9. februar 2017

EU er udsat for et krydspres, efter at Donald Trump er blevet præsident

Indspark af professor Peter Nedergaard (Institut for Statskundskab) i Berlingske den 9. februar 2017.

Det ikke kun i Storbritannien, at man i medlemslandene ofte er utilfredse med den linje, EU anlægger. Det giver sig udtryk via de »nej’er«, man har set til europæisk integration.

EU er udsat for et krydspres, efter at Donald Trump har overtaget posten som præsident for USA. På den ene side argumenterer mange for, at EU må påtage sig en større udenrigs- og sikkerhedspolitisk rolle. Det skyldes, at USAs nye »America First«-politik risikerer at underminere de europæiske landes position på den globale scene, fordi det transatlantiske samarbejde ikke – sådan lyder påstanden – længere beror på, at USA tager særligt mange hensyn til Europa. Svaret herpå skulle være en slags »Europe First«-politik.

I konsekvens heraf burde de europæiske lande i EU se at få sig en fælles og selvstændig position og fælles handlemuligheder på langt flere områder i forhold til omverdenen. Det gælder i forhold til alt fra selve USA til Rusland, Kina og f.eks. problemerne i Syrien. EU har i dag i høj grad traktatgrundlaget til at gennemføre en sådan mere selvstændig linje i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitikken. I mange tilfælde mangler »blot«, at medlemslandene og dermed indirekte disses befolkninger giver bemyndigelsen hertil.

På den anden side er det ikke kun i Storbritannien, at man i medlemslandene ofte er utilfredse med den linje, EU anlægger. Det giver sig udtryk via de »nej’er«, man har set til europæisk integration i de seneste år. Utilfredsheden skyldes bl.a. EUs håndtering af eurozonekrisen, Schengen-samarbejdet og den store vandring fra EUs østeuropæiske medlemslande og til de vesteuropæiske. Mere bredt skyldes utilfredsheden sandsynligvis, at mange mener, at EU udstikker en kurs, som ikke svarer til den, som medlemslandenes befolkninger synes, er den rigtige. Man taler i den forbindelse om, at euroskepticismen i de senere år har været stigende, hvilket – sådan lyder påstanden – har givet vind i sejlene for de populistiske partier i Europa.

EUs dilemma består således ifølge denne argumentation i, at EU, netop som man har brug for samling, svækkes på grund af manglende opbakning.

Hvis dilemmaet er korrekt skitseret, bør det være en selvstændig opgave for EU og EUs medlemslande at identificere, hvordan opbakningen til EU forøges. En af de førende EU-forskere, Simon Hix, fra London School of Economics, har vist, hvordan EUs institution med monopol på at fremsætte forslag – EU-Kommissionen – samt EUs dømmende instans, EU-Domstolen, altid anlægger en linje, som er klart mere pro-integrationistisk, end befolkningerne ønsker.

Hvis ovenstående holder stik, er vi således i dag sat i den sære situation, at EU har svært ved eksternt at spille en selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitisk rolle i verden efter Trump, fordi man allerede internt har drevet integrationen for langt.

Hvis EU skal spille en større rolle udadtil, er det tvingende nødvendigt, at EUs beslutningstagere i medlemslandenes regeringer og EUs institutioner bliver sig det skitserede dilemma bevidst og renoncerer noget på den interne integration.