, men på trods af deres udgangspunkter alligevel har klaret sig igennem til en uddannelse på et af Afrikas mest anerkendte universiteter, var meget lykkedes.

Alligevel var deres utilfredshed stor.

Nok havde samfundet muliggjort en vis social opstigning, men for det store flertal af Sydafrikas sorte befolkning er livet fortsat en kamp for overlevelse. De officielle arbejdsløshedstal ligger på over 30 procent, men er sandsynligvis reelt endnu højere. Samtidig betyder de fastlåste strukturelle forhold, at landets rigdomme i form af minedrift og jordbesiddelse fortsat ejes af en lille hvid elite.

Lerato og Chumani Maxwele oplever disse strukturelle forhold på et personligt plan i deres daglige konfrontation med diskrimination og manglende repræsentation.

Via studenteroprørsbevægelser som Rhodes Must Fall har de og deres medstuderende skabt en platform, hvorfra de kan gøre opmærksom på de fortsat ekskluderende strukturer, som Mandelas og Tutus løfter om forsoning ikke formåede at ophæve.

De anvender på den måde deres nu privilegerede positioner som universitetsuddannede til at gøre opmærksom på de uligheder, der fortsat præger ikke bare deres, men tusinder af andre sydafrikaneres liv.

RHODES MUST Fall-aktivisternes strategi er på mange måder langt mere konfrontatorisk end den, Mandela og Tutu fremførte i 1990' erne. De er trætte af at være vidner til en proces, der for dem at se går alt for langsom.

Nok har de klaret sig igennem og er i gang med en universitetsuddannelse, der måske kan bringe et eftertragtet job med sig, men arven efter de mange år under kolonialismen og apartheid præger stadig mange aspekter af deres liv: Fra de statuer, de passerer på deres vej til og fra forelæsninger, og de teorietiske tekster, de forventes at læse, til de klassifikationsmetoder, hvide kuratorer på landets museer og kunstgallerier anvender til at udvælge og udstille deres forfædres genstande.

I 90' erne var svaret på Sydafrikas uligheder samhørighed og tilgivelse. I dag er den strategi ikke længere mulig. Vreden blandt studerende på universiteter og debatdeltagere på museer er et tydeligt eksempel på, at det, der engang så forsonende blev kaldt The Rainbow Nation, ikke kunne heles fra den ene dag til den anden.

Dekoloniserings-og demokratiseringsprocesser tager tid og de 25 år, der er gået, siden apartheid officielt blev afskaffet, har ikke været nok til at udviske betydningen af århundreders undertrykkelse.

Oprørene, som de studerende og andre har rejst i løbet af de seneste år, viser imidlertid, at viljen til forandring er stor, og at håbet om et nyt Sydafrika fortsat lever.

90' ernes floromvundne taler om regnbuer og samhørighed medførte ikke den ønskede heling og er i dag for længst lagt i graven Den såkaldte born free-generation, der er vokset op i Sydafrika efter 1994, er i langt højere grad end tidligere opsat på at diskutere raceelementet I 90' erne var svaret på Sydafrikas uligheder samhørighed og tilgivelse.

I dag er den strategi ikke længere mulig.